November på Bornholm er ikke for alle. Butikkerne er halvt lukkede, færgerne kører sjældnere, og vejret skifter humør fra time til time. Jeg vidste alt det, da jeg bookede billetten. Det var præcis det, jeg ville have – ingen turister, ingen forventninger, ingen der kendte mit navn.
Jeg hedder Helle, jeg er i slutningen af trediverne, og jeg var kommet hertil for at tænke. Eller rettere: for at holde op med at tænke. Et par år med et job der tog for meget, og et forhold der langsomt var løbet tør for luft, havde gjort mig træt på en måde, som søvn ikke rigtig kurerede. Jeg havde hørt om disse danske erotiske noveller der ofte starter præcis sådan – en kvinde alene, et fremmed sted, og så sker der noget. Jeg lo ad tanken, da jeg sad med min Tuborg Grøn ved kajen i Allinge og stirrede ud over det grå vand.
Han satte sig ved nabobænken uden at sige noget. Det lagde jeg mærke til, fordi de fleste mænd ville have sagt noget. Et eller andet om vejret, om at her var da stille. Men han satte sig bare, åbnede sin egen øl og så ud over havnen på samme måde som mig. Som om vi delte en stilhed vi begge havde brug for.
Det var først da en måge skreg skarpt tæt på os, at vi begge vendte os mod lyden og vores blikke mødtes ved et uheld.
Han smilede. Kort. Ikke insisterende.
Jeg smilede tilbage.
Røgeriet om aftenen
Vi endte med at gå ind på det lille røgeri der stadig havde åbent, nærmest ved en tilfældig overenskomst. De serverede varm röget makrel med rugbrød og peberrod, og vi satte os ved et bord med et stearinlys i en gammel syltetøjsglas. Han hed Mattias. Svenske mor, dansk far, opvokset i Rødovre, boede nu i Aarhus. Midt i fyrrerne. Arkitekt. Kom hertil hvert år i den stille sæson – for at tegne, sagde han, men det var ikke helt rigtigt, indrømmede han med et lille skævt smil.
“For at minde mig selv om, at verden er større end mit tegnebord,” sagde han så.
Jeg forstod det bedre end jeg burde.
Vi talte om øen. Om kalken i klipperne ved Hammershus. Om den særlige farve havet får når skyerne sidder tungt og lyset ikke rigtig ved, om det er formiddag eller eftermiddag. Han vidste hvad han talte om. Der var noget roligt ved ham, ikke afdæmpet, men roligt. Som en mand der ikke behøver at fylde rummet ud.
Da vi gik fra røgeriet, blæste det fra nordvest. Jeg trak jakken tættere om mig, og han gik et halvt skridt tættere på mig, ikke for at tage fat i mig, men som om han instinktivt ville bryde vinden. Det lagde jeg mærke til.
Vi sagde godnat foran mit lille bed and breakfast. Han boede tre gader væk.
Ingen kyste hinanden. Ingen prøvede.
Men da jeg lå i sengen og stirrede op i loftet, tænkte jeg på hans hænder. Brede, rolige hænder med en lille blækplet ved pegefingrens rod.
SMS, sent på aftenen:
Mattias: Jeg gik forbi røgeriet igen. De har lukket. Men det lugtede stadig. Godt at møde dig, Helle.
Helle: Ja. Det var det.
Mattias: Vil du se Hammershus i morgen? Det er bedst i tåge.
Helle: Hvornår?
Mattias: Tidligt. Men ikke for tidligt.
Helle: Okay.
Hammershus i tåge
Tågen lå tyk næste morgen. Han ventede ved parkeringspladsen med to termokander kaffe, og vi gik op ad stien uden at skynde os. Ruinerne af borgen trådte frem af tågen lidt ad gangen – en mur her, et tårn der – som om stedet afslørede sig i sit eget tempo.
Han fortalte om stenenes sammensætning, om hvordan middelalderens byggere havde udnyttet granitten fra klippen. Jeg lyttede og kiggede på hans profil i det blege lys. Der var en rynke ved øjenkrogen. Et ar under hagen. Noget han ikke forklarede, og jeg spurgte ikke.
Vi stod ved det nordvestlige tårn og kiggede ud over ingenting – bare hvidt. Tåge hele vejen til horisonten.
“Det er lidt som at stå i slutningen af verden,” sagde jeg.
“Eller begyndelsen,” sagde han.
Jeg vendte mig mod ham. Han stod tæt. Ikke grænseoverskridende tæt, men tæt nok til at jeg kunne mærke varmen fra hans jakke.
“Jeg ved ikke, hvad det er med dig,” sagde jeg. Det var mere ærligt end jeg havde planlagt.
“Hvad mener du?” spurgte han stille.
“Du er meget rolig. Det er enten meget rart eller meget forstyrrende.”
Han lo lavt. “Hvad er det lige nu?”
Jeg tog et skridt frem og kyssede ham. Han tog imod det uden at tøve, men uden at skynde sig. Hans ene hånd kom op og holdt om min kind med en forsigtig fasthed, og vi stod sådan i tågen ved Hammershus og kyssede langsomt, mens vinden bar lugten af hav og granit hen over os.
SMS, eftermiddag:
Helle: Jeg er hjemme igen. Vil gerne varme kaffe.
Mattias: Jeg har faktisk en god flaske bourgogne jeg har slæbt med fra Aarhus. Kom til mig?
Helle: Adresse?
Mattias: Storegade. Det gule hus. Dør der ikke er malet færdig.
Helle: Om en time.
Det gule hus
Huset lugtede af gammelt træ og terpentin. Han lejede det af en maler der kun brugte det om sommeren. Der var tegninger overalt på bordet ved vinduet – skitser af kystlinjer, detaljer af mure. Jeg gik langsomt rundt og kiggede, og han stod i køkkenet og fandt et korktrækker.
Vinen var god. Vi sad på sofaen med benene stukket ind under os, og samtalen bevægede sig fra den ene ting til den anden – hans skilsmisse for nogle år siden, min frygt for at have defineret mig selv for meget ud fra et arbejde. Der var ingen performance i det. Vi talte bare.
Det var ham der stoppede midt i en sætning og kiggede på mig.
“Helle.”
“Ja.”
“Jeg vil gerne kysse dig igen. Hvis du vil.”
Jeg satte glasset fra mig.
Denne gang var det langsommere og mere bevidst. Hans læber bevægede sig mod min hals, og jeg mærkede varmen fra hans hud mod mine fingre da jeg skubbede hans skjorte ud af bukserne. Der var en ro i det, en nysgerrighed, som om vi begge undersøgte noget vi ikke vidste udfaldet af.
Han løftede mig halvt op på fanget og kyssede kravebenet, nøglebenet, huden langs siden af halsen. Jeg holdt om hans nakke og mærkede hans vejrtrækning ændre sig langsomt mod min skulder.
Vi fandt vejen til soveværelset i det mørknende lys. En enkelt lampe brændte i hjørnet. Vinduet var lidt på klem og udefra lød havet svagt – den konstante, dybe puls af bølger mod granit.
Han tog sig tid. Det var det mest markante ved det – at han tog sig tid til at mærke, spørge med sine hænder, lægge mærke til hvad jeg reagerede på. Da jeg til sidst hviskede hans navn, var det ikke fordi jeg ikke vidste hvad jeg sagde. Det var præcis fordi jeg vidste det.
Bagefter lå vi og lyttede til havet. Han strøg langsomt op langs min arm fra albuen til skulderen og tilbage igen, og ingen af os sagde noget i lang tid.
“Hvad laver du i morgen?” spurgte han til sidst.
Jeg overvejede det et øjeblik. Jeg havde ingen planer. Det var jo hele pointen.
“Ingenting,” sagde jeg. “Hvad laver du?”
“Jeg kender en strand ved Sandvig. Den er bedst når der ikke er nogen der.”
Jeg vendte mig mod ham.
“Fortæl.”
Han smilede og begyndte at fortælle. Og udenfor lød havet ved Bornholm som det altid gør i november – tungt og rigt og fuldstændig ligeglad med årstiden.