Det vi bragte med os fra byen
Jeg sidder med en kop afkølet kaffe og kigger ud ad vinduet på det grå november-lys, der falder over baggårdens tagsten. Men jeg er ikke her. Jeg er i Skagen. Jeg er altid lidt i Skagen, når vejret skifter og lugten af hav sniger sig ind gennem en revne i vinduet.
Det var Rikkes idé. Hun havde fundet en lille pensionat-lejlighed tæt på Grenen – noget hun havde stødt på, mens hun rodede rundt på nettet efter gratis erotiske noveller og andre former for inspiration, som hun aldrig rigtigt fortalte mig om. Vi var begge midt i trediverne, begge udmattede af det, som parforhold kan blive: en logistisk øvelse med for lidt plads til det andet. Det intime. Det farlige på den gode måde.
“Vi prøver noget nyt,” sagde hun og lagde sin laptop fra sig. “Vi tager til Skagen. I september, når turisterne er væk.”
Jeg sagde ja, næsten inden hun var færdig med sætningen.
Vi kørte op på en torsdag eftermiddag, og himlen skiftede farve tre gange undervejs. Da vi kørte over Limfjordsbroen, holdt Rikke sin hånd på mit lår, og det var ikke seksuelt, bare trygt – og alligevel var det præcis det, vi begge manglede. Den ubesværede berøring. Den der ikke kræver noget, men lover alt.
Hvad der skete ved molen
Pensionatet lugtede af gammel træ og lavendelvask. Vinduerne vendte mod havet, og om aftenen, da vi gik langs molen med hænderne i lommerne, følte jeg os begge afklædt på en måde, der ikke havde noget med tøj at gøre. Skagen gør det ved en. Den blæser alle pretentioner bort.
“Hvad vil du gerne have ud af de her dage?” spurgte Rikke. Hun stoppede op og så på mig direkte. Det er noget, hun gør, når hun mener det. Stirrer en ind, ikke på.
“Dig,” sagde jeg. “Bare dig. Uden kalendere.”
Hun lo – ikke af mig, men med noget varmt i sig – og tog min hånd ud af lommen og holdt den.
Den første aften åd vi fiskesuppe på et lille sted ved havnen. En gammel mand med gul olieskindsjakke sad ved nabobord og læste avis. Kokken kom ud og spurgte, om vi var på bryllupsrejse. Vi sagde nej, vi er gift, det er anderledes. Han nikkede, som om han vidste præcis, hvad vi mente.
Rikke drak et glas hvidvin, og jeg drak øl, og vi talte om ingenting vigtigt – en kollega af hende, et projekt af mig – og alligevel lyttede jeg til hendes stemme som om det var musik. Jeg har elsket hende i mange år nu. Lejlighedsvis glemmer man at bemærke det.
Den nat lå vi i den smalle dobbelseng og rørte ikke ved hinanden. Bare lå og mærkede hinandens vejrtrækning og lyttede til havet. Det var nok. Det var faktisk perfekt.
Lysthuset bag dunen
Dagen efter var klar og kold. Vi gik mod Grenen ad en sti, der snoede sig mellem marehalm og sandklitter. Rikke havde taget en blå uldsweater på, der var for stor til hende – min, faktisk – og hendes hår var løst og piskede hende i ansigtet. Hun stoppede ikke med at grine over det.
Halvvejs langs stien fandt vi et gammelt lysthus, næsten skjult bag en høj klit. Træ, malet hvidt engang, nu grå og slidt af salt og årstider. Døren stod på klem. Vi kiggede på hinanden.
“Må man det?” spurgte jeg.
“Der er ingen, der ejer den slags steder i september,” sagde Rikke og trak mig ind.
Indeni var der et bræddegulv, et gammel havebord, to stole. Lyset kom ind gennem sprækker i plankeværket i vandrette striber. Det lugtede af hav og tørret træ og noget, der ikke havde navn.
Rikke vendte sig mod mig. Og noget ved det lys, noget ved den lugt, noget ved hele rejsens stille ophobning af intentioner – det fik os begge til at holde op med at vente.
Hun lagde hænderne fladt mod min brystkasse og så op på mig. “Hej,” sagde hun stille. Som om vi mødte hinanden for første gang efter lang tids adskillelse. Som om hun satte ord på noget, vi begge vidste.
“Hej,” sagde jeg, og kyssede hende.
Det startede langsomt. Hænderne der fandt vej under tøjet, huden der var kold udefra og varm underneath. Jeg tog sweateren af hende – min sweater – og lagde den på bordet som en slags seng, og hun trak mig ned mod sig med en bestemthed, jeg ikke havde mærket i lang tid. Ikke aggressiv. Bare sikker. Som om hun vidste hvad hun ville og ikke havde tænkt sig at lade være.
Vi kneppede der på gulvet i det slidte lysthus med havet som kulisse og september-lyset der skabte striber henover hendes ryg. Jeg holdt om hende med begge arme, og hun pressede sig mod mig og hviskede mit navn – ikke som et råb, men som noget hun holdt fast i. Jeg kunne mærke hende helt ind, og hun mig, og der var ingenting i vejen, ingen distancer, ingen dagligdags træthed. Bare os.
Hun kom først. Jeg kunne mærke det i hele hendes krop, en lang, langsom bølge der gik igennem hende, og hun bed let i min skulder og stønnede mod min hals. Jeg fulgte hende kort efter, og vi lå stille et øjeblik med panden mod panden, vejrtrækningen fælles.
Udenfor peb en måge. Vinden rystede lyshuset let.
“Det var ikke, hvad jeg havde planlagt,” sagde Rikke og lo stille mod min hud.
“Hvad havde du planlagt?”
“Noget mere romantisk. Stearinlys. Måske champagne.”
“Det her var bedre,” sagde jeg.
Hun hævede hovedet og så på mig. “Ja,” sagde hun. “Det var det faktisk.”
Vi gik videre til Grenen til sidst, stod der hvor de to have mødes og blander sig i det grønne og blå. Rikke holdt min arm med begge hænder og lænede sig ind mod mig. Turisterne var borte. Himlen var enorm. Der var et par andre par langs stranden, alle i vinterjakker, alle tavse på den gode måde.
Jeg tænkte på, at kærlighed ikke er noget, man finder igen som en nøgle, man har mistet. Det er noget, man vælger at kigge efter. Man tager til Skagen i september. Man trækker en dør op på klem. Man siger hej og mener det.
Nu sidder jeg her med den kolde kaffe, og november-lyset er gråt og fladt over baggårdens tage. Men jeg kan stadig mærke bræddeplanker under mine knæ og september-lys i vandrette striber og Rikkes hånd der trykker min skulder til sig. Jeg kan stadig høre havet.
Vi tager derover igen næste år. Det er allerede aftalt.
(Endnu ingen vurderinger)
Loading...