Regnen på ruden

Det var en af de der aftener, hvor regnen trommede mod ruden som utålmodige fingre. Sara stod i køkkenet med et glas rødvin i hånden og lyttede. Lejligheden føltes stor, når hun var alene. For stor.

Hendes telefon summede på bordet.

“Kommer om 10 min. Lad døren stå åben.”

Mikkel. Altid kort. Altid direkte. Det var det, hun kunne lide ved ham — han sagde aldrig mere end nødvendigt, men hans krop sagde alt det andet.

Hun tog en slurk vin og mærkede varmen brede sig i brystet. Så gik hun ud i entréen og drejede låsen.

Tilbage i stuen tændte hun et par stearinlys. Ikke for at sætte stemning — i hvert fald var det det, hun sagde til sig selv. Hun satte sig i sofaen med benene trukket op under sig og ventede. Minutterne føltes som timer.

Da døren gik op, rejste hun sig ikke. Hun hørte hans skridt i entréen, den tunge jakke der blev hængt op, skoene der blev sparket af. Så stod han i døråbningen og lænede sig mod karmen med det der halvtblik, der altid fik hendes mave til at trække sig sammen.

“Hej,” sagde han.

“Hej,” sagde hun.

Han krydsede stuen med langsomme skridt og satte sig ved siden af hende. Tæt nok til at hun kunne mærke varmen fra hans krop, men uden at røre hende. Han tog glasset fra hendes hånd, tog en slurk og stillede det på bordet.

“Du har tændt lys,” sagde han.

“Det regner,” svarede hun, som om det var en forklaring.

Han smilede. Så løftede han hånden og strøg en hårlok bag hendes øre. Hans fingerspidser fulgte konturen af hendes kæbe, hendes hals, ned langs skulderen. Langsomt. Som om han tegnede et kort over hende, som han ville huske.

Sara lukkede øjnene. Hendes vejrtrækning ændrede sig — hun mærkede det selv, den der overgang fra normal til noget andet. Noget dybere.

“Se på mig,” hviskede han.

Hun åbnede øjnene. Hans ansigt var tæt på hendes nu. Hun kunne se de mørke flækker i hans ellers lyse øjne, mærke hans ånde mod sine læber.

Da han kyssede hende, var det langsomt i starten. Udforskende. Hendes hænder fandt hans bryst, hans skjorte, knapperne. Han trak hende tættere på, og hun kunne mærke ham mod sig — hans varme, hans fasthed, hans åndedræt der blev tungere.

Skjorten gled af hans skuldre. Hendes fingre fulgte linjerne på hans krop — musklerne langs ryggen, huden der var varm og glat under hendes hænder. Han trak hendes bluse op over hovedet, og den kølige luft mødte hendes hud et øjeblik, før hans mund fandt vejen ned langs hendes halslinje.

Hun trak vejret ind skarpt, da hans læber ramte det punkt lige under øret. Han vidste det. Han vidste altid præcis, hvor hun var mest følsom, og han brugte det langsomt, næsten drilsk.

“Mikkel…” hviskede hun.

Han løftede hende op fra sofaen som om hun ingenting vejede. Hendes ben fandt vej omkring hans hofter, og hun kunne mærke ham mod sig, selv gennem stoffet. Han bar hende ind i soveværelset, hvor det eneste lys var gadereflekserne gennem det våde vindue.

Han lagde hende ned på sengen og blev stående et øjeblik, hvor han bare så på hende. Det blik. Det blik, der fik hende til at føle sig som den eneste kvinde i verden.

“Du er så smuk,” sagde han stille.

Så lå han over hende, og alt blev hud mod hud, varme mod varme. Hans hænder var overalt — i hendes hår, langs hendes sider, over hendes hofter. Hun bøjede sig op mod ham og mærkede ham finde vej, langsomt, opmærksomt.

Det første øjeblik var altid det bedste. Den der følelse af at blive fyldt, af at to kroppe fandt hinanden som brikker, der faldt på plads. Hun stønnede lavt og greb fat i lagnet.

De fandt en rytme. Langsom først, næsten meditativ, som regnens tromme mod ruden. Så hurtigere, dybere, mere insisterende. Hans pande mod hendes, deres åndedræt blandet sammen, hendes negle i hans ryg.

Hun mærkede det bygge sig op — den der bølge der startede dybt nede og bredte sig udad som ringe i vand. Hans hånd fandt hendes, deres fingre flettet sammen over hendes hoved, da hun kom med et langt, rystende suk.

Han fulgte kort efter med et dybt stød og et støn, der vibrerede mod hendes hals.

Bagefter lå de stille. Hendes hoved på hans bryst, hans fingre der langsomt tegnede cirkler på hendes ryg. Regnen var stilnet af til en sagte tromlen.

“Bliv i nat,” sagde hun.

Han kyssede hendes pande. “Jeg havde ikke tænkt mig at gå.”

Udenfor brød månen igennem skyerne og kastede et blegt lys over de våde gader. Sara lukkede øjnene og lyttede til hans hjerteslag under sit øre.

Nogle aftener var bare perfekte.