Misteltenen over kopimaskinen

Mistelten og mundvand

Konferencecentret på Kongevejen lugtede af gran, varm rødkål og den dyre parfume, som salgschefen altid puttede for meget på. Sofie stod ved buffeten og betragtede sin tallerken med en vis skepsis. Flæskesteg til firmaets julefrokost. Tredje år i træk. Hun var seks og tredive år og burde have vænnet sig til det efterhånden.

Det var den slags erotiske historie dk-agtige aftener, man ikke planlagde, men som alligevel satte sig fast i kroppen lang tid efter. Det vidste hun ikke endnu. Det ville hun først forstå senere.

“Du ser ud som én, der overvejer at stikke af.” Stemmen kom fra venstre. Mads. Han var et par år ældre end hende, med det lidt for lange hår og en skjorte, der sad en anelse for godt. Han havde arbejdet i samme afdeling i to år, og i to år havde han drillet hende på en måde, der lå præcis på grænsen til noget andet.

“Jeg overvejer faktisk at tage en ekstra portion kartofler og sætte mig ved siden af regnskabsfolkene,” sagde hun. “De siger aldrig noget.”

“Hård kritik.” Han fiskede en snaps fra en bakke, der gik forbi. “Skål.”

“Jeg har ikke noget glas.”

“Det er jo et problem.” Han rakte hende sit og så på hende, mens hun drak. Der var noget i det blik. Ikke det sædvanlige drilleri. Noget mere direkte.

Sofie satte glasset fra sig lidt hurtigere end nødvendigt.

Hvad der hænger over én

Det var Anne fra HR, der havde hængt misteltenen op. Som en joke, sagde hun. Over døren til det lille rum, de kaldte “stillerum”, men som i praksis indeholdt kopimaskinen og en bunke juleplakater fra et firma, der ikke eksisterede mere.

Sofie opdagede den først, da hun gik derind for at hente den rapport, hun havde glemt at printe. Hun stod og ventede på maskinen og så op. En tør, lidt skæv mistelten bundet med rødt gavebånd. Hun lo stille for sig selv.

“Fanger den nogen?” Mads stod i døråbningen. Han havde fulgt efter hende, eller måske var det tilfældet. Hun besluttede sig for ikke at spørge.

“Kun dem der henter print alene,” sagde hun. “Hvilket er mig.”

“Og mig.” Han trådte ind og lod døren glide næsten i. Ikke helt. “Det er jo teknisk set et problem.”

“Er det?”

“Traditionen er meget klar, Sofie.”

Hun vendte sig mod ham med armene over kors og det der udtryk, hun brugte, når han sagde noget dumt på et møde. Men det virkede ikke helt i aften. Måske fordi han stod tættere end sædvanligt. Måske fordi lyset herinde var dæmpet, kun et enkelt lysstofrør der summede lavt, og det gjorde alt lidt mere intimt end det havde ret til at være.

“Du har drillet mig siden den dag, jeg startede,” sagde hun.

“Det er kærlighed.”

“Det er irriterende.”

“Det ved jeg godt.” Han smilede ikke på den sædvanlige måde nu. “Jeg ved også, at du griner af det, bagefter. Alene. Det kan jeg se på dig.”

Hun åbnede munden. Lukkede den igen. Rapporten lå stadig i maskinen.

“Er det et spørgsmål om samtykke, du er ved at formulere?” spurgte hun til sidst.

“Det er præcis det, det er,” sagde han. Ingen vittighed denne gang. Bare det spørgsmål, hængt op i luften som misteltenen over dem begge.

Sofie kiggede på ham i tre sekunder. Så sagde hun: “Okay.”

Han trådte frem og kyssede hende, og det var ikke forsigtigt. Det var ikke det første kyss man giver en, man ikke kender. Det var kyssed af en, der har ventet for længe og som ikke vil spilde tiden nu. Hendes ryg ramte kopimaskinen let, og hun mærkede varmen fra hans hænder gennem skjortestoffet, da han lagde dem om hendes talje.

“Mads,” mumlede hun mod hans mund.

“Hvad?”

“Lås døren.”

Stillerummet

Han låste døren. Det tog ham fire sekunder, og så var han tilbage, og denne gang var der ingen vittigheder mellem dem.

Sofie tog fat i hans slips – han var en af de tre i afdelingen, der faktisk bar slips til julefrokost – og trak ham hen til sig. Han lo lavt, og hun elskede lyden af det, det korte overraskede grin, hun aldrig havde hørt fra ham før. Så kyssede han hende igen, og hans hænder fandt op under hendes bluse, varme mod hendes hud, og hun mærkede hans fingre følge linjen af hendes ryg opad.

“Du har tænkt på det,” sagde hun. Ikke som et spørgsmål.

“Meget,” sagde han. “Ja.”

“Hvor længe?”

“Siden det der møde om budgettet, hvor du sagde præcis det, alle tænkte, men ingen turde sige.”

Hun lo, og det klang for højt i det lille rum, og de begge frøs et sekund og lyttede. Støjen fra julefrokosten var dæmpet herinde, men nærværende. Musik. Latter. Nogen der skreg efter Preben.

Så slap de begge vejret og fortsatte.

Hendes bluse endte over en stol. Hans jakke over kopimaskinen. Han var omhyggelig og utålmodig på én gang, og det var en kombination, hun ikke vidste, hun savnede, før den var der. Hans mund mod hendes hals, hendes fingre i hans hår, og varmen fra det lille rum slog op om dem begge.

Da han skubbede hendes nederdel op og fandt hende med hænderne, lænede hun sig mod ham og lukkede øjnene. Han var god til det. Rolig og præcis, og han lyttede til hendes vejrtrækning på en måde, der sagde, at han faktisk var til stede, ikke bare i gang. Hun bed sig i læben for at holde lyden inde og lod hans fingre arbejde sig frem til det punkt, hun gerne ville nå, og så lidt videre.

“Mads.” Bare hans navn denne gang. Ingen instruktion. Bare bekræftelse.

“Jeg ved det,” sagde han stille.

Og han vidste det. Det var det mærkelige. Han vidste præcis, og hun lod ham, og det var meget simpelt og slet ikke simpelt på samme tid.

Bagefter stod de lidt i det dæmpede lys, hende med ryggen mod hans bryst, hans arme løst om hende. Kopimaskinen summede. Rapporten lå stadig i bakken.

“Vi er nødt til at gå ud hver for sig,” sagde hun.

“Ja.”

“Og du må ikke grine, når vi sætter os.”

“Det lover jeg ingenting om.”

Hun vendte sig om og så på ham. Hans slips var skævt. Hendes læbestift var sikkert spredt. De lignede to voksne mennesker, der havde truffet en beslutning i et rum med en kopimaskine og en halvdød mistelten, og det var præcis, hvad de var.

“Hent din rapport,” sagde han og rakte den til hende med et udtryk, der var halvt det gamle drilleri og halvt noget nyt, hun endnu ikke havde et navn til.

Hun tog den. Og da hun gik mod døren, sagde han lavt bag hende:

“Sofie. Glædelig jul.”

Hun svarede ikke. Men hun smilede hele vejen tilbage til bordet.