Mødelokalet ingen booker om torsdagen

Hun mærker hans hånd mod sin ryg, og hun holder vejret.

Ikke fordi hun er bange. Men fordi hun ved, at hvis hun trækker vejret nu, bliver det til et lyd, og det vil afsløre alt. Rummet bag dem er mørkt, mødelokalets store glaspanel spejler det tomme kontorfællesskab udenfor – stolene sat op på de fleste borde, de halvædte croissanter fra morgenmødet for længst smidt ud. Det er torsdag. Sent. Rengøringen har været og er gået. Og Bent er tredive centimeter fra hende.

Laura er toogtredive år. Bent er nogle år ældre. De har kendt hinanden i knap to måneder, siden han meldte sig ind i kontorfællesskabet og satte sin cykel i det samme stativ som hende. Siden da har der været tale om kaffe, om tastaturer, om hvem der tog den sidste mælk. Men de seneste uger har der også været tale om aftensmad i Torvehallerne, om en lang gang langs Peblinge Sø i regnvejr, om et kys ved hans dør der varede længere end nogen af dem planlagde.

De er nyforelskede og forsigtige. Det er den slags forelskelse der lugter af fare, fordi den faktisk betyder noget.

Hvad der skete ved skrivebordet

To timer tidligere sad Laura og stirrede på sin skærm med den slags koncentration der er ren facade. Bent sad på den anden side af det åbne rum og gjorde det samme. De vidste begge, at de sad og gjorde det samme. Det var der noget slapstick over, og samtidig noget næsten uudholdeligt.

Klokken var mange. Folk var drønet hjem til aftensmad og børn og sofaer. Laura var blevet fordi hun faktisk havde en deadline, og Bent var blevet fordi – hun turde ikke tænke det færdigt.

Han kom med kaffe. Ikke spurgt. Bare sat ned ved siden af hendes mus. En kande med to kopper, som om han ikke turde tage for meget for givet.

»Du behøver ikke,« sagde hun.

»Jeg lavede alligevel til mig selv.«

Hun drak. Det smagte for stærkt og for bittert, og hun elskede det. Han stod ved siden af skrivebordet og kiggede ud ad vinduet mod Nørrebrogade, og der var noget ved hans profil i det grå lys fra gaden – den lille sløring af skæg, den måde han holdt kanden med begge hænder – der fik hende til at miste tråden i det hun sad og redigerede.

»Hvad kigger du på?« spurgte hun.

»Dig,« sagde han. »Men diskret.«

Hun lo, og det var ægte. Han satte kanden fra sig og satte sig på kanten af det tomme skrivebord ved siden af hendes, og de talte lidt om ingenting – om at det var ved at blive for koldt til at cykle, om at Torvehallerne lukkede for tidligt om vinteren. Men under samtalen var der noget andet. Et pres. Som luften inden et uvejr der ikke er ankommet endnu.

»Mødelokalet er vist ledigt,« sagde han til sidst. Stille.

Hun kiggede op på ham. Han mødte hendes blik roligt, uden at presse. Det var invitationen, og de vidste begge at det var invitationen, og hun sagde:

»Ja, det tror jeg.«

Inden i rummet

Mødelokalet lugter af whiteboard-marker og andres arbejdsdage. Der er en projektorskærm der ikke er rullet op ordentligt, og et halvslukt stearinlys som nogen har glemt i en kande med sand, åbenbart fra et eller andet branding-arrangement. Laura tænder ikke lyset. Bent lukker døren efter sig, og glasset er frostet forneden men klart foroven, og hun kan se sin egen spejling i mørket udefra.

Og nu er han bag hende. Hånden mod hendes ryg.

Hun trækker vejret. Lyden er der alligevel.

Han bøjer sig ind til hendes nakke, og hun kan mærke hans mund mod huden der, ikke et kys endnu, bare nærheden, og hun lukker øjnene og læner sig en anelse bagud mod ham. Hans anden hånd finder hendes hofte.

»Er det okay?« siger han lavt mod hendes nakke.

»Ja,« siger hun. Og mener det helt igennem.

Han kysser hende der, og hun åbner munden lydløst mod ingenting, og han gør det igen, og hans hænder begynder at bevæge sig – den ene op langs hendes side, den anden finder kanten af hendes bluse og trækker den fri af bukserne. Hans fingre er varme mod hendes hud, og det er den slags varme man ikke forbereder sig på.

Hun drejer sig om mod ham. Vil se hans ansigt. Han ser på hende på den måde han gør, roligt og intenst på samme tid, og hun trækker ham ind til sig og kysser ham ordentligt, med alt det de ikke har sagt til hinanden endnu. Han svarer igen. Et stykke tid er der kun det.

Så er de ved konferencebordet. Hun sætter sig op på det, og han står mellem hendes ben, og de er begge en smule ude af sig selv på den gode måde. Hans skjorte er halvt åbnet, og hun har gjort det, og hun kan ikke huske præcist hvornår. Hun lægger hånden flade mod hans bryst og mærker hans vejrtrækning.

»Vi gør det her,« siger hun. Ikke som et spørgsmål.

»Ja,« siger han. »Hvis du vil.«

»Det ved du godt at jeg vil.«

Han smiler. Det gør ondt et sted bag hendes brystben, på den gode måde, og hun trækker ham ned til sig.

Det er ikke pænt eller filmagtigt. Konferencebordet er for højt og for glat, og en gang må han flytte en whiteboard-marker som nogen har efterladt, og de begge ler stille over det. Men under latteren er der noget der er seriøst og rigtigt. Hans hænder ved om hende nu – hvad hun vil have, hvad hun sætter pris på – på den måde der kun er mulig fordi de har brugt tid på hinanden, fordi der er opmærksomhed i det og ikke bare begær.

Hun binder armene om hans nakke og trækker ham tæt, og han er inde i hende, og hun lægger ansigtet mod hans skulder og mærker hans hud mod sin kind. Lyden fra Nørrebrogade udenfor er dæmpet men til stede – en bus, en cyklist der råber noget, regn der begynder langsomt mod vinduet. København der fortsætter ligeglad.

Hun holder om ham, og han holder om hende, og det er langsommeligt og insisterende og til sidst overvældende nok til at hun må presse munden mod hans skulder for ikke at lave lyd.

Bagefter

De retter sig selv til. Det tager et øjeblik, og der er noget blidt og komisk over det – hans skjorte der ikke vil sidde ordentligt, hendes hår der har fået sin egen mening. Hun finder en hårring i sin jakkelomme og sætter håret op, og han ser på hende mens hun gør det, på den måde han har.

»Jeg har tænkt på det der i et stykke tid,« siger hun.

»Det ved jeg,« siger han. »Jeg har også.«

»Er det dumt at gøre det her?«

Han tænker sig om. Det er en af de ting hun kan lide ved ham – at han tænker sig om, at han ikke bare siger det der er nemmest.

»Sandsynligvis,« siger han. »Men jeg tror vi gør det alligevel.«

Hun nikker. Tager sin jakke fra stoleryglænet hvor hun åbenbart har hængt den på et tidspunkt. De slukker stearinlyset og går ud i det tomme kontorfællesskab, og hun samler sine ting og logger ud og lukker sin computer ned, og han venter på hende uden at se utålmodig ud.

Ude på gaden er regnen let og kold. De stiller sig under tagudhænget og kigger på hinanden.

»Nørreport eller Nørrebro?« siger han.

»Det er samme retning,« siger hun.

»Det ved jeg godt.«

De går. Skulder mod skulder under det samme paraply-spænd af mørkt efterårsvejr, og ingenting er afklaret, og der er sikkert komplicerede ting forude, og alligevel er der i dette øjeblik noget enkelt og indiskutabelt sandt ved at gå ved siden af ham på en glat fortovsplade i København en torsdag aften, med viden om hvad der skete i mødelokalet ingen booker om torsdagen, og viden om at det ikke er slut.