Nætterne ved søen

Ankomsten

Sofie havde lejet sommerhuset for at være alene. Det var meningen. Tre uger med ingenting andet end bøger, morgenkaffe på terrassen og lange gåture langs søbredden. Hun havde brug for at trække vejret igen efter et år, der havde knust hende stille og roligt, som vand der langsomt eroderer en klippekyst.

Huset lå halvt skjult bag høje birketræer, og søen glimtede i aftensolen, da hun parkerede bilen og trak de tunge tasker op ad stien. Luften lugtede af græs og jord og noget sødligt, måske vilde roser fra hækken langs vejen. Sofie lukkede øjnene et øjeblik og lod sommerluften fylde lungerne.

Det var først den anden aften, hun lagde mærke til lyset i nabohuset.

Naboens bål

Hun havde troet, at hun var helt alene ved denne ende af søen. Men der var et bål tændt ved det lille bryggehus femten meter borte, og en mandsskikkelse sad og stirrede ud over vandet. Sofie stod på sin terrasse i den tynde sommerkjole og overvejede, om hun skulle gå ind igen. I stedet hældte hun mere vin i glasset.

Han opdagede hende, da hun tændte stearinlyset på bordet. Vendte hovedet. Nikkede kort. Hun nikkede tilbage. Det var alt for den aften.

Men næste morgen stod han ved hendes haveled med en kurv æbler fra et træ, han sagde han ikke selv kunne nå at spise fra. Han hed Henrik. Han var måske ti år ældre end hende, hen imod de fyrre, med store hænder og et roligt blik, der blev lidt for længe, men på den måde, der ikke føles ubehagelig. Bare insisterende. Som om han virkelig så hende.

Sofie inviterede ham på kaffe.

De første dage

De tilbragte dagene i en behagelig, afslappet rytme. Morgenbadning, separate. Frokost, sommetider sammen. Lange samtaler på terrasserne, der varede ind i de mørke timer, mens flaskerne blev tomme og stjernerne trak tættere på.

Henrik var arkitekt og arbejdede på et projekt, han var løbet træt af. Han talte om det med en slags øm frustration, som man taler om noget, man holder af, men ikke kan nå. Sofie fortalte om sin mor, som var død i januar. Om den tomhed, der ikke lignede sorg, men mere lignede et rum, man ikke vidste, hvad man skulle bruge til.

En aften rørte han ved hendes hånd, da hun rakte ham et glas. Lod fingrene hvile et sekund for længe. Hun trak ikke hånden til sig.

Søens nat

Det var en torsdag, da det skete. Sofie husker det tydeligt, fordi det var den aften, hun for første gang i måneder ikke tænkte på noget andet end det, der var foran hende.

De var gået ned til vandet efter et sent måltid. Månen lå som et bredt, sølvhvidt bånd over søen, og det var varmt, selv om klokken var ved at være midnat. Sofie havde taget skoene af og stod med bare fødder i det kolde, bløde mudder ved bredden.

Henrik stod tæt bag hende. Hun kunne mærke varmen fra hans krop, inden han rørte hende. Og da han gjorde det, da han lagde sine hænder på hendes skuldre og langsomt, som om han gav hende tid til at beslutte sig, lod dem glide ned langs hendes arme, var det ikke overraskende. Det var som at genkende noget, man har ventet på uden at vide det.

Hun vendte sig om mod ham. Hans ansigt var roligt, nysgerrigt, og hun løftede sig på tæer og kyssede ham. Han svarede med en tålmodighed, der fik noget i hende til at slappe af for første gang i meget lang tid.

Inde i huset

De gik ind i hans hus. Det var større end hendes, med lave bjælker og et bredt sovekammervindue ud mod søen. Månelyset tegnede skæve firkanter på gulvet.

Han klædte hende langsomt af, som om han ville lære hende udenad. Lod hænderne følge kurven af hendes hofter, kinden hvile mod hendes skulder. Sofie mærkede, hvordan hun begyndte at varme, en blød, insisterende varme, der bevægede sig fra maven og nedad.

Da han kyssede hendes hals og lod læberne glide ned over kravebenet og videre, lukkede hun øjnene og overgav sig til fornemmelsen. Hans hænder var sikre og opmærksomme, han lyttede til hendes krop med en intensitet, der fik hende til at trække vejret hurtigere. Hun greb fat i hans nakke og trak ham tættere på.

Det var ikke hurtigt eller voldsomt. Det var som den lange sommeraften selv, noget der udfoldede sig i sit eget tempo og ikke lod sig skynde på. Han lærte, hvad der fik hende til at sukke, og han vendte tilbage til det igen og igen, som en musiker der finder det rette motiv og gentager det, til det fylder hele rummet.

Sofie lod sig synke ind i det. Lod sig mærke. Og da bølgen til sidst kom, langsom og dyb og uafvendelig som tidevandet, holdt hun om ham med begge arme, og for en kort stund var der ingenting andet end dette.

Morgenen

Hun vågnede før ham. Lå og lyttede til hans rolige vejrtrækning og til fuglene udenfor og til lyden af søen, der absolut ingenting sagde.

Sofie vidste ikke, hvad der ville ske. Om han ville blive, om hun ville, om de ville gå tilbage til deres separate huse og kaffe og bøger, som om ingenting var sket. Og underligt nok bekymrede det hende ikke. For første gang i meget lang tid virkede fremtiden ikke som noget, der skulle frygtes eller kontrolleres. Den var bare der, åben og uafklaret, som en sø om morgenen, inden nogen har rørt den.

Hun stod op og gik ud på verandaen i hans skjorte. Solen var ved at stige op bag skoven på den anden side, og lyset var det bløde, gyldne, der kun varer i en halv time om morgenen, inden dagen for alvor begynder.

Henrik kom ud bag hende med to kopper kaffe. Sagde ingenting. Satte sig ved siden af hende og rakte hende den ene kop.

Sofie tog imod den og lod varmen brede sig i hænderne. Ude på søen brød en fisk overfladen, og de koncentriske ringe bredte sig stille udover det blanke vand, indtil de forsvandt.