Glasset hun glemte på bardisken

Et glas til sig selv

Jægersborggade var våd under fødderne. Det havde regnet det meste af eftermiddagen, den slags tung, grå oktoberregn der ikke er til at snyde sig fra, og Camille havde presset sig langs husene hele vejen fra metroen. Hun var sidst i trediverne, med mørkt hår der klistrede sig til kinden, og en frakke der var et nummer for tynd til årstiden. Hun havde ikke planlagt at gå ind i vinbaren – hun kendte stedet fra dengang hun boede i kvarteret, for nogle år siden, tilbage da livet havde en anden form – men lyset indeni var gult og varmt, og hun var simpelthen for kold til at fortsætte.

Vinbaren hed ingenting særligt på skiltet. Den slags steder har ikke brug for navne. Der var seks borde, en lang bardisk i mørkt træ og en mand bag den med gråt ved tindingerne og en tetryklædt flaskeåbner i hånden. Camille satte sig op på en af barbakkerne ved disken, beordrede et glas Beaujolais og trak vejret. Denne her novelle – denne gratis erotisk novelle om ét glas der bliver til to – begyndte akkurat i det øjeblik hun satte tasken fra sig og besluttede at hun ikke havde travlt nogen steder hen.

Rummet lugtede af ost og voks og gamle trægulve. Der spillede noget stille i højttalerne, Nils Frahm eller nogen der lignede ham. To kvinder ved vinduesbordet lo stille over noget på en telefon. En mand læste en bog med slidt ryg. Camille drak sin Beaujolais og lod blikket glide over hylderne med flasker, og hun tænkte – ikke på noget bestemt, bare på det der var gået forud for denne aften, et arbejde der havde slugt hende helt de seneste måneder, en lejlighed der føltes for stor, et liv der var glidt lidt ud af hænderne på hende uden at hun rigtig kunne sætte fingeren på hvornår det var sket.

Manden ved siden af

Han satte sig to pladser fra hende. Hængte jakken over stolen, nikkede til bartenderen som kendte ham, og fik et glas hældt op uden at bestille. I begyndelsen lagde hun ikke mærke til ham – eller det var det hun fortalte sig selv. Men han var der. Sidst i fyrrerne, skæg der trængte til opmærksomhed, hænder der hvilede tungt på bardisken som om de var vant til at lave noget med dem. Han hed Frederik. Det fik hun at vide da bartenderen sagde hans navn med den afslappede fortrolighed der kun kommer af at man er stamgæst.

Det var hun der startede samtalen. Bagefter undrede hun sig over det, for hun plejer ikke. Men hun pegede på flasken han drak af og spurgte om det var det han altid fik, og han svarede at det var det eneste de ikke havde på kortet, og at det var grunden til han kom her – for det uventede valg. Han smilte da han sagde det, og hun smilte tilbage, og så var samtalen i gang på den måde den sommetider er, uden anstrengelse, som at tænde for vandet.

Han var arkitekt. Hun arbejdede med oversættelser. De talte om Jægersborggade som den så ud for nogle år siden, om hvordan kvarteret havde skiftet hud et par gange men stadig holdt fast i noget man ikke rigtig kan beskrive uden at lyde sentimental. Han var vokset op i Nordvest. Hun kom fra Odense men havde boet i København så mange år at hun ikke tænkte over det mere. De drak et glas til. Udenfor løb lyset af fortovet og det regnede igen.

Der var noget ved ham der mindede hende om en fornemmelse hun ikke havde haft i lang tid – ikke en person, men en tilstand. En slags rolig opmærksomhed. Han lyttede på den måde der er sjælden, uden at formulere sit eget svar mens hun stadig talte. Hun mærkede det på sin hud, et langsomt, behageligt pres mod brystkassen, som om luften i lokalet havde fået en lettere tæthed.

Da han lagde hånden på bardisken tæt ved hendes, var det ikke et uheld. Det var heller ikke overvældende. Det var bare der – hans hånd, nær hendes, og en tavs pause i samtalen der spurgte om noget uden at sige det højt. Hun drejede håndfladen opad. Langsomt. Og han lagde sin hånd i hendes, og de sad sådan et øjeblik mens bartenderen tørrede glas i den anden ende og de to kvinder ved vinduet betalte og gik.

Det der kom efter

Hun spurgte om han boede tæt på. Han sagde to gader væk. Hun sagde ingenting i et par sekunder, og han ventede – det var vigtigt at han ventede – og så sagde hun ja, men kun hvis han havde noget ordentligt at drikke derhjemme.

Han boede i en gammel fabrikslejlighed med høje lofter og en væg fuld af bøger og tegninger der ikke var hængt op endnu men stod op mod soklen i rækker. Det lugtede af kaffe og noget træagtigt, cedertræ måske. Hun stod midt på gulvet og kiggede sig om, og han kom hen til hende med to glas og satte dem på bordet og rørte så ved hendes kind med bagsiden af fingrene – forsigtigt, spørgende – og hun vendte ansigtet mod hans hånd som man vender sig mod noget varmt.

De kyssede stående ved vinduet mens regnen slog mod ruderne. Det var et langt kys, grundigt, uden hast. Hun mærkede hans hænder bevæge sig langs hendes ryg, finde ind under frakken hun endnu ikke havde fået af, og hun trak vejret ind mod hans mund og tænkte ingenting, bare mærkede.

Frakken faldt på gulvet. Hendes bluse efter den. Han var omhyggelig med sine hænder – de var præcist det hun havde forestillet sig de ville være, varme og sikre – og han kyssede hendes nakke og skulderblad og den bløde hud langs kravebenet, og hun holdt om ham og lukkede øjnene og lod tingene ske i den rækkefølge de ville.

De fandt sengen. Han lagde sig ned ved siden af hende og så på hende et øjeblik uden at røre ved hende, bare så, og hun lo stille fordi det var et usædvanligt og rart at blive set sådan, og han lo med, og så rørte han ved hende igen – med fingrene langs indersiden af låret, med munden mod hendes mave – og hun strakte sig mod ham og sagde hans navn halvhøjt i det mørke rum.

Det var ikke hurtigt. Det var heller ikke ceremonielt. Det var som samtalen i vinbaren – tilstedeværende, gensidig, med plads til pause. Han spurgte hvad hun ville og hun viste ham det med sin krop og sine hænder, og han lyttede på den samme måde han havde lyttet ved bardisken. Hun kom med hans hænder og siden med ham i sig, og hun lå bagefter med øjnene åbne og kiggede op mod det høje loft og syntes at lejligheden faktisk var meget smuk.

Siden lå de stille. Han trak et tæppe over dem begge. Udenfor holdt regnen op, og der var den der særlige stilhed der kun er i København sent om natten, ikke fuldstændig, men nær nok. Hun tænkte på vinbaren og på glasset hun havde efterladt halvtomt på bardisken da de gik, og hun tænkte at det var det rigtige at efterlade et glas engang imellem – at komme videre inden man var helt færdig.

Hun sov ikke. Men hun hvilede sig. Og det var mere end hun havde regnet med da hun gik ind fra regnen.