📖 Læsetid: ca. 2 minutter

Jægersborggade lugter af vinter og stegte løg fra restauranten ved hjørnet. Det er sent på aftenen, og de smalle fortove glinser efter en eftermiddagsregn der lige er holdt op. Jeg har taget en kortere vej fra metroen end jeg plejer, fordi jeg vidste at mine fødder ville føre mig derhen af sig selv – til det lille vinsted med de grønne rammer om vinduet og de fedtede kridt-priser på tavlen inde over bardisken. Poulsens Vin & Nærhed kalder Frederikke det, selvom det egentlig bare hedder nummer syvogtredive.

Jeg er seksogtredive år og har ikke set Søren i næsten tre år. Det er ikke grunden til at jeg er her i aften – eller måske er det alligevel. Jeg ved det faktisk ikke. Sådanne gratis sex historier starter vel altid med en løgn man fortæller sig selv om tilfældighederne. Jeg ville bare have et glas. Jeg ville bare varme mig.

Han sidder ved det lille marmorbord nær vinduet. Alene. Et halvt glas rødvin foran sig og en bog han ikke læser. Han er fyldt fyrre nu – jeg kan se det på den måde han sidder, mere rolig end før, som en mand der har holdt op med at bevise noget. Hans hænder ligger fladt på bordet på hver side af bogen. Hænderne husker jeg.

Det uventede gensyn

Han ser op i det samme jeg tænker på at vende om.

Der er et sekunds stilhed hvor ingen af os ved om vi skal nikke som kendte eller smile som fremmede. Så siger han mit navn. Bare det. Vera. Og noget i mig løsner sig som et reb der har siddet for stramt.

Jeg går hen til bordet. Sætter mig ikke – spørger først. Han nikker mod stolen og siger: »Jeg håbede faktisk at du ville komme forbi en dag.« Det er en mærkelig ting at sige. Jeg spørger hvad han mener. Han smiler lidt skævt og siger at han har siddet her næsten hver torsdag det seneste halvandet år, fordi han vidste at jeg boede i kvarteret nu. At han ikke turde skrive. At han ville overlade det til tilfældet.

»Det er ikke tilfældet,« siger jeg. »Jeg valgte selv at gå herned.«

Han ser på mig et langt øjeblik. »Jeg ved det,« siger han.

Vinbarens ejer – en bred mand med hvidt forkæde og en forkærlighed for burgundere – sætter et glas ned foran mig uden at spørge. Jeg genkender duften: en Côtes du Rhône med noget mørkt og varmt i, kirsebær og lakrids og et strejf af røg. Søren har tydeligvis fortalt ham hvad jeg plejer at drikke. Den tanke giver mig en fornemmelse i brystet der ikke er ubehagelig.

Vi taler. Langsomt i starten, som folk der skal huske hinandens rytme. Han er stadig grafiker. Har skiftet studie, bor nu ude på Nørrebro. Jeg fortæller om jobbet, om lejligheden jeg fandt for to år siden med de skæve gulvbrædder og udsigten over gårdene. Vi taler ikke om bruddet. Ikke endnu. Men det sidder imellem os som den flaske Barolo han engang købte til vores to-årsdag og som vi aldrig åbnede fordi vi skændtes om noget jeg ikke engang kan huske præcist nu.

»Hvad skete der med flasken?« spørger jeg pludselig.

Han griner – et ægte, overrasket grin. »Den står stadig. Jeg kan ikke få mig selv til at åbne den alene.«

Det der ikke blev sagt

Vi sidder tæt nu. Det er sket uden at nogen af os har bemærket det, stolen er rykket, kroppe har bøjet sig mod hinanden. Halvlyset fra stearinlysene på bardisken giver hans ansigt en blødhed jeg husker fra om morgenen, da han plejede at ligge og se på mig mens kaffen trak. Jeg savnede det ansigt. Det er den tanke jeg har undgået i tre år.

»Jeg troede det var dig der ikke ville have mig,« siger jeg lavmælt.

»Jeg troede det var dig der ikke ville have mig,« siger han på nøjagtig samme tid.

Vi griner begge. Men der er tårer et sted bag mine øjne og jeg lader dem ikke komme frem, fordi vi ikke er der endnu, fordi aftenen skal have lov til at folde sig ud i sit eget tempo.

Hans hånd bevæger sig hen over bordet og lander på min. Ikke gribende – bare hvilende. Hans tommelfinger tegner en langsom bue over knoklerne på min hånd. Det er så lidt. Det er nok til at min vejrtrækning ændrer sig.

»Må jeg se dig hjem?« spørger han.

Jeg vender hånden om og lukker mine fingre om hans. »Ja,« siger jeg.

Hjemme hos mig

Gaden er næsten tom da vi går. Vores skuldre rører hinanden. Han lægger hånden i den lille krog mellem min albue og min hofte, og det er en gestus jeg genkender så dybt i kroppen at jeg må lukke øjnene et skridt eller to og bare mærke det.

Op ad trappen i det gamle opgangsrum der lugter af gammelt træ og naboens madlavning. Mine nøgler rasler. Hans hånd er stadig i min nakke, let, som om han holder noget skrøbeligt. Inde i lejligheden tænder jeg ikke lyset i entre’en. Vi bliver stående i halvmørket og ser på hinanden.

Så kysser han mig. Og det er ikke forceret eller utålmodigt – det er som at komme ind fra kulden, en langsomhed der siger vi har god tid, vi har faktisk al tid vi manglede. Hans mund smager af rødvin og noget der er rent ham. Jeg lægger hænderne mod hans bryst og mærker hans hjerte.

Vi bevæger os mod soveværelset som folk der kender hinandens kroppe og alligevel opdager dem på ny. Han tager min bluse af mig med de hænder jeg husker – rolige, nysgerrige hænder der aldrig har haft travlt. Jeg trækker hans sweater over hans hoved og lægger ansigtet mod hans hals og trækker vejret. Han dufter af efterår og sæbe og sig selv.

Vi lægger os ned på sengen og tager al den tid som vi ikke tog den gang. Jeg husker nu hvad vi var gode til: dette. At mærke hinanden grundigt, som om kroppen er et sted man kortlægger. Hans mund bevæger sig ned langs min hals, over mit bryst, og jeg lukker øjnene og lader hænderne glide gennem hans hår. Han udtaler mit navn mod min hud, ikke som et spørgsmål men som en konstatering – her er du, her er jeg, vi er begge her.

Jeg vender mig mod ham. Vi er tætte nu, ansigt mod ansigt, og der er intet imellem os. Jeg kan mærke hans varme, hans vejrtrækning, hans vilje til dette som er ligeså tydelig som min egen. »Ja,« siger jeg igen, fordi det er det eneste ord der dækker alt hvad jeg mener. Han nikker en gang, langsomt.

Og så er vi ikke forsigtige længere. Vi er grundige og varmblodige og vi husker hinanden med den del af os der ikke glemmer. Jeg holder om hans skuldre og han holder om min hofte og vi finder den fælles rytme vi engang kendte så godt, lidt sødere nu, lidt mere bevidste om hvad vi har tabt og fundet igen. Jeg hører mig selv sige hans navn og han svarer med mine. Lyset fra gaden tegner striber over sengetøjet.

Bagefter ligger vi stille. Hans arm under min nakke. Min hånd på hans bryst. Udenfor kører en cykel forbi på de våde brosten og et sted langt væk lyder et sporvognssignal.

»Flasken,« siger jeg efter et stykke tid.

»Hvad med den?«

»Vi åbner den i weekenden.«

Han lægger læberne mod min pande. »I weekenden,« siger han. Det er et løfte der vejer mere end de fleste.

Udgivet: 17. november 2026Kategorier: Romantik0 kommentarer on Flasken vi aldrig åbnede dengangMærker: , , Sidst opdateret: 17. november 2026
(Endnu ingen vurderinger)