Læs også:En historie om magtmisbrug i 1600-tallets Danmark – del 2
Biskoppen i Viborg var en Gudfrygtig mand ud ad til, men dybest set stolede han kun på sig selv. Det var kun med besvær, at han levede op til kyskhedsløftet, som fulgte med jobbet. Derfor havde han med glæde taget mod advarslerne fra hovedstaden om hekse og troldmænd, som var blevet et stigende problem. Biskoppen forstod sig på politik, og syndebukke var væsentlige brikker for at holde kirken kørende. Derfor havde han straks udpeget sognets første heks, som netop var blevet ført i lænker ned i kirkens mørke fangekælder. Karen hed hun. Hun var en fiskerkone, der boede nede ved stranden. Karens mand var forlist og druknet i et stormvejr, og i de følgende år havde rygterne svirret i Viborg. Folk kunne ikke lide eneboere. I søndags ved messen havde biskoppen lovet, at tiden var inde til at forfølge alle kættere, der måtte findes i sognet. Det havde givet et stort bifald, for alles tanker faldt straks på Karen. Nu var biskoppen på vej ned af de mørke stentrapper, der førte ned til de fugtige celler under kirken. Han trådte ind i rummet, hvor Karen lå på gulvet med lænker om hænder og fødder.
– Kære barn. Hvilken ulykke for os alle.
– Ærværdige biskop, slip mig ud herfra jeg har intet gjort…
– Så så så. Det skal vi snart finde ud af. Gud er med den uskyldige.
– Men jeg sværger hellige biskop…
– I løbet af kort tid vil jeg finde frem til sandheden. Mange siger du er en heks, men sandheden skal nok komme frem. Vær venlig at forhold dig roligt, imens jeg undersøger din krop for satans mærker.
Biskoppen gik hen til Karen og kiggede hende grundigt i ansigtet og i nakken. Dernæst undersøgte han halsen. Så løste han hendes hænder og sagde:
– Vær venlig at tage kjolen af, så jeg kan undersøge din ryg.
Karen tøvede lidt, men virkede fast besluttet på at bevise sin uskyld. Hun førte de brede stropper ud over skuldrene og trak kjolen ned til livet. Hurtigt dækkede hun sine nøgne bryster med armene. Biskoppen undersøgte ryggen og maven.
– Fanden gemmer sine tegn de mærkeligste steder. Jeg bliver nødt til at undersøge dine bryster også.
Karen så forarget ud, men fandt sig i det. Biskoppen undertrykte et triumferende smil ved synet af Karens hvide fyldige bryster. Han tog forsigtig fat med en kold hånd, og lod som om han undersøgte undersiden. I virkeligheden nød han at mærke brystets varme fylde.
– Meget fint. Der er jo ikke noget at se.
Karen tog kjolen på igen. Dernæst gav biskoppen hende håndlænkerne på.
– Så mangler vi bare benene og de mere intime steder…
Karen kiggede mistroisk på biskoppen.
– Det lader jeg ikke dig gøre. Det må du få en kvinde til…
– Du foranlediger mig til at tro, at du har noget at skjule Karen!
– Aldrig i livet – jeg er ikke heks
– Så bevis det! Jeg er i Guds tjeneste. Du har intet at frygte, hvis du er uskyldig. Tag trusserne af og træk op i kjolen så jeg kan se, at dit køn ikke viser tegn på djævlens berøring!
– Du er vanvittig…
– Kom nu Karen! Ellers må jeg hente fogeden, og så må vi undersøge dig med vold. Det er for dit eget bedste.
Biskoppen havde fjernet Karens fodlænke og langsomt gik Karen i gang med at trække trusserne af.
– Jeg skriger, hvis du rør mig. Det giver jeg ikke lov til!
– Jeg hører den onde selv i din stemme. Vær nu lidt medgørlig, det er snart overstået.
Trusserne sad nu om Karens ankler. Hun lagde sig på ryggen og spredte benene. Biskoppen satte sig på knæ med et forventningsfuldt blik i øjet. Endelig trak Karen kjolen op og blottede sig. Biskoppen holdt en fakkel frem i venstre hånd for at kunne se ordentligt i mørket. Karen kunne næsten mærke hans blik, der slugte hende. Blikket gled op langs de slanke bløde lår til den sorte dusk hår og de bølgede kønslæber, der synes at få ekstra meget opmærksomhed. Biskoppen mærkede sit lem reagere, men den store kappe røbede ikke noget. Han spekulerede på, hvor langt Karen ville gå for at bevise sin uskyld. Trusler om Guds straf skulle nok hjælpe. Det gjorde de altid.
– Spred benene lidt mere Karen. Jeg er nødt til at vide mig helt sikker. Alt hvad der sker her bliver mellem os.
Karen dækkede sit ansigt med hænderne i skam og spredte lårene så meget hun kunne. Biskoppens åndedrag blev tungt. Blodet brusede i hans åre, og beruselsen var lige ved at tage overhånd. Kvindens allerhelligste var totalt blottet for ham. Han havde lyst til at røre, og kræve og udnytte. Lige foran ham lå muligheden for den nydelse, som han længe havde måttet undvære. Det ville ikke vare længe, før han fik lov.
– Hvad er det? Du har et sort mærke på låret. Det ligner djævelens mærke!
– Hvad? Jamen det er jo bare et modermærke.
– Det ligner det, men Guds tjener ved bedre. Den slags mærker er djævlens mærker. Og så har han oven i købet givet dig sit mærke lige ved siden af dit køn. Har du horet med satan?
– Nej aldrig i livet. Det er et modermærke. Masser af mennesker har dem. Kig dog ordentligt på det!
– Du lyver Karen. Jeg kan høre fanden selv i dine løgne. I løbet af de næste par dage vil mine prøver afgøre, om du skal brændes på bålet. Indtil videre ser det ikke godt ud, men så længe du angrer og adlyder Guds tjener, så er der håb.
Ved truslen om bålet begyndte Karen at græde. Hun trak benene op under sig og lagde sig om på siden. Biskoppen havde fået fat i trusserne, som han puttede i lommen. Han foretrak, at hun ikke havde noget på under kjolen, når hun var i hans kælder. Dernæst forlod han Karen og kom først tilbage den følgende dag.
Den næste formiddag blev biskoppen opsøgt af fogeden. Det var et uanmeldt besøg. Pludselig stod han på biskoppens kontor.
– Kære biskop! Mange af fiskerne fra byen har opsøgt mig og kræver Karen løsladt. Mange sværger på hendes uskyld. Borgerne er meget urolige. Vi må have en afklaring i dag. Ellers skal Karen slippes fri!
Biskoppen blev straks bekymret. Han havde glædet sig til at fornøje sig med Karen i lang tid endnu. Hvis Karen blev sat fri, ville hun sladre om hans magtmisbrug. Det ville starte ondsindede rygter.
– Men kære foged Karen er en heks. Beviserne er ikke til at tage fejl af!
– Så vis mig dem hr. biskop! Vis mig straks beviset på, at Karen er en heks, så jeg kan berolige vores borgere.
Biskoppen tænkte som en gal. Nu sad han i saksen.
– Giv mig blot et kvarter hr. foged. Jeg går ned og henter hende straks. Så skal du få syn for sagen…
– Men jeg kan da gå med ned i kælderen og spare dig besværet.
– Det går desværre ikke… Jeg henter Karen her op, så snart hun er bundet forsvarligt. Ellers vil hun kaste en forbandelse over os.
Fogeden kiggede mistroisk på biskoppen.
– Okay men skynd dig menneske. Så venter jeg her!
Biskoppen strøg ud af døren og ned mod kælderen. Med sig havde han en lille kniv og et reb. En plan var begyndt at tage form i hans hoved.
Et kvarter senere stod Karen bagbundet på biskoppens kontor. Hun gjorde vild modstand og virkede arrig. Hun kunne ikke tale, for hun havde bind for munden.
– Men kære Karen dog. Hvor er så det bevis hr. biskop? Det eneste, jeg kan se, er en mishandlet fiskerkone!
– Det jeg må vise dig herre foged er ikke for sarte sjæle. Fanden selv har sat sit mærke på Karen, imens han har horet med hende…
Fogeden fnyste og virkede urolig. Han var ikke sikker på, at han stolede på biskoppens ord. Han så til, alt imens biskoppen tvang Karen til at bukke sig ind over det store egetræsskrivebord. Karen kæmpede voldsomt imod, men var svækket af den sparsomme mad, hun havde fået. Biskoppen holdt Karen fast og trak op i hendes kjole. De hvide slanke ben kom til syne. Fogeden glemte et øjeblik, hvad han var kommet for. Han blev betaget af Karens flotte slanke lår. Da Karens fyldige runde balder også kom til syne blev fogeden tør i munden. Hans upassende tanker blev afbrudt af biskoppens ord:
– Kom hen og se, hvad fanden har skrevet over Karens højre balde!
Fogeden gik nærmere. I den hvide hud kunne han ane tre sekstaller: 666, som var ridset ind i Karens hud med en spids genstand. Det blødte stadig lidt fra mærket. Fogeden troede ikke sine egne øjne. Han nikkede anerkendende til biskoppen.
– Du har ret hr. biskop. Fandens mærke står ganske rigtig skrevet på Karens bagdel. Hvad kan det betyde?
– Hun er en heks. Lige meget om hun benægter det eller ej!
– Du store Gud! Er hun farlig?
– Ikke så længe hun ikke kan tale. Hvis vi tager bindet fra munden, vil hun kaste forbandelser over os. Men så længe hun er i vores varetægt vil Gud have, at vi behandler hende med foragt og straffer hendes synder.
– Hvorledes mener biskoppen?
– Ikke andet end, at vi kan gøre med hende, hvad vi vil, så længe hun ender på bålet.
Karen sparkede ud efter biskoppen, i samme øjeblik hun hørte bålet blive omtalt. Hun følte sig snydt og bedraget. Det var først nu det gik op for hende, hvorfor biskoppen i al hast havde ridset hende i balden med en kniv. Hun var rasende, men alt for afkræftet til at gøre rigtig modstand.
– Er fogeden nu overbevist, eller vil han se mere?
– Er der mere at se?
Fogedens stemme og ansigtsudtryk afslørede, at han gerne ville se mere af Karens nøgne hud, selv om han ikke turde sige det direkte. Biskoppen fangede dog fogedens interesse, og så frem til at få en klemme på fogeden, som ville styrke hans position i byen.
– Der altid mere at se hr. foged. Skønt det ikke er et direkte bevis, så ved vi dog fra biblen, at jo smukkere en kvinde er, desto farligere er hun.
Biskoppen trak Karen på benene og trak hende ind til sig med den ene arm, imens han trak kjolens skulderstropper ned med den anden. Karen gav et lille spjæt, men måtte opgive at gøre modstand. Fogeden spærrede øjnene vidt op og var målløs. Han stirrede betaget, alt imens biskoppen blottede Karens skuldre og lod hendes bryster hænge til frit skue. Karen slog blikket ned i skam.
– Har du nogensinde set en smukkere pige hr. foged?
– …. Øh æh. Nej biskop. Det tror jeg ikke…
– Kom kun nærmere kære foged. Der er ingen synd at begå mod en heks, der bærer synden i sig selv. Mærk selv efter! Du vil straks føle hendes liderlighed og syndighed…
Med en forsigtig hånd rørte fogeden ved Karens hals og skuldre. Han tøvede, men lagde så sin hånd på det ene bryst. Karen løftede hovedet og kiggede fogeden ind i øjnene. Deres blik mødtes. Var det medlidenhed Karen så i fogedens øjne? Biskoppen afbrød:
– Vil du se mere?
Fogeden svarede ikke, men nikkede forsigtigt. Biskoppen løftede Karen op i favnen og lagde hende på ryggen på skrivebordet.
– Kom og hold hendes ben, så kan fogeden også bedre se.
– Jamen hvad har biskoppen dog i tankerne?
– Kom nu bare og hold benene. Du er jo en stærk mand.
Fogeden tog fat i Karens ankler og holdt dem fast. I en glidende bevægelse trak biskoppen skørtet op, så Karens lår og sorte dusk kom til syne. Fogeden virkede tryllebundet ved synet, og biskoppen vidste, at hans plan var ved at lykkes.
– Nu tror jeg, at Karen og dig har brug for at være lidt alene, ikke sandt hr. foged? Jeg venter i rummet ved siden af.
Biskoppen gik ud af værelset. Fogeden stod et øjeblik og stirrede på Karen. Hun stirrede tilbage og håbede, at han ville komme til fornuft. Fogeden havde en kone, vidste Karen. Han kunne da ikke give efter, når han vidste, at det var forkert. Fogedens indre moral kæmpede en hård kamp imod hans mandlige instinkt. Han tænkte højt, som for at retfærdiggøre sin beslutning:
– Det gør mig ondt Karen… Men en heks som dig fortjener ikke bedre!
Et sekund efter flåede han sit stive lem frem og gav efter for lysten. Karen skreg af vrede, men ingen kunne høre hende igennem det tykke tørklæde, som sad stramt om hendes mund. Tårerne trillede ned af hendes kinder, imens fogeden tog for sig af retterne. Brysterne blev æltet og klemt sammen af to grove hænder, der af og til også fandt vej ned langs hofterne og klemte balderne. Fogeden slikkede på de store bryster, der var varme og indbydende. Han lagde sig oven på Karen, og trængte brutalt op i hende og nød hvert et stød. Karen forstod det ikke. For et øjeblik siden havde fogedens øjne været fulde af medlidenhed. Nu var de fulde af begær. De så ikke længere hende. De så kun en krop, der var genstand for et stærkt begær. Hans skægstubbe skrabede mod hendes kind, imens han prustede og stønnede:
– Din heks. Din heks. Din forbandede heks!
Biskoppen stod lyttede ved døren. Da fogeden stønnede højest gik biskoppen uset ind i rummet igen. Fogeden skulle vide, at biskoppen havde overværet det hele. Endelig nåede fogeden sit klimaks og faldt sammen. Langsomt genvandt han sit normale åndedrag.
– Jeg håber de nød det hr. foged. Jeg kan som kirkens mand naturligvis ikke tillade mig den slags fornøjelser, men jeg tænkte nok, at du ville blive fristet.
Fogeden kiggede forskrækket op og hev bukserne på i en fart, som om han fortrød sin gerning.
– Hvordan har deres kone det egentlig kære foged?
– Min kone? … Hun må ikke få noget af vide. Jeg beder dem!
– Nej nej naturligvis ikke. En heks som Karen kan forhekse enhver almindelig mand til seksuelt samkvem. Dog ikke kirkens tjenere. Takket være Guds kraft falder vi ikke for de kødelige fristelser.
– Tak hr. biskop. Jeg tror, du har ret. Hun må have forhekset mig. Ellers ville jeg aldrig have gjort det. Hvis du lover ikke at sige noget til nogen, så skal jeg være i evig gæld til dig…
– Det lyder rimeligt hr. foged. Min autoritet skal ikke betvivles. Jeg gør med Karen som det passer mig fra nu af. Du må få styr på borgerne. Det samme gælder næste gang vi støder på en kætter. Jeg vil ikke forstyrres i mit arbejde. Hekseproblemet er kirkens område og ingen andres. Du må assistere mig og ikke andet. For resten vil jeg bede dig om 200 rigsdaler for min ulejlighed.
– Det lyder som en rimelig sum, og så taler vi ikke mere om det?
– Ikke så længe jeg har din politiske støtte kære foged…
– Det har du. For resten er der ingen tvivl om, at heksen skal brændes nu. Biskoppen forstår vel, at jeg ikke vil have hun sladrer.
– Det skal du ikke bekymre dig om hr. foged. Farvel.
Fogeden nærmest løb ud af døren. Biskoppen stod tilbage med en god følelse i kroppen. Han begyndte at trække Karen ned i kælderen igen. Lidt efter stod de nede i cellen, der kun var oplyst af fakler. Karen blev løst fra sine reb, så hun atter kunne bevæge sig frit og tale.
– Din løgnagtige bedrager! Du kalder dig selv biskop? Arrrggh hvor er mænd nogle svin. Jeg hader jer! I voldtager en uskyldig kvinde, alene fordi I kan. Jeg har fået nok. Jeg forlanger at blive sluppet fri nu…
– Slap dog af Karen. Her er en spand med vand. Vask dig lidt. Bagefter får du et stort måltid mad. Du har lige tjent mig 200 rigsdaler og en ubetalelig politisk velvilje… Det skal belønnes.
– Så slip mig dog fri dit svin! Du er jo syg.
Biskoppen kiggede tålmodigt på Karen, som indså at det ikke hjalp noget. Tårerne begyndte at trille ned over kinderne på hende. Langsomt tog hun sin kjole af og begyndte at vaske sig. Hendes blufærdighed og værdighed var forsvundet. Da hun havde vasket sig, tog hun kjolen på igen. Dernæst fik hun en masse mad, og bagefter havde hun det bedre. Biskoppen besluttede sig for at beholde Karen i sin kælder et godt stykke tid endnu. Man vidste aldrig… Forhørene kunne trække ud.
Skrevet af Anonym
Læs også:En historie om magtmisbrug i 1600-tallets Danmark – del 2
Loading...