Jeg fandt hende mellem en kasse LP-plader og en stakke brune tallerkener fra halvfjerdserne. Ikke at jeg ledte – jeg var der for at finde en bordlampe til min stue, og det var præcis det Frida stod og sælge, da jeg rundede hjørnet ved den store rød-hvide markise på Toftegårds Plads. Det var en lørdag formiddag i oktober, luften lugted af æbler og fugtig asfalt, og der var den slags skyet sollys der gør alle ansigter blødere end de er.
Jeg stod et øjeblik og kiggede. Hun var en smule over de tredive nu, ligesom mig, og hun stod med ryggen til, men jeg kendte formen på hende stadig. Skuldrene. Den måde hun holdt hovedet let på skrå når hun koncentrerede sig. Denne her gratis erotisk novelle begynder der – i det sekund inden hun vendte sig om, mens jeg endnu kunne nå at gå igen.
Jeg gik ikke.
»Hvad koster lampen?« sagde jeg.
Hun vendte sig. Og så var det der.
»Nikolaj.« Ikke et spørgsmål. Bare mit navn, sagt på den måde hun altid havde sagt det, som om det betød noget lidt andet end det gjorde for alle andre.
»Frida.« Jeg smilede. »Du sælger ting nu.«
»Jeg er ved at flytte.« Hun pegede på lampen – en gammel messing-stander med en hvidgul skærm, faktisk ret flot. »Den er tre hundrede.«
»Det er for dyrt.«
»Det er messing.«
»Det er brugt messing.«
Hun satte armene over kors. »Du handler stadig som om du har ret til rabat bare fordi du smiler.«
»Virker det ikke?«
Der gik et lille sekund. Og så lo hun. Ikke meget, men nok.
To hundrede og halvtreds
Vi endte med to hundrede og halvtreds og en kop kaffe fra en termos hun havde stående under bordet. Markedet summede omkring os – en mand der pruttede med prisen på et gammelt barometer, to kvinder der diskuterede en brun lædersofa, en dreng med en ballon. Frida sad på en klapstol og rørte rundt i sin kop med en plastske.
»Hvornår er du flyttet tilbage til København?« spurgte jeg.
»For nogle måneder siden. Jeg var i Aarhus i nogle år.« Hun så op. »Og du? Bor du stadig ude i Valby?«
»Ja. Samme lejlighed.«
»Alvorligt.« Det lød ikke som en anklage, men heller ikke som ros. »Og?«
»Og hvad?«
»Er du lykkelig?«
Jeg drak en slurk kaffe. Den var for stærk og for kold, men jeg drak den alligevel. »Det er et underligt spørgsmål til et loppemarked.«
»Du er altid bange for de direkte spørgsmål.«
»Jeg er ikke bange. Jeg synes bare at man normalt starter med vejret.«
»Det er overskyet,« sagde hun. »Nu har vi talt om vejret. Er du lykkelig?«
Jeg kiggede på hende. Der var noget ved Frida der altid havde gjort mig lidt nervøs på den gode måde – som om hun kunne se igennem den version af mig jeg viste folk, og direkte ned i den rodede, ujævne udgave bagved. Det havde irriteret mig da vi var sammen. Bagefter havde jeg savnet det.
»Nogenlunde,« sagde jeg. »Og du?«
»Nogenlunde,« sagde hun, og smilede ad det.
En kvinde spurgte om prisen på et spejl, og Frida rejste sig og tog sig af det med den ro og selvfølgelighed hun altid havde haft. Jeg sad og så på hende. Den mørke jakke. Støvlerne med det lille hæl. Håret sat op løst, med et par strå der var sluppet fri ved nakken.
Da kvinden var gået, satte Frida sig igen og fangede mit blik.
»Hold op med at kigge på mig sådan der,« sagde hun.
»Hvordan?«
»Som om du overvejer noget.«
»Det er jeg,« sagde jeg.
»Hvad?«
»Om du vil have frokost med mig når du lukker her.«
Pause. En kort én.
»Det lyder som en dårlig idé,« sagde hun.
»Sandsynligvis.«
»Okay,« sagde hun. »Klokken er hvad – lidt over middag? Jeg er færdig om en times tid.«
Lampen i min entre
Vi spiste på et sted nede ad Enghavevej – rød thai-karry og øl på flaske, og dét der sker når to mennesker der kender hinanden for godt prøver at opføre sig som om de er fremmede. Det virker aldrig. Man ender bare med at snakke om det man egentlig mener.
»Hvorfor gik det galt?« spurgte hun pludselig.
»Nu?«
»Nu.«
Jeg tænkte over det. »Jeg tror vi ville hinanden mest når vi skændtes. Det er ikke en holdbar forretningsmodel.«
»Vi skændtes meget,« sagde hun.
»Vi knaldede også meget bagefter.«
Hun spiste et stykke kylling uden at svare. Så: »Det var faktisk det bedste.«
»Skænderiet eller resten?«
»Resten.«
Jeg satte min flaske. »Frida.«
»Nikolaj.«
»Du véd godt hvad jeg tænker.«
Hun kiggede på mig med de øjne der aldrig havde givet mig lov til at lyve for mig selv. »Ja,« sagde hun. »Det gør jeg.«
Vi gik fra restauranten og langs kanalen, og hun holdt sin jakke samlet foran sig mod vinden, og jeg tænkte at jeg bare ville have fem minutter mere, og så fem minutter mere igen. Da vi nåede op til hjørnet ved min gade stoppede hun.
»Lampen,« sagde hun. »Den er i din bil?«
»I bagagerummet.«
»Skal vi ikke se om den passer?«
Det var den slags sætning der lyder uskyldig og ikke er det. Vi begge vidste det.
»Jo,« sagde jeg. »Lad os gøre det.«
Lampen passede fint i entreen. Det var det første vi konstaterede. Det andet var at vi stod tæt i den lille gang, og at hun duftede præcis som jeg huskede, og at hun kiggede op på mig med et udtryk der ikke var usikkert.
»Er du stadig nogenlunde?« spurgte hun.
»Jeg er ved at blive bedre,« sagde jeg.
Og så kyssede jeg hende. Ikke forsigtigt – der var ingenting forsigtigt ved os, det havde der aldrig været. Hun tog fat i min jakke med begge hænder og trak mig ind i det, og det smeltede alt det mellemliggende væk, alle de år og alle de grunde til at lade være.
Vi kom ind i stuen på den urolige måde man bevæger sig når man er optaget af hinanden. Jakker på gulvet. Hendes hænder under min trøje, varme og sikre. Jeg kyssede hende langs kæben og ned ad halsen og mærkede lyden hun lavede mod mit hår.
»Du er stadig ulidelig,« sagde hun.
»Jeg ved det,« sagde jeg mod hendes hud.
Hun trak mig op og så på mig, og der var ingenting tvetydigt i det blik. »Soveværelset,« sagde hun. Ikke et spørgsmål.
Lyset var gråt og blødt gennem persiennerne da vi lagde os. Jeg tog mig god tid til hende, fordi jeg vidste at hun kunne lide det, og fordi jeg selv ville – følte hende under mine hænder, lærte hende igen som man lærer noget man engang vidste udenad. Hun var nøgen og varm og hun rørte ved mig som om hun var sikker på hvad hun ville, og det var hun altid. Det var noget af det jeg holdt mest af.
Da vi bagefter lå stille og lyttede til lyden af en cykel nede på gaden og en due et sted ved vinduet, sagde hun:
»Det var stadig det bedste.«
»Ja,« sagde jeg. »Det var det.«
Hun vendte sig og lagde sin hånd fladt mod mit bryst. »Jeg er ikke ved at flytte tilbage til dig,« sagde hun. »Det skal du vide.«
»Det ved jeg.«
»Men.«
»Men?«
»Jeg er glad for at du spurgte om lampen.«
Jeg kiggede op i loftet. Udenfor begyndte det at smuldre lidt af regn. »Mig også,« sagde jeg. »Den passer i øvrigt rigtig godt der ude.«
»To hundrede og halvtreds,« sagde hun. »Jeg gav dig den for billigt.«
»Ja,« sagde jeg. »Det var dumt af dig.«
Hun lo – den rigtige latter, ikke den høflige – og det lød ligesom det altid havde gjort, og et øjeblik var alt det der var gået i stykker imellem os fuldstændig ligegyldigt.