Nytårssms’en der gik til alle

Den forkerte modtager

Nytårsfesten hos Birgit fra økonomiafdelingen var præcis så tam, som man kunne forvente af en fest i et rækkehus i Herlev med parkeringspladser foran og en postkasse formet som en lille rød traktor. Der var chips i skåle, Aperol Spritz i for store mængder og en afspilningsliste, der gik fra Aqua direkte til Savage Garden uden undskyldning. Nora, toogtredive år og projektleder med et fast greb om sin karriere og en lettere løsere greb om sit privatliv, stod ved vinduet med et glas i hånden og tjekkede sin telefon.

Hun skulle have sendt beskeden til sin veninde Puk. Det var meningen. Hun ville dele det, som hun aldrig ville sige højt på kontoret – at Jonas fra marketingafdelingen, en bred skulder-type på noget over tredive med den irriterende vane med at have ret i møder og en endnu mere irriterende vane med at se godt ud mens han gjorde det, havde optaget en uforholdsmæssig stor del af hendes tanker den seneste tid. At hun i løbet af denne fest specifikt havde bemærket, hvordan han smilede skævt når han lo, og at hun gerne ville gøre noget ved det. Noget konkret. Disse tanker hørte hjemme i kategorien erotiske danske noveller man fortæller sin bedste veninde – ikke i kontorets fælles nytårschat.

Men der stod den. Sendt.

“Jonas fra marketing er den slags mand man laver dårlige beslutninger for. Jeg overvejer seriøst at tilbyde ham mere end snacks ved buffeten i aften. Nytår er nytår. 🎉”

Sendt til: Alle fra arbejde 🎊

Nora drak resten af sit glas i ét hæld.

Jonas’ synspunkt fra sofakrogen

Jonas havde siddet i sofaen og forsøgt at undgå en samtale med Birgits mand om de nye regler for affaldssortering, da telefonen vibrerede. Han læste beskeden to gange. Så en gang til.

Han løftede blikket og fandt Nora ved vinduet. Hun stod med ryggen til, men hendes nakke var rød. Det var ikke Aperol.

Han smed affaldssorteringsgespræchen og tastede hurtigt:

“Hej alle. Jonas her. For at spare jer for spænding: jeg tager imod tilbuddet. God nytår 🥂”

Sendt til: Alle fra arbejde 🎊

Inden hans telefon nåede ned i lommen igen, bippede den seks gange. Birgit sendte et hjerte-emoji. HR-chefen sendte et tommelfinger-op. Et par kolleger sendte flammesymboler. Én – formentlig den stille mand fra IT – sendte kun: “Nice.”

Jonas rejste sig, hentede to glas fra bordet og gik mod vinduet.

“Nora.”

Hun vendte sig om. Rød i ansigtet, øjnene lidt for åbne, mundbladene presset sammen i det udtryk, han kendte fra budgetmøder når tallene ikke gik op.

“Jeg ved det,” sagde hun. “Du behøver ikke—”

“Her.” Han rakte hende glasset. “Og for en ordens skyld: jeg overvejer det samme siden Sankt Hans.”

“Sankt Hans?”

“Du var ved at falde i bålet og greb fat i min arm. Du holdt fast et sekund for længe.”

Nora kiggede på ham. “Det var fordi jeg var ved at falde.”

“Ja,” sagde han. “Det ved jeg godt. Men du holdt alligevel fast.”

Telefonen vibrerede i hans lomme igen. Han ignorerede den.

Hvad buffeten egentlig endte med

De fandt hinanden i køkkenet under påskud af at hente flere servietter. Birgit havde hængt nytårspynt op i form af sølvguirlander, og en af dem hang lavt nok til at Jonas måtte bøje hovedet, hvilket fik Nora til at fnise, og det fnise fik Jonas til at grine, og det var ligesom dér stemningen skiftede fra akavet til noget andet.

“Du er nødt til at forklare mig,” sagde Nora lavmælt, “hvad du tænkte på at svare i chatten.”

“Præcis det jeg tænkte.”

“Det var hele kontoret, Jonas.”

“Det var dit udkast, Nora.”

Hun lo – et lille, overrasket lyd – og så kiggede hun op på ham med et blik, der ikke forsøgte at skjule noget som helst. Han lagde hånden på bænkepladen tæt ved hendes hofte. Ikke på den. Ved siden af.

“Birgits soveværelse er i stuen til højre,” sagde Nora. “Det ved jeg, fordi hun viste mig rundt.”

“Og?”

“Og der er lås på døren.”

Jonas tilted hovedet. “Det er ret frembrusende af dig.”

“Du svarede i fælles-chatten, Jonas. Vi er langt forbi frembrusende.”

Han grinede og hun greb hans hånd.

Rummet var mørkt og lugtede af Birgits parfume og noget lavendelbaseret tøjvaskemiddel. Nora tændte ikke lyset. Jonas fandt hendes ansigt med hænderne i stedet, og så kyssede de hinanden med den slags ro, der kun kommer af at have ventet for længe på noget man allerede vidste var der.

Hendes kjole havde lynlås i siden. Hans skjorte var stoppet ind i bukserne på en måde der tog lidt tid at gøre noget ved, og de lo begge da bæltet viste sig mere kompliceret end forventet. Der var ingenting filmisk over det – hun stødte albuen ind i sengehovedet, han trådte på sine egne bukser – men det gjorde det ikke mindre. Det gjorde det faktisk bedre. Varmere.

Nora trak ham ned mod sig med hænderne fladt mod hans ryg, og da han fandt hende med fingrene – varsomt, afventende, med et stille spørgsmål i bevægelsen – nikkede hun og sagde hans navn lavt. Han tog sig tid. Det var hun ikke forberedt på, og det viste sig at være den bedste overraskelse ved hele aftenen.

Uden for eskalerede afspilningslisten til noget der lød som sent halvfemserne-eurodance, og et kor af stemmer begyndte at råbe nedtællingen. Ti, ni, otte—

Inde i Birgits soveværelse var Nora og Jonas et helt andet sted. Hendes fingre i hans hår. Hans mund mod hendes skulder. Lyden af ​​fyrværkeri udenfor som en tilfældig underlægningsmusik de ingen af dem bad om men begge tog imod.

Da det var overstået – og det var det på en måde der ikke føles overstået, men mere som noget der sætter sig – lå de stille et øjeblik og lyttede til festen på den anden side af væggen.

“Godt nytår,” sagde Jonas.

“Godt nytår,” sagde Nora. “Vi er fyret.”

“Sandsynligvis ikke. HR sendte et hjerte-emoji.”

“Det er sandt.” Hun bed sig i læben. “Det ændrer dog ikke på, at vi skal møde dem alle mandag.”

“Jeg har tænkt på det,” sagde Jonas og fandt lynlåsen på hendes kjole i mørket med den ro af en mand der ikke er videre bekymret. “Vi kan skylde på Aperol.”

Nora lo og lagde ansigtet mod hans hals, og udenfor skød nogen endnu en raket op over Herlev, og den sprængte ud i blåt og guld over rækkehustagene, og ingen af dem så det, men det var der alligevel.