Mange år senere – Agnes var i slutningen af fyrrerne og Henrik et par år ældre – ville hun stadig trække på smilebåndet, når nogen nævnte havtang. Ikke fordi hun var vegetar. Ikke fordi hun interesserede sig for alger. Men fordi hun ville huske lugten af det grønne slam, lyset fra stearinlysene i badeværelset og den præcise lyd Henrik lavede, da masken ramte hans pande og gled langsomt ned over hans øjenbryn som en slags grøn lavine.
Det var i slutningen af september. De havde booket opholdet i to måneder og talt om det som et projekt. Et regenereringsprojekt, sagde Henrik, med den selvironiske tone han brugte, når han egentlig bare mente: vi trænger begge til at ligge stille et stykke tid. Agnes havde læst om badehotellet på nettet, fundet det mellem diverse gratis erotiske noveller og ferietilbud i samme søgning, og tænkt at universet sendte et klart signal. De skulle ud af hverdagen. Ud af den store lejlighed med de beskidte vinduer og madplanen og de halvfærdige samtaler om pension og rørforsikring.
Hotellet lå ud til Kattegat og lugede af gammel maling, salt og det særlige, lidt mugne håb, der kendetegner steder som ikke er blevet moderniseret helt igennem. Agnes elskede det fra sekundet de trådte ind ad døren. Et rødmalet trin. En reception med en kurv med æbler fra haven. Et håndskrevet skilt der sagde: Dampbadet lukker kl. halvni. Vær venlig.
Programmet
Opholdet havde et program. Det stod på et lamineret kort i sengebordet: morgenbad, frokost, behandling, fri leg i wellness-afdelingen, middag. Agnes satte fingeren på fri leg og lo. Det var den slags formulering der enten var helt uskyldig eller dybt bevidst. Henrik mente det første. Agnes mistænkte det andet.
Behandlingen om eftermiddagen var en havtangsindpakning for to. De blev vist ind i et rum med to brikse, dæmpet belysning og en kvinde ved navn Birthe, der var i halvtredserne og bevægede sig med den rolige autoritet man kun opnår efter årtier med andres nøgne kroppe. Hun forklarede proceduren grundigt. Agnes lyttede. Henrik kiggede på loftet med et udtryk, der sagde: jeg er med på det her, men jeg forbeholder mig retten til at føle mig lettere latterlig.
Birthe påsatte masken. Første på Agnes – en kold, klæbrig fornemmelse, der lugtede af hav og jord og noget halvt råddent. Dernæst Henrik. Da hun kom til hans pande, var konsistensen tilsyneladende en anelse mere flydende end beregnet. Massen siede ned. Henrik satte øjnene op. Agnes så det fra sin briks og bed sig i kinden så hårdt, at det gjorde ondt.
»Det er meningen,« sagde Birthe uanfægtet og foldede et varmt håndklæde om Agnes’ mave.
»Naturligvis,« sagde Henrik.
Agnes fniste. Det begyndte lavt og voksede sig til noget ukontrollabelt, og Birthe forlod rummet med et diskret smil og bemærkningen om at hun kom tilbage om tres minutter.
Tres minutter er lang tid, når man ligger indpakket i tang ved siden af sin mand, der ser ud som en figur fra en undergangsthriller.
Fri leg
Da Birthe kom tilbage og fjernede det hele med varmt vand og bløde klude, følte Agnes sin hud som noget nyt. Lidt som at have fået byttet det øverste lag ud. Henrik inspicerede sine hænder med oprigtig interesse.
»Jeg er faktisk blødere,« sagde han.
»Det er du ikke til daglig?«
»Nej. Ikke her.« Han strøg håndryggen hen over hendes skulder. Birthe var gået ud igen. Rummet var stadig lunt og lavlyst, og det varme håndklæde lå stadig over Agnes’ hofte. »Du er meget blød,« sagde han. Det var ikke en flirt. Det var en konstatering. Men den landede et sted i hende som en konstatering sjældent gør.
Agnes vendte sig mod ham. De lå tæt. Britserne var skubbet mod hinanden – om det var Birthed der havde gjort det med vilje, turde Agnes ikke tænke for meget over.
»Vi har tres minutter til fri leg,« sagde hun.
»Tres?«
»Birthe sagde det.«
»Birthe er et fornuftigt menneske.«
Han rørte ved hendes nakke. Ikke søgende, ikke usikker – bare roligt og opmærksomt, som om han kortlagde noget han kendte udenad, men alligevel gerne ville læse igen. Agnes lukkede øjnene. Det stearinlys der stod på hylden duftede af lavendel og brændte lavt. Udenfor hørtes havet – ikke dramatisk, bare det jævne, ligeglade slap af bølger mod sten.
Hun lagde hånden på hans bryst. Hans hjerte gik roligt. Det var en af de ting hun stadig holdt af ved ham: at han ikke nervøsbankede, ikke skyndte sig. Han ventede altid på hende. Det havde hun engang taget for givet, og så – på et tidspunkt midt i mange travle år – opdaget var noget man ikke bare fandt overalt.
»Vi prøver noget nyt,« havde hun sagt, da hun bookede opholdet. Han havde sagt ja. Ikke spurgt hvad. Bare ja.
Det de husker bagefter
Hvad der skete præcist i det tangduftende rum, ville de begge huske forskelligt. Henrik ville bagefter sige, at det startede med et kys. Agnes ville insistere på, at det startede med hans hånd, der løftede kanten af håndklædet med en bestemthed, der ikke var til at tage fejl af. Sandsynligvis var begge dele sande på samme tid.
Agnes satte sig op og mærkede, at hun var varm overalt – ikke bare huden, men et sted under den. Hendes briks knirkede, og de lo begge, og så var det væk, den lille klemme af selvbevidsthed der ellers altid lurer i et nyt rum. Han trak hende ned til sig. Britserne var for smalle og for lave og absolut ikke beregnet til det, de brugte dem til, og det var på en eller anden måde en del af det.
Hun sad over ham, og det svage lys fra stearinlyset kastede skygger op ad væggen, og hun tænkte – ikke med ord, mere som en fornemmelse – at de to var gode til det her. At de vidste hvornår de skulle vente og hvornår de ikke behøvede at vente mere. At det ikke handlede om at finde noget nyt, men om at minde sig selv om noget gammelt, som stadig var der.
Han holdt om hendes hofter med de nyblødgjorte hænder. Hun bøjede sig frem og kyssede ham – salt og lavendel og noget der smagte af ham. Hans vejrtrækning ændrede sig. Hendes med. De fandt et tempo der passede til rummet, til lyset, til lyden af havet udenfor.
Bagefter lå de stille et stykke tid. Agnes lagde kinden mod hans skulder og tænkte, at haven lugede underligt, og at hun var meget tilfreds, og at hun aldrig igen ville se på en tangindpakning på en spabrochure uden at trække på smilebåndet.
»Birthe ved det,« sagde Henrik til sidst.
»Birthe ved det med sikkerhed,« sagde Agnes.
»Tror du hun gør det med vilje? Skubber britserne tæt?«
Agnes overvejede det seriøst. »Ja,« sagde hun. »Det er inkluderet i fri-leg-punktet.«
Henrik lo. Agnes lo. Udenfor lå Kattegat og var ligeglad, og Birthe kom tilbage præcis til aftalt tid, bankede to gange diskret og ventede et passende sekund, inden hun åbnede døren med et ansigtsudtryk der ikke afslørede noget som helst.
»Håber I har fundet hvile,« sagde hun.
»Meget,« sagde Agnes.
