Bordet ved vinduet i Jægersborg

Oliver parkerede cyklen ved stationen og trak jakken tættere om sig. November i Jægersborg var ikke til at spøge med – luften lugted af våde blade og kold asfalt, og gaderne var næsten tomme på en tirsdag aften. Han var tredive-et år og havde aldrig rigtig bragt sig selv til at gå på blind dates. Det her var Simons skyld. Simon og hans evige overbevisning om, at Oliver var for meget inde i sit eget hoved.

Restauranten hed Birch & Kvist, og den lå i et gammelt murermesterhus med hvide rammer om vinduerne og en messinglampe over døren. Oliver kendte stedet fra et julearrangement for et par år siden. Han vidste, at de lavede god gravad laks og dårlig espresso, men det var underordnet. Han var her for en kvinde, han aldrig havde mødt, arrangeret af venner der mente det godt. Præcis den slags aftener man finder i erotiske danske noveller, men sjældent i virkeligheden – eller sådan havde han i hvert fald troet.

Hun sad allerede der

Han trådte ind og lod blikket glide hen over de få borde. Og så så han hende.

Maja fra projektgruppen. Maja, der sad tre etager over ham på arbejdet og sendte præcise, korte e-mails og aldrig udfyldte kantinens feedback-ark. Maja, der var to-og-tredive og altid havde en mening, men sjældent delte den med folk hun ikke kendte. Oliver kendte hende nok til at nikke i elevatoren. Ikke nok til at vide, hvad hun drak til hverdags.

Hun så op i samme sekund og frøs.

Så lo hun – et lille, overrasket lyd som en fnisen hun ikke nåede at stoppe. Han gik hen til bordet.

»Jamen,« sagde han.

»Jamen,« sagde hun.

De stirrede på hinanden i et par sekunder, og så trak han stolen ud og satte sig. Hvad skulle man ellers gøre.

»Simon,« sagde Oliver.

»Line,« sagde Maja. »De har åbenbart lavet aftaler.«

»Er du irriteret?« spurgte han.

Hun overvejede det et øjeblik. »Nej,« sagde hun. »Overrasket. Det er anderledes.«

Tjeneren kom med menukortet. Oliver bestilte et glas rødvin. Maja havde allerede en hvidvin foran sig, halvt drukket. Det var et godt tegn – hun havde ikke ventet med at bestille af høflighed. Det betød, at hun var sig selv.

Det der ikke tales om på arbejdet

De kom igennem det første kvarter med det der aldrig rigtig er akavet men aldrig rigtig er naturligt heller – projekter, afdelinger, hvem kender hvem. Men så sagde Maja noget, der ændrede tonen.

»Jeg synes egentlig, du tager fejl i den der diskussion om budgetmodellen.«

Oliver satte glasset. »Virkelig.«

»Du tænker for lineært. Det virker i kvartalerne, men det kollapser på tre-fire-årsplanen.«

»Det har jeg en rapport på,« sagde han.

»Den har jeg læst,« sagde hun. »Den er god. Men du har lavet en antagelse på side syv, som ikke holder.«

Han vidste godt, hvilken antagelse hun mente. Han havde selv været i tvivl om den. »Hvad ville du have gjort anderledes?« spurgte han.

Og så talte de om det i næsten tres minutter, og maden kom og blev spist og aftenens kulde pressede sig mod ruden bag Majas skulder, og Oliver mærkede noget han ikke havde mærket i lang tid: at han sad overfor en, der var ligeså skarp som ham, og som ikke holdt igen af hensyn til stemningen.

Da tjeneren spurgte om kaffe, sagde Maja: »Nej tak, de laver den forfærdeligt her.«

»Det ved jeg,« sagde Oliver.

De lo begge ad det.

»Vi kunne gå en tur,« sagde han. »Der er en termos på cyklen. Jeg har faktisk god kaffe med.«

Hun hævede et øjenbryn. »Du cyklede hertil med en termos?«

»Jeg er optimist.«

Hun tog sin jakke.

Udenfor gik de langs den mørke vej ind mod parken. Lysene fra husene spejlede sig i de våde fliser. Oliver hældte kaffe op i de to små kopper der fulgte med termossen, og de stod lidt og drak, og det var ikke akavet på den måde man frygter.

»Jeg tænkte aldrig over dig som en person,« sagde Maja. »Det er lidt uhøfligt at sige, men det er sandt. Du var bare en fra øverste etage.«

»Jeg tænkte over dig,« sagde han.

Hun kiggede på ham. »Hvornår?«

»Til det møde i august. Du sagde noget til direktøren, som alle andre undlod. Jeg tænkte: hun er ikke bange for noget.«

Maja var stille et øjeblik. »Jeg var faktisk bange,« sagde hun. »Jeg bævede indvendigt.«

»Det kunne man ikke se.«

»Det er meningen.«

Det der ikke kan vente til morgen

De gik videre. Bladene lå i tykke lag langs stien, og et sted henne bag træerne lød en sen cyklist. Oliver mærkede, at han gik tættere på hende end han behøvede. Og at hun ikke rykkede væk.

»Hvad nu hvis det var en dårlig idé,« sagde hun stille. »Kolleger og sådan.«

»Det er det sandsynligvis,« sagde Oliver.

»Men?«

»Men jeg er ligeglad med sandsynligheder i aften.«

Hun stoppede op. Vendte sig mod ham. I lyset fra en gadelygte så han, at hun ikke tøvede – det var ikke usikkerhed i hendes ansigt, det var overvejelse. Et bevidst valg der blev truffet.

»Okay,« sagde hun.

Han tog et skridt hen til hende og lagde hånden let mod hendes kind. Hun lukkede øjnene et sekund, og da hun åbnede dem igen, var der noget åbent i dem, noget hun ikke viste på kontoret. Han kyssede hende – forsigtigt til at begynde med, som et spørgsmål. Og hun svarede ved at lægge begge hænder fladt mod hans bryst og trykke sig ind til ham.

Kysset varede længe. Hun smagte af hvidvin og en anelse af den sorte peber fra maden, og han mærkede, hvordan hendes fingre langsomt gled op om hans nakke.

»Min lejlighed er ti minutter herfra,« sagde han mod hendes hår.

»Jeg ved godt, jeg burde sige, at det er for hurtigt,« sagde hun. »Men jeg har ingen lyst til at sige det.«

Lejligheden var lille og lidt rodet på den måde, man ikke når at skjule når man ikke vidste, man fik besøg. Oliver tændte for en gulvlampe i hjørnet – aldrig loftslyset, det ødelagde alt. Maja stod midt i stuen og så sig omkring, og han så hende med nye øjne: hendes skulderblad under den tynde bluse, måden hun holdt sin jakke over armen som om hun ikke helt ville slippe det der var hendes.

Han tog jakken fra hende og lagde den over stolen. Og så stod de tæt, og han kyssede hende igen, og denne gang var der ingen forsigtighed i det. Hendes hænder fandt knapperne i hans skjorte. Hans hænder fandt bæltet i hendes bukser.

De gik ikke direkte til soveværelset. De nåede sofaen først, halvt afklædte og for optagede af hinanden til at tænke på logistik. Majas hud var varm mod hans hænder, og hun sagde hans navn med en stemme han aldrig havde hørt fra hende – lavere, mørkere end den hun brugte til møder. Han kyssede hende langs kravebenet, ned over skulderen, og mærkede, hvordan hun trak vejret anderledes.

»Oliver,« sagde hun. »Kom nu.«

Det var ikke en bøn. Det var en instruks. Og det var mere tiltrækkende end alt andet han vidste om hende.

Senere lå de i sengen. Maja havde trukket dynen halvt op, og Oliver lå på siden og kiggede på hende. Udenfor hørtes en bil der kørte forbi, og regndråber begyndte stille at falde mod vindueskarmen.

»Hvad siger vi til Simon og Line?« spurgte hun.

»At det var en god aftale,« sagde han.

Hun lo lavt. »De bliver fuldstændig utålelige.«

»Det er de allerede.« Han paudserede. »Det er jeg ligeglad med.«

Maja vendte sig mod ham. I mørket var hendes ansigt roligt på en måde han ikke kendte endnu, men gerne ville. »Det er jeg også,« sagde hun.

Regnen tiltagede udenfor. Oliver slukkede lampen på natbordet, og de lå tæt i den lille lejlighed i Jægersborg, mens november fortsatte sin gang derude uden dem.