Det var tidlig morgen, og jeg kunne høre kuku’en (hønen) gale ved en nærliggende hytte. Egentlig gad jeg ikke at stå op, men jeg havde jo som en ung masai-kriger forpligtelser, og en af dem var at passe dyrene. I dag var det vigtigt at få alle køerne ud og græsse, og så ned til vandhullet bagefter, så de kunne klare sig gennem denne varme dag.
Da jeg havde fået kanga’en (klæde) viklet om mig, gik jeg ud af min mors manyatta (hytte) og mærkede den bagende sol i ansigtet. Jeg måtte misse med øjnene for at se klart, og så fik jeg øje på nogle af de andre masai-krigere, som kom gående. Koinet og Tonkei vinkede til mig og bad mig om at følge med.
Vi gik hen til køerne, som stod samlet i skygge under nogle træer. Vi havde hver især vores stave med, så vi kunne drive dyrene ud. Dyrene virkede rådvilde, og Koinet sagde til mig, at det ikke ville blive nemt i dag. Jeg nikkede og grinte tilbage til ham. Vi gennede dyrene fremad stille og roligt, og de fulgte os, som var vi ledere. Jeg kunne godt lide den følelse. Vi gik nogle kilometer, og det blev kun varmere i mellemtiden. Tonkei slog en af køerne på siden med sin stav, for den havde forvildet sig lidt væk fra de andre. Det var ikke det smarteste, for set fra et rovdyrs synspunkt ville denne ene ko være et nemt bytte. Og vi havde ikke råd til at miste endnu en. I går morges kom Tonkei nemlig løbende ind i vores manyatta og sagde, at en af køerne var blevet dræbt af en sulten løve i løbet af natten. Så det måtte absolut ikke ske igen og det var derfor han var ekstra meget på vagt. Vi kom til et lille stykke med noget tørt græs, og Koinet, Tonkei og jeg satte os på et klippestykke mens vi holdt øje med de græssende dyr. De to andre sad og snakkede om den kommende krigerfest, men jeg hørte kun halvt efter. Jeg var mere optaget af at holde godt øje med dyrene. Jeg lagde mærke til, at en af køerne lagde sit hoved på en anden kos ryg. Den ene ko slikkede den anden i ansigtet som om den ville køle den anden af. Jeg syntes, at det så lidt sødt ud. Og det var sådan jeg kom til at tænke på Isina. Hendes søde smil, hendes lysebrune hud og de flotte hvide perlesmykker som hun bar på armene og rundt om halsen. Det bedste ved hende var hendes betagende, mørke øjne.
Jeg huskede den første dag vi talte sammen. Hun spurgte mig, om ikke jeg ville hjælpe med at holde nogle mælkebeholdere, mens hun bar nogle andre ting. Hun smilte og hun havde sådan en sød, beroligende stemme. Så var det at hun kiggede mig i øjnene. Jeg mindes at jeg blev lidt genert og så ned i jorden. Så grinte hun uskyldigt og gav mig beholderne. Så bukkede hun sig ned og skulle samle en beholder med vand op. Jeg tog mig selv i at kigge på hendes numse. Men jeg kunne ikke lade være. Jeg nåede lige at se hvor velformet og rund den var , og jeg mærkede en varm fornemmelse indeni mig. Hun rejste sig op, og jeg var nødt til hurtigt at skjule min begejstring, før hun så noget. Det var pinligt, syntes jeg. Jeg holdt mælken på en lidt akavet måde for at hun ikke skulle få øje på hvad der var sket med mig, men så kom jeg til at spilde. Hun rynkede lidt med øjenbrynene, og forsøgte at tørre det af mig. Men jeg sagde at det var lige meget, for hun skulle bestemt ikke røre ved mit klæde, for så ville jeg ikke kunne styre mig selv. Men så gik vi af sted sammen, uden at hun opdagede noget. Heldigvis. Jeg blev lidt kastet ud af mit dagdrømmeri, da jeg hørte en tydelig latter tæt på mig. Jeg vendte mig lidt forvirret rundt og fandt ud af, at Tonkei og Koinet grinede af mig. Koinet spurgte, hvad jeg havde gang i, mens jeg svarede, at jeg da ikke lavede noget. Så sagde Tonkei derefter, at jeg skulle tage et kig på mit klæde. Jeg kiggede ned af mig selv, og klædet stod som et lille telt fra mine lår. De skraldgrinede, mens jeg hurtigt og skamfuldt dækkede mig til. Jeg følte mig som en total idiot. Der var ikke noget at forklare. De havde godt lagt mærke til, at jeg lige så stille havde lukket øjnene, og ikke svaret da jeg blev spurgt om noget. Men heldigvis drillede de mig ikke mere med det den dag, det var jo bare en drengeting.. Og det havde de nok også selv prøvet.. Men vi drev dyrene videre, for nu skulle de have vand. Jeg gik og holdt øje med den bagerste del af flokken mens de to andre gik forrest.
Køerne virkede lidt ængstelige, men det var nok fordi de begyndte at mærke tørsten. Så vi måtte løbe lidt af og til for at kunne følge med dem. De kendte udmærket ruten ned til vandhullet, og ville gerne derned hurtigst muligt.
Jeg gik og smilte lidt for mig selv, for det var pinligt, det der skete med mig, da vi sad på klippen.. Men samtidig blev jeg også glad ved tanken om, at en pige som Isina kunne tænde mig så vildt og voldsomt. Hun gjorde mig helt tosset i hovedet bare når jeg tænkte på hende. Gad vide om hun følte det samme for mig?…
Nå tænkte jeg, nu må jeg hellere koncentrere mig. Vi nærmede os nemlig vandhullet, hvor der stod nogle store elefanter og blokerede det hele. Det var en skam at vi ikke nåede derned før elefanterne, for nu ville de tage alt det gode vand og fylde det hele. Koinet og Tonkei diskuterede, hvordan vi skulle skræmme dem væk, så vores køer kunne få plads.
Men elefanterne er ikke helt ufarlige i Tanzania, så det var ikke nogen nem opgave.
Koinet holdt øje med vores dyr, mens Tonkei og jeg løb tæt på nogle af elefanterne, mens vi lavede skræmmelyde og slog vores stave ned i brunrøde jord. Først stod de som store, forstenede klipper, men flokmentaliteten tog over, ligeså snart en af dem begyndte at blive bange. Endelig fik vi dem væk, og vi drev vores dyr hen til vandhullet. Mens køerne fik vand, benyttede vi tre drenge chancen til også at vaske os lidt i hovedet. Vi havde svedt godt og grundigt efter at være løbet rundt som tre tosser i den stegende hede. Efter en forfriskende vask og efter at køerne fik slukket deres tørst begav vi os videre, tilbage mod landsbyen. Det skulle blive godt at komme hjem tænkte jeg, for vi havde været ude den halve dag. Vi var ikke langt fra landsbyen nu. Jeg kunne kende det på grund af skoven som lå ikke langt derfra. Pludselig blev vores køer skræmt af nogle løver, som nærmede sig. Koinet, Tonkei og jeg blev også forskrækkede, men løverne løb et stykke borte efter nogle bøfler. Men køerne var blevet skræmt af de hurtige bevægelser, og nu spredte de sig så i hver deres retning. Det var det der ikke skulle ske. Nu kunne vi jo ikke holde øje med dem, nu havde vi intet overblik. Vi måtte ud at løbe igen for at få fat i hver og én, men det var vanskeligt da nogle af dem var rendt ind i skoven. Tonkei råbte efter dem, mens han hoppede over grene og småbuske. Koinet og jeg løb i hælene på ham, men vi spredtes fordi to køer løb hver deres vej. Jeg blev forpustet og måtte holde en lille pause. Imens kunne jeg se at Koinet, Tonkei og køerne forsvandt ind i skoven. Jeg orkede ikke, for jeg var ret udmattet. Jeg tænkte at jeg ville spørge nogle af de andre masaier om hjælp, for det var nemmere når man var flere. Mens jeg gik ind mod landsbyen, kunne jeg ane Isina gå ved en manyatta. Hun gik og vrikkede med hofterne, mens hun bevægede sig let og elegant i sin kanga. Jeg måtte lige tage et kig på hendes numse igen, jeg havde bare så meget lyst til at røre ved den. Jeg kunne mærke at jeg blev lidt opstemt igen, så jeg måtte lukke øjnene og tænke på noget andet. Jeg rettede lidt på min kanga og på min ven dernede, og så gik jeg hen mod hende. Hun fik øje på mig og smilte. Årh, tænkte jeg.. Jeg hilste, og hun sagde keiya, som betyder ”hvad så, hvad sker der”. Hun var tydeligvis overrasket over at se mig komme ud af skoven fra den side. Jeg fortalte om situationen, og at jeg havde brug for en masai-krigers hjælp til at fange køerne. Så sagde hun, at hun sagtens kunne gå med mig, og at jeg ikke behøvede en mands hjælp til dét. Jeg blev meget overrasket over det hun sagde, men takkede så ja til hendes hjælp. Indeni mig selv var jeg lykkelig, for så kunne jeg være lidt alene med hende, men jeg prøvede at lade være med at smile for meget. Vi gik ind i skoven, og så fik Isina øje på en ko, som stod gemt bag et træ. Hun pegede og viste mig retningen. Hun gik først, og vi gik langsomt hen mod koen. Men jeg var lidt ukoncentreret af at gå bag hende fordi jeg havde den dejlige udsigt til hendes flotte figur. Så jeg trådte på nogle kviste, som knækkede, og koen blev forskrækket. Så den satte i løb, og vi løb begge to efter den i fuldt firspring.
Jeg kunne slet ikke mærke, om det var hårdt eller ej, for jeg følte mig så glad bare af at være sammen med hende. Men nu var koen ude af syne, og vi stoppede op. Men så tyssede hun på mig, for hun havde fået øje på en anden ko. Isina lagde sig bag en høj busk og bad mig om også at lægge mig ned. Jeg stod lidt forvirret, for jeg var ærligt talt lidt handlingslammet. Men så trak hun i min ene arm, så jeg landede nærmest oven på hende. Hun fniste lidt og det samme gjorde jeg, men hun tyssede igen på mig for at vi ikke skulle forskrække koen. Jeg lå lidt skævt der, så jeg kunne ikke slappe af i nakken. Derfor var jeg nødt til at lægge mit hoved oven på hendes bag. Det var en blød fornemmelse, og jeg kunne se at hun havde svært ved holde sin latter tilbage. Jeg kunne heller ikke selv lade være med at smile. Mine tanker farede rundt i hovedet på mig, for jeg kunne ikke komme tættere på hende, end jeg var nu. Noget dernede begyndte også at røre på sig.. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, men tænkte at jeg hellere måtte ligge stille. Isina løftede hovedet for at kigge efter koen og hun hviskede til mig, at hun troede, at den ikke havde set os. Jeg var lidt nervøs som jeg lå der, for hvad nu hvis Tonkai og Koinet kom løbende lige pludselig?
Så var det at hun kiggede mig i øjnene og strøg mig over armen. Jeg forklarede hende, at det ikke var godt hvis nogen så os sammen her. Men hun smilte bare og sagde, at der kom ikke nogen herhen. Så vendte hun sig rundt, så vi lå side om side. Jeg kunne næsten ikke styre mig, for jeg følte mig helt vild – nøjagtig som køerne, der løb efter vand tidligere. Så kiggede hun på mig, og i næste øjeblik rørte hendes læber mine. Jeg blev overrasket over at hun pludselig kyssede mig. Men det var en blød og fugtig fornemmelse, og mens hun pressede sine læber mod mine, blev jeg bare mere varm. Hun sukkede dybt hvilket fik koen til at løbe videre. Men jeg lukkede øjnene og nød følelsen fuldt ud.
Vi trak vores læber fra hinanden, og så sagde hun;
– Skal vi ikke prøve at gøre det?
– Er du sikker, spurgte jeg, for jeg vidste at hun aldrig havde prøvet det før. Men samtidig havde jeg heller aldrig selv ligget med en kvinde.
– Og hvad med køerne?
-Ja, jeg er sikker, sagde hun og lagde sig forsigtigt ind til mig. – Køerne skal vi nok fange.
– Det er dig jeg vil have, sagde hun og kiggede mig i øjnene. Jeg har gået og kigget på dig uden du vidste det. Du er en flot kriger.
Jeg blev helt overvældet af de søde ord, men også lidt genert. Jeg så ned i jorden igen.
Hun tog sin hånd og løftede min hage, mens hun så på mig.
– Vær ikke genert. Jeg har det ligesom dig, sagde hun og smilte.
Et øjeblik lå jeg der og tænkte hvad jeg nu skulle foretage mig, for hvordan gjorde man sådan med en kvinde?
Men hun lagde sine arme om min hals mens hun ligeså stille trak mig tættere på hende.
Jeg satte min ene hånd i jorden og lagde mig til sidst oven på hende.
Hendes mund var lidt åben, og hun trak vejret dybt. Så lænede hun hovedet frem mod mit og kyssede mig igen. Hendes læber var blevet varmere. Mit hjerte gallopperede af sted og jeg kunne mærke at følelsen af hendes krop tændte mig. Jeg satte mig lidt længere nede ved hendes ben. Så tog jeg mod til mig og førte så hånden stille op under hendes kanga. Jeg startede ved hendes knæ, og min hånd førte jeg langsomt videre op ad låret, til hun lagde sin hånd oven på min. Jeg kiggede forskrækket op på hende, for havde jeg nu gjort noget dumt? Hun kiggede på mig mens hun trak vejret hurtigere.
– Du må ikke stoppe, sagde hun.
Så lukkede hun øjnene.
Ligeså forsigtigt førte jeg hånden videre op ad hendes varme, bløde ben indtil jeg nåede lysken. Jeg kunne mærke at jeg var inde i en slags trance, for der var intet andet end dette der betød noget lige nu – det var lige meget med køerne, mad behøvede jeg heller ikke, og jeg havde glemt alt om Tonkai og Koinet. Jeg ville bare have hende, og det skulle være nu.
Jeg rørte hende lige dér, hvor en kvinde er allermest følsom. Min finger gned jeg op og ned af hende, i langsomme bevægelser.
Hun stønnede pludselig højt mens hun pressede hænderne ned i jorden. Jeg blev ved med at tilfredsstille hende med mine hænder, og hun kunne lide når jeg bevægede min finger ind i hende. Hun lagde hovedet tilbage af nydelse, så jeg var ikke i tvivl om at jeg gjorde det rigtigt. Nu kunne jeg mærke at det spændte rigtig meget i min manddom, så jeg var nødt til at gøre noget. Hun tog om mig og pressede min krop mod hendes.
Jeg havde sammen med de andre kriger-drenge talt meget om kvinder og det at ligge sammen med dem, og de lød til at have prøvet alt muligt. Så jeg syntes at det med kvinder var lidt spændende, og når jeg så på en pige som Isina, så tænkte jeg alle mulige frække tanker, men jeg havde aldrig gjort noget ved det før nu.
Jeg pressede mig langsomt ind mod hende, og jeg prøvede mig forsigtigt frem. Så kunne mærke, at jeg kom længere ind.
Isina havde stadig en hurtig vejrtrækning og hun sukkede. Jeg følte noget anderledes nu.
Det var rart at glide frem og tilbage, jeg kunne lide den følelse dernede. Så jeg bevægede mig forsigtigt længere ind indtil hun jamrede lidt. Hendes ansigtsudtryk fortalte mig, at det gjorde ondt på hende. Men hvordan kunne det være så rart for mig, men så være slemt for hende?
Jeg var lidt forvirret og begyndte at undskylde.
– Skal jeg stoppe?, sagde jeg.
– Nej, du.. Jeg.. bare fortsæt, sagde hun.
Jeg prøvede lidt igen og jeg havde bare rigtig meget lyst til hende. Jeg satte tempoet op og hun tog imod mig. Hun lagde benene ovenpå min ryg og klemte til.
Hun sagde til mig; ”Jeg vil have, at du skal begære mig. Jeg vil mærke din vildskab”. Hun kiggede lystent på mig. Så kunne jeg ikke styre mig længere.
Jeg bevægede mig hurtigere og hurtigere ind i hende indtil en voldsomt dejlig følelse skyllede ind over mig.. Jeg stønnede højt mens jeg lige så stille sank sammen ovenpå hende. Hun jamrede og stønnede ligeså stille ind i mit øre og imens klemte hun sammen om mig med sit underliv.
Jeg kunne næsten ikke trække vejret, for det havde gjort mig så forpustet.
Hvor var det en fantastisk følelse, tænkte jeg. Jeg kyssede hende inderligt på munden og hun sendte grådigt et kys tilbage. Vi var ét, og jeg havde aldrig i mit liv forestillet mig, at der fandtes noget i denne verden, som var så dejligt, og som så godt kunne binde to mennesker sammen, som dette.
Jeg rullede ned fra hende, og så lå vi dér side om side i et stykke tid. Jeg ved ikke hvor længe vi havde været her, men det må have været længe, for det var begyndt at blive mørkt. Lydene fra skoven vendte tilbage – hyænernes hylen, fuglenes kalden og den velkendte hvislen i træerne. Snart hørte jeg nogle stemmer som jeg genkendte – det var Koinet og Tonkai, som kaldte på mig. Jeg smilte til Isina og fortalte hende, at jeg måtte gå nu. Jeg rettede på mit tøj, og hun strøg mig henover armen og sagde, at dette ville hun aldrig glemme. Jeg sagde til hende, at det ville jeg heller aldrig.
Hun smilte til mig og noget i dette smil sagde mig, at dette ikke ville blive sidste gang. Hun rettede på sit tøj og listede ud derfra i den ene retning. Jeg bandt mit tøj så det sad pænt igen og bevægede mig ud i skoven til mine venner i den anden retning. Jeg smilte for mig selv mens jeg gik fremad i skoven. Jeg vidste, at der ikke ville gå længe før jeg opsøgte Isina igen.
Skrevet af Signe
Loading...
