Bølgerne skvulpede sagte ind mod ham, nogle få meter fra hvor han havde sat sig til rette på denne forladte strand, og de strakte sig langt ind over breddens grove sandkorn. Som forsøgte havet for hver gang at overgå sig selv, i sin egen ensomme leg, for at se hvor langt den kunne nå ind på land. Lydene var lige så langtrukne. Først en svag rumlen, så den boblende lyd når bølgen var ved at blive brudt, efterfulgt af det lokkende, perlende optræk til finalen, og så til sidst den forfriskende, brusende lyd, hvor vand blev til skum mens det skyllede gennem småsten, søstjerner, tang, muslinger og krabber. Og sandkornene. Faktisk var det næsten den eneste lyd over hele denne bugt.

Bag ham lå de tunge, dovne klitter med sine grantræer og spredte vegetation. Skærmede ham mod den virkelighed og dagligdag som han var kommet fra. Skumringen var så småt begyndt at sætte ind, og temperaturen var svagt faldende, så det kunne mærkes mod den tørre hud. Fjernt ude i horisonten kunne han ane de skrøbelige skibe og de enorme tankere. De gled langsomt henover hans synsfelt, næsten snigende, som ville de undskylde deres egen eksistens. Men det var der ingen grund til. De gav hans tanker og forestillinger næring. Han prøvede at gætte hvem og hvad der var ombord, hvor de var på vej hen, og hvorfra de var sendt af sted. Koncentrerede sin hørelse til det yderste, bildte sig ind at han kunne høre motoren og akslerne arbejde skroget gennem havoverfladen. Men alt hvad der vidnede om deres diskrete forbipassering, var vandet der for en stund blev uroligt og sende flere og højere bølger ind over land.

Til højre for ham lå en mole af store, tunge sten som strakte sig et længere stykke ud i vandet. Man kunne se på de skiftende nuancer i vandoverfladen hvor ujævn havbunden tog sig ud på dette sted. De nederste af molens synlige sten var våde og glatte, efter at have modtaget uendeligt mange overrislinger af havvand i al slags vejr. Over dem fløj strandfuglene. Stille, kun skræppende i ny og næ, i færd med dagens sidste fangst af småfisk inden det blev tid at søge skjul for natten. Flaksende med deres vinger, plaskende i bølgerne når de dykkede ned eller atter lettede mod den brændende himmel, kredsende over denne intime scene. På stenmolen samledes rylerne. Skaderne fandt sammen ved vandkanten. Dansende over de grønne trætoppe lidt længere tilbage, lærkerne.

Dagen havde været lang og stegende hed. Solens varme var først nu ved at sive op og fordampe fra det støvede, tørstende landskab. Herude ved kysten, helt ude ved det klare, mørke vand, mærkede man de milde, kølende dønninger fra et sted langt ude over det tyste hav.

Han yndede at opsøge denne ro og ensomhed, hvor hans sjæl og tanker kunne finde fred. Der var ikke et menneske på standen. Den var ikke en af de mest besøgte, med de mange sten og uforudsigelige revler, men helt ugæstfrit var det nu heller ikke. Det betød bare så meget desto større chancer for at opnå hvad han kom her for. At blive overladt til sig selv og naturen. Føle sig langt væk fra dagligdagens forjagede travlhed. De mange møder, de mange kunder, de mange ordrer, papirarbejde og avanceret økonomi. Han var selvstændig erhvervsdrivende midt i livet. Fraskilt, med to voksne børn. Og et barnebarn. Overvejede at blive almindelig lønmodtager igen, men det var vanskeligt i hans alder. Havde i stedet trappet lidt ned og slået sig til tåls med en mere nøjsom tilværelse. Turene til stranden året rundt hørte til blandt de gratis glæder. Han var heldig at bo et stenkast derfra og gik altid herned til fods.

Han sad på et stykke af en gammel træstamme, næsten halvvejs mellem klitterne og vandkanten. Præcis som han plejede, det var blevet hans faste plads. Her havde han siddet i lidt over en times tid, dvælende ved sine filosofiske spekulationer om sit liv og den verden han fandtes i, mens han tålmodigt nød scenariet omkring sig. De dannede en perfekt kulisse for hans tidsfordriv. Og når det endeligt blev for mørkt og for koldt, kunne han traske hjemad igen, klar til at falde i søvn lige så snart han lagde sit trætte hoved på puden.

Overfladen blev brudt derude. Han havde hverken set eller hørt noget. Men pludseligt var der et eller andet som ikke plejede at være der. Han drejede langsomt hovedet til venstre, over mod det flimrende som han havde fanget i øjenkrogen. Hvad det end havde været, syntes det at være forsvundet igen. Måske var han allerede ved at blive for træt. Men så kom det til syne igen. Noget nærmede sig. Langsomt. Men målbevidst. Noget som havde fundet sin retning. Han løftede undrende hovedet. Kneb øjnene sammen med rynkende pande. Musklerne spændtes en anelse. Al opmærksomhed blev med ét fokuseret alene på denne uventede observation, som han nu var blevet klar over måtte være virkelig.

Det flød elegant gennem vandet. Lod molekylerne glide ubesværet henover sig, som en delfin der udgjorde en enhed med sit miljø. Men dette var ingen delfin. Han anede det sorte, lange hår og den mørke hud, som skiftevis kom til syne og forsvandt igen. Et legeme som var langt og smalt.

Umuligt kunne noget andet menneske være på dette sted på dette tidspunkt. Han havde været helt alene. Som det oftest var tilfældet. Hvis bare en undseelig skikkelse trådte frem i den modsatte ende af denne bred, ville han opdage det med det samme. Men han havde intet som helst bemærket i al den tid han denne aften havde siddet her. Ikke desto mindre blev han gradvist overbevist om at det der nu nærmede sig ude fra havet, netop var en anden person. Mistroisk betragtede han skyggen, for indtil videre var det næsten intet andet, mens han spekulerede på hvorfra vedkommende havde sneget sig ind i dette forladte billede.

Svømmetagene var langsommelige, men graciøse. Kroppen gled ubesværet et langt stykke gennem vandet for hver bevægelse. Han så armene og skuldrene, der drev mennesket fremad gennem det våde element. Pegende lige mod hans plads hvor han sad, bjergtaget af den uventede entre. Ansigtet begyndte også at komme til syne, ovalt og harmonisk, med lukkede øjne. Af og til havde han selv haft lyst til at gå i vandet, frem for blot at sidde og kigge ud over det, og en gang imellem havde han også gjort alvor af tankerne. Men i denne skumring havde han ikke haft lyst til andet end at blive på land, på sikker grund, hengivet til sine mange grublerier.

Fremdriften holdt inde. Skikkelsen syntes at forsvinde igen for et øjeblik. Blev nede under vandoverfladen. Som havde det blot været et maritimt fatamorgana, hans aldrende øjne der var begyndt at spille ham et puds. Men så, langsomt, som i en vandballet, rejste personen sig op fra havets bund. Denne havde endeligt nået for lav en dybde, hvor det ikke længere var muligt at svømme. Som det første kom det lange, sorte hår til syne igen. Vandet drev ned som fra et lille vandfald. Det ovale ansigt fulgte. Stadig med lukkede øjne. Skuldrene. Et par flotte bryster steg med op. Personen var en kvinde. Maven. Den slanke talje. En mørk trekant. Runde hofter. Et par faste lår. Velformede ben. Hun var en moden kvinde, men endnu forholdsvis ung. Med de rigtige linier som en voksen kvinde skulle have, og dog ganske slank med de rette proportioner.

Synet efterlod ham med en stum forbløffelse over denne skønhed, der rejste sig fra vandet, et stykke væk fra hans skueplads. Med samme rolige bevægelser løftede hun armene op til sit hår og lod fingrene stryge gennem det for at drive vandet ud. Lagde nakken tilbage og virrede med hovedet, så vanddråberne føg bag hende.

Så begyndte hun at gå, med langsomme skridt. Ikke tøvende, blot fredeligt, sansende sig selv, havet og den skumrende aftenhimmel. Hendes ryg var rank, men ikke stivnet, og hendes blik var højt hævet, roligt registrerende. Hun kunne ikke undgå at have set ham, men ikke desto mindre fortsatte hun næsten direkte mod det sted hvor han sad, mens hun langsomt nærmede sig. Han nød hendes gang gennem det lave vand. Fødderne sparkede let og elegant vandet til side, så det plaskede stille. Næsten uden at forstyrre den ro der havde sænket sig over dette sted. Snart kunne han også tydeligere se hendes grønne øjne, men han fangede ikke hendes blik. Det syntes umuligt. Hun fortsatte blot sin færd, som var hun lige så alene som han også havde været det indtil for nyligt. Hofterne vuggede blidt i takt med hendes skridt, som begav hun sig ud ad rampen ved en modeopvisning i langsom gengivelse. Ikke nær så udtryksfuldt, men tæt på. Ligeledes gyngede brysterne svagt fra side til side, mens de fulgte hendes afslappede bevægelser. Hver en detalje af hendes krop gav et æstetisk indtryk på en reel og naturlig måde.

Endeligt forlod hun saltvandet og fortsatte henover det grove sand. Hendes hud glimtede af efterladte vanddråber, som var hun klædt i diamanter. Nu var hun kun ganske få meter fra ham. Men hun forblev upåvirket af hans tilstedeværelse. Så meget at han begyndte at tvivle på om han i det hele taget eksisterede, eller om det kunne være en drøm. Men han var mere lysvågen end han havde været længe, og ganske vis på at han hverken var blevet usynlig eller så noget som ikke fandtes i virkeligheden. Han hørte hendes lette trin, når hun satte sine små fødder i sandet. Ganske svagt hendes åndedræt, let gispende efter en lang svømmetur, uagtet at hun så ud til at være i udmærket fysisk form. Hun passerede forbi ham, som et veltilfredst kattedyr efter en svalende dukkert, og nu søgende mod sit hjemlige territorium. Hun forekom ham at være en selvfølgelig del af al den natur som hele tiden havde omgivet ham.

Hvis han sagde noget, ville hun kunne høre hans ord, men han tav. På samme måde sagde hun intet, og vendte ej heller sit blik mod ham. Ikke af ligegyldighed, men måske snarere som om at hun også opfattede ham som en integreret del af hele dette landskab. Begge var de på hver sin måde stadig alene. Men han samtidigt interesseret betragtende, og hun samtidigt til fascineret beskuelse.

Diskret fulgte han hende med øjnene. Hun fortsatte uændret, i en skrå vinkel væk fra vandkanten, og væk fra ham, i retning mod klitterne og deres vilde fauna. Kun han selv kunne mærke hvordan han drejede halsen for ikke at tabe hende af syne. Hendes let runde bagdel bølgede smukt under hendes talje i takt med hendes målrettede gang. Langsomt begyndte hun en let opstigning, op langs med en sti der snoedes sig ind mellem to klitter. Som vidste hun præcis hvor hun skulle hen. Og han ingen hindring havde været. Stadig langsomt, stadig med sine sofistikerede og feminine bevægelser. Hun begyndte at forsvinde bag de rustikke buske. Drejede, fulgte sporet. Sporet som ledte hende rundt om og helt om bag klitternes ubevægelighed. Han lænede sig lidt frem, med helt strakt hals. Fik et sidste glimt af hende som hun forsvandt for stedse. Ud i intetheden. På samme måde som hun var kommet frem fra ingenting.

Han sad forundret tilbage. Tvivlen om hvorvidt det havde været indbildning indhentede ham på ny. Forestillingerne måtte være løbet af med ham. Når han senere skulle fortælle om oplevelsen til sine venner, ville de aldrig tro ham. Det ville komme til at lyde som en gammel lystfiskerhistorie. De ville spørge om han mon havde taget sin lommelærke med under vesten og fyldt den med noget der måtte have været lidt for stærkt.

Han drejede hovedet tilbage. Til det sted hvorfra han mente at hun var kommet. Fodsporene. De var der stadig. Hendes smalle kvindefødder havde sat sine aftryk i sandet, og de tegnede en linie ad samme korte vej som hun havde tilbagelagt. Vist havde det været virkeligt. Vist var det hendes fodspor der tegnede sig for hans øjne. Han rejste sig, besværet og med ømme led og et næsten sovende ben, fra sin træstamme og begav sig hen til et af de fine aftryk. Knælede i sandet og bøjede sig ned. Hælen, svangen, fodballen og tæerne var tydeligt sunket ned for hvert skridt hun havde taget. Han fulgte sporene baglæns til vandkanten. I det fugtige sand var de endnu tydeligere. Nøjagtige gengivelser og klare vidnesbyrd om hendes visit. Nærmest vandkanten var bølgerne allerede i gang med at viske nogle af sporene ud igen.

Det slog ham at han måtte følge efter hende. Han ønskede at se mere, trods han havde set alt af hende. Som en jæger der ville opsøge sit bytte. Måske var det allerede for sent. Men han var nysgerrig efter hvorfra hun kom. Og derfor fortsatte han ad hendes fodaftryk. Henover sandet. Forbi den trofaste træstamme. Hen mod klitterne. Langs med stien. Gennem beplantningen. Rundt om klitterne til den anden side. Der forsvandt ledetrådene.

Nysgerrigt fortsatte han fremad. Stien delte sig. Han prøvede at gætte hvilken vej hun var gået. Duften af salt og tang blev afløst af den liflige duft af gran og harpiks. Mørket sænkede sig med stadig større hast. Fuglene havde dæmpet sig. Bølgerne rullede stadig svagt længere væk.

Hun var ingen steder at se. Det forblev en gåde hvorfra hun kom, hvor hun så målrettet var på vej hen, og hvem hun var. Han ærgrede sig. Kvinden havde passeret ham på så nært hold. Og nu var hun væk igen.

Træt og mæt af dagens begivenheder, begyndte han at vende hjemad igen. Hvorom alting var, ville han aldrig glemme synet af hende. Og måske en aften ville hun igen tone frem blandt bølgerne, mens han allermindst ventede det.

Nej, tænkte han med et lille smil, det ville han ikke fortælle gutterne. Det skulle forblive hans eget personlige minde. Vel skulle det så.

Skrevet af theCrown

Published On: november 1st, 2008Categories: sex0 CommentsLast Updated: november 1st, 2008
1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars
Loading...
escort5 escortguide og gratis sex
Tantra massage og Tantra sex