Den varme aften
Kolonihavelaget ved Utterslev Mose dufter af græs og brændt grill den aften, og jeg sidder i min shorts og en gammel linned-bluse på den lille træveranda, da beskeden kommer. Vi er begge et sted i trediverne – Kasper er et par år ældre end mig – og vi har delt opgang i Nørrebro-opgangen i snart to år uden nogensinde at komme hinanden nærmere end en hurtig god morgen ved postkasserne. Men i kolonihaven er afstandene mindre. Haverne støder op mod hinanden. Hækkene erlave.
Jeg hedder Ditte, og jeg fortæller dig denne erotiske historie dk-stil: råt og præcist, som det faktisk skete.
Beskeden lyder:
“Hej nabo. Jeg har lige ankommet til min onkels have tre låger derfra. Fandt en flaske rosé i køleskabet. Deler du?”
Jeg stirrer på telefonen. Det er sent på aftenen. Solen er ved at give op bag de høje linde, og himlen over Utterslev er brændt orange og mørklilla. Jeg har netop spist rester af en kold pastasalat og drukket halvdelen af en øl, og nu sidder jeg her med en let sved på overlæben og en uro i kroppen, som varmen har lavet om til noget, jeg ikke helt kan sætte ord på.
Jeg svarer:
“Kom du.”
To ord. Men vi forstår begge, hvad de dækker over.
Roséen og hækken
Han ankommer med flasken og to plastikglas fra haven, og han har sand på sine bare fødder. Han er gået over græsset fra den anden have, og han har glemt sine sandaler et sted undervejs. Jeg opdager det, da han sætter sig over for mig i den gamle flettehavestol, og jeg ser hans nakne såler mod de slidte bræddegulvsplanker.
“Havesålerne er vistnok havnet ved din hæk,” siger han og skænker, og smilet er skævt på en måde, som jeg aldrig har lagt mærke til på trappen derhjemme.
“Dem kan du hente senere,” siger jeg.
Vi drikker. Vi taler om ingenting – om at fjernvarmen i ejendommen igen har lavet ballade, om at den iranske restaurant på hjørnet endelig har fået udeservering. Det er den slags samtale, man fører, når man venter på, at noget andet skal begynde. Myggen summer. En egern – eller måske en kat – rusker i buskene bagest i haven. Menneskene i de omliggende haver har trukket sig ind for natten. Vi er alene.
Han sender en besked, selvom han sidder en halv meter fra mig. Jeg mærker min telefon vibrere i lommen og trækker den frem.
“Jeg har tænkt på dig siden den aften i marts, da du lånte mig en pakke kaffe gennem brevsprækken.”
Jeg ser op. Han ser på mig.
“Det er et mærkeligt tidspunkt at nævne det på,” siger jeg.
“Jeg har ventet på det rigtige tidspunkt i måneder,” siger han. “Det er vistnok nu.”
Jeg svarer ikke med ord. Jeg svarer ved at læne mig frem og tage plastikglasset ud af hans hånd og sætte det fra mig på gulvet. Så lægger jeg min hånd på hans knæ. Bare det. Hans hud er varm og en smule ru af solen.
Han sender endnu en besked. Jeg mærker den vibrere i min hånd, fordi jeg stadig holder telefonen.
“Er det okay?”
Jeg skriver tilbage, med hans knæ under den ene hånd og telefonen i den anden:
“Mere end okay. Kom herop til mig.”
Det der skete bagefter
Han rejser sig og trækker mig op med sig, og vi står tæt på den lille veranda, og han lugter af sol og en anelse af den rosévin, og jeg kan mærke hans bryst mod mit. Han kysser mig ikke med det samme. Han ser på mig et øjeblik – et af de blikke, der spørger uden at tale – og så nikker jeg ganske lidt, og så er hans mund mod min.
Kysset er langsomt til at begynde med, som om han vil lære mig udenad. Jeg sætter mine hænder på hans skuldre og trækker ham tættere, og han laver en lyd dybt i brystet, og det løsner noget i mig. Vi bevæger os ind i det lille kolonihavehus, ind i det rum, der lugter af gammel træ og en kurv med tørrede lavendelstilke på vindueskarmens, og vi finder hinanden på det smalle dobbeltlag af madrasser, som min kollega Helle altid kalder “kolonihavens kærestemadras” med en ironisk snert.
Han tager min bluse af mig langsomt, og hans fingre sporer kravebenet og skulderens kurve, som om han laver et kort over noget vigtigt. Jeg trækker vejret dybere. Udenfor hvisker lindene, og et sted fjernere ler nogen højt og så igen stille. Men derinde er det kun hans hænder og hans mund og varmens tunge pres mod huden.
Jeg folder mine fingre ind i hans hår, da han kysser sig ned langs min mave, og han ser op på mig, og jeg siger: “Ja.” Bare det ord, men det fylder hele rummet.
Han er omhyggelig og nysgerrig, som var det noget, han har set frem til at lære. Jeg fortæller ham, hvad jeg vil – med stemmen, med hænderne, med presset af mine hofter – og han lytter på en måde, som mænd ikke altid gør. Vi finder en rytme, der langsomt bygger sig op, og det er ikke dramatisk som i noveller, der lover jordskælv. Det er bedre end det. Det er nærværende og ægte og varmt på en måde, der gør, at jeg glemmer alt om fjernvarmen og pastasalaten og opgangen derhjemme.
Da vi er færdige, ligger vi på den smalle madras og lytter til nattelydene udenfor. En frø. Vinden. Et tog langt væk. Han siger ingenting i et stykke tid, og jeg sætter pris på det. Så siger han:
“Jeg burde have glemt havesålerne for to år siden.”
Jeg griner. Det er en ordentlig latter – den slags der slipper noget løs i brystet. Han griner med.
Min telefon lyser op på gulvet. En besked fra ham, selvom han igen ligger et par centimeter fra mig. Jeg rækker ned og løfter den.
“Hvad siger du til morgenmad i morgen? Jeg ved, der er en bageri i Mosedalsvej der åbner tidligt.”
Jeg vender mig om mod ham. Han ser på loftet, men mundvigen krøller opad.
Jeg skriver:
“Kun hvis du henter havesålerne nu. Jeg vil ikke have dem liggende ved min hæk.”
Han svarer:
“Aftalt. Men de kan vente til morgen.”
Udenfor er himlen blevet mørkeblå og fyldt med de stjerner, man aldrig ser i Nørrebro. Vi laver te på det gamle gaskomfur i det lille køkken, og vi drikker det stående ved det åbne vindue, skulder mod skulder, og myggen bider ikke, og vinden er akkurat passe.
Havesålerne fandt vi næste morgen i græsset ved hækken, våde af dug, og vi lo ad dem igen. Det var en god start på noget, der ikke havde et navn endnu – men som ikke havde brug for et.
