Alfama om aftenen
Morten var syvogfyrre år og havde ikke planlagt at rejse alene. Det var Lissabon, der næsten ikke havde plads til ensomhed – gaderne var for smalle, musikken for tæt på, og vinen kom altid i store glas. Han havde valgt et lille hotel i Alfama-kvarteret, fordi en kollega havde anbefalet det, og nu sad han ved et højt bord ud mod gaden med et glas Vinho Verde og kiggede på de farvede fliser, der dækkede husfacaderne som et kludetæppe af azurblåt og okker.
Han hørte hende, før han så hende. En latter – kortfattet og lidt skæv, som om den var undsluppet mod hendes vilje. Han kendte den latter. Han drejede hovedet, og der stod Klara ved baren og gestikulerede over for bartenderen med en entusiasme, der var typisk for hende. Femogtyrve år, da de mødte hinanden. Nu tæt på de fireogfyrre, men bevægelserne var de samme. Hænderne talte stadig med. Han overvejede et kort øjeblik at vende sig om og studere sine fliser igen – men det var allerede for sent. Hendes blik fandt ham på tværs af den støjende bar, og de sad begge stille i et sekund, der var længere end et sekund.
“Morten.” Hun sagde det ikke som et spørgsmål.
“Klara.”
Mange af de bedste gratis sex historier starter præcis sådan – med et tilfælde der ikke føles tilfældigt. Klara gik hen mod ham med glasset i hånden, og han rejste sig halvt fra stolen, fordi han ikke vidste, hvad man ellers skulle gøre.
“Hvad laver du her?” spurgte hun.
“Det samme som dig, tror jeg.” Han pegede på stolene rundt om bordet. “Vil du sidde?”
Hun satte sig. Der var en pause, ikke ubehagelig, men fuld af ting der ikke sagdes. Gadestøjen udefra – en knallert, to mænd der diskuterede på portugisisk, en hund der gøede et sted i det fjerne – fyldte det ud.
Det uafsluttede
“Du rejser alene?” spurgte hun.
“Ja. Du?”
“Jeg var her med en veninde. Hun rejste hjem i morges – hendes søn er blevet syg.” Klara drejede glasset mellem fingrene. “Jeg valgte at blive et par dage ekstra.”
“Modigt.”
Hun smilede skævt. “Eller dumt. Det er uklart endnu.”
De bestilte mere vin. En tallerken med petiscos – små portioner af sort oliven, ostetern og tyndt skåret presunto – kom uopfordret, som om bartenderen forstod, at de to havde brug for noget at holde hænderne beskæftiget med. Klara fortalte om sit arbejde som arkitekt i Aarhus. Morten fortalte om de år han havde tilbragt i Stockholm, og at han var kommet hjem igen for to år siden. De talte rundt om det, der var sket imellem dem – den afslutning, der ikke rigtig var en afslutning, men mere en stiltiende aftale om at stoppe med at ringe.
“Jeg tænkte på dig, da jeg boede i Stockholm,” sagde han pludselig.
Hun kiggede op. “Det er ni år siden.”
“Jeg ved det godt.”
Hun lagde en oliven i munden og tygede langsomt. Udefra begyndte en fado-sang at sive ind gennem den åbne dør – en kvindestemme, gammel og åben som et sår, der sang om noget han ikke forstod ordene til, men som han forstod alligevel.
“Jeg er ikke vred mere,” sagde hun stille. “Det er jeg ikke. Det var jeg i lang tid, men nu er det bare… væk.”
“Hvad er der i stedet?” spurgte han.
Hun overvejede det oprigtigt. “Nysgerrighed, tror jeg.”
Han rakte hånden frem og lagde den over hendes på bordet. Ikke som et krav – bare som et spørgsmål. Hun vendte sin hånd om og greb om hans fingre.
Den smalle gade og det åbne vindue
De gik gennem Alfamas smalle, uregelmæssige gader kort efter midnat. Stenbroen skinnede svagt af den aftendugg, der lagde sig over Lissabon, og et sted oppe fra et åbent vindue hørte de fortsat fado-musikken – eller måske var det en ny sang, det var svært at sige. Klara gik tæt ved siden af ham, og indimellem rørte hendes skulder ved hans.
“Jeg bor hernede,” sagde han og stoppede foran en smal træport med blå azulejo-fliser på begge sider.
Hun stod og kiggede på porten et øjeblik. Så kiggede hun på ham.
“Morten.”
“Ja?”
“Er du sikker på, at det her er en god idé?”
“Nej,” sagde han. “Men jeg vil gerne, hvis du vil.”
Hun nikkede langsomt. “Ja. Jeg vil.”
Værelset var lille og varmt, med en balkon ud mod en indre gård hvor en appelsin-træ stod i en stor terrakotta-krukke. Han åbnede balkondøren, og natluften kom ind – svagt saltet, med en underliggende tone af varm sten og blomster han ikke kunne navngive.
Hun stod midt i rummet og kiggede på ham. Der var ikke noget forhastet over det. Han gik hen til hende og lagde hænderne på hendes kinder – hendes ansigt var varmt mod hans håndflade – og kyssede hende. Blidt først, som et spørgsmål der allerede var besvaret, og så dybere, da hun lagde armene om hans nakke og trak ham tættere.
De klædte hinanden af langsomt, med de afbrydelser som ni år kræver – et smil her, en pause der, en sætning halvt sagt og opgivet til fordel for noget bedre. Hendes hud var varm under hans hænder, og han lagde sig frem og kyssede skulderen, kravebenet, bøjningen af halsen, og mærkede, at hun trak vejret anderledes.
“Du husker det stadig,” mumlede hun.
“Hvad?”
“Hvad der virker.”
De fandt hinanden på den smalle hotelsseng med balkondøren åben og natluften og fado-musikken som eneste vidner. Der var noget velkendt i det og noget helt nyt på samme tid – kroppe der husker hinanden, men som også er blevet til andre kroppe med andre år i sig. Han mærkede hendes fingre i hans hår, hendes ben der sluttede sig om ham, og han lyttede til lyden af hende – de korte, åbne lyde hun lavede, der ikke lod sig kontrollere.
Bagefter lå de stille. Appelsin-træet i gården stod mørkt og stille derunder. Morten kiggede op i loftet og mærkede hendes hoved mod sin skulder.
“Hvad sker der nu?” sagde hun.
“Jeg ved det ikke,” svarede han ærligt. “Hvad vil du have, der sker?”
Hun overvejede det et langt øjeblik. “Jeg vil have morgenmad med dig. Og pastéis de nata. Og så se, hvad der er der.”
“Det kan vi godt,” sagde han.
Udefra kom endnu en sang drivende ind gennem balkondøren. Klara lukkede øjnene. Morten lagde armen om hende og lyttede til Lissabon, der sang om tab og længsel og om de ting, der alligevel finder vej tilbage.
Loading...