Jeg tænker på det stadig, når jeg hører vinden tage fat om hjørnet af bygningen. Ikke på nogen sentimentalt sår måde – mere som en tommelfingeraftryk på glas, et mærke der ikke rigtig forsvinder. Det var en februaraften, og snestormen kom hurtigere end varslet. Alle tog ud af København var aflyst inden kl. var blevet sen eftermiddag, og byen lå tavs og hvid under det der faldt og faldt fra en himmel uden kant.
Jeg hedder Ida. Jeg var dengang midt i trediverne og boede på fjerde sal i en gammel ejendom på Nørrebro med slidte trapper og postkasser der aldrig rigtig lukkede ordentligt. Jeg skriver dette nu, et par år senere, fordi den slags aftener fortjener at blive husket ordenтligt – ikke som en flov hemmelighed, men som det de var: en af de sjældne nætter der hænger sig fast i kroppen. Danske erotiske noveller handler tit om storslåede møder på hoteller eller i fremmede byer. Min historie foregår på fire kvadratmeter repos og en lejlighed der lugtede af kaffe og bøger.
Naboen på fjerde
Rasmus boede på den anden side af reposet. Han var noget over fyrre, arbejdede med noget inden for arkitektur, og vi havde i flere måneder udvekslet de sædvanlige nabokommentarer: godmorgen, undskyld larmen, tak fordi du tog pakken ind. Men om efteråret havde vi begyndt at standse lidt længere op. Et glas vin i døråbningen en fredag. En samtale om et bogudstillingsvindue vi begge havde set nede på gaden. Ingenting der kunne kaldes noget – og alligevel noget.
Den aften var strømmen gået i min ende af lejligheden. Ikke hele opgangen, bare mit soveværelse og køkken, et eller andet med sikringen. Jeg havde ledt efter stearinlys og ikke fundet andet end en flad stump og et brugt fyrfadslys. Jeg stod i min uldsweater og tykke sokker og hørte stormen kaste sne mod vinduet som sand, og jeg tænkte: jeg kan banke på.
Rasmus åbnede i en gammel flanelskjorte. Han så overrasket ud i et sekund, dernæst åben på en måde jeg ikke rigtig havde set før.
»Stearinlys?« sagde han. »Jeg har en hel kasse. Kom ind.«
Lejligheden hans var varm. Der brændte allerede to store lys på spisebordet, og der stod en gryde på komfuret der duftede af hvidvin og timian. Han var i gang med at lave noget, forklarede han – en ret han altid lavede når vejret var grimt. En slags boeuf bourguignon, men forenklet, som hans mor havde lavet den.
»Du er velkommen til at blive,« sagde han. »Der er alt for meget til én.«
Jeg blev.
Gryderet og sne
Vi spiste ved det lille bord ved vinduet. Udenfor lagde sneen sig i tykke lag på gesimsen, og lyden af byen var dæmpet til ingenting – bare vinden og en fjern ambulance der forsvandt igen. Vi drak rødvin fra et simpelt glas, og han fortalte om et projekt han var frustreret over, og jeg fortalte om en kollega der havde sagt noget dumt til et møde, og vi lo ad det på den måde man gør når man er begyndt at kende hinanden lidt.
Det var ikke dramatisk. Det var ikke elektrisk på den måde man læser om. Det var bare to mennesker ved et bord i en snestorm, og så langsomt – så umærkeligt – noget der rykkede sig.
Han rakte ud efter brødkurven på samme tid som jeg, og hans hånd lå et øjeblik over mine. Han trak den ikke til sig med det samme. Jeg trak heller ikke min til mig.
»Undskyld,« sagde han, men han mente det ikke som en undskyldning. Det lød mere som et spørgsmål.
»Du skal ikke undskylde,« sagde jeg.
Vi sad og så på hinanden over de to lys. Hans ansigt var halvt i skygge, og udenfor lagde sneen sig fortsat. Der var ingen steder vi skulle være. Ingen tog der ventede. Ingen der manglede os den aften.
»Jeg har tænkt på dig,« sagde han. »Mere end det egentlig giver mening.«
»Jeg ved det,« sagde jeg. »Det samme.«
Hvad sneen skjulte
Vi ryddede ikke af bordet. Vi blev bare siddende, og så stod han op og kom om til min side, og det var ikke klodset eller overilt – det var som om vi begge kendte tidsplanen uden at have aftalt den. Han lagde en hånd langs min kind, og jeg mærkede varmen fra hans fingre mod min hud, og så kyssede han mig.
Det var et langsomt kys. Et der ikke skyndte sig nogen steder.
Jeg rejste mig mod ham, og han trak mig ind i kroppen med begge arme, og vi stod der et øjeblik og bare holdt fast – hans bryst mod mit, hans åndedræt mod min hals. Så tog han min hånd og førte mig mod soveværelset, og jeg fulgte ham uden at nøle.
Stearinlyset fra stuen slog lange skygger ind under døren. Hans seng var bred og redte med et mørkt sengetøj der var køligt i første sekund og derefter hurtigt varmt. Vi tog tøjet af hinanden langsomt, lag for lag, og han brugte tid – rigtig tid – på at se på mig, på at lægge hænderne fladt mod min mave, min ryg, mine hofter, som om han kortlagde noget.
»Er det okay?« spurgte han ved hvert nyt sted.
»Ja,« sagde jeg. Og: »Bliv ved.«
Han kyssede sig ned langs min hals og videre, og jeg lod fingrene glide gennem hans hår og mærkede, hvordan min vejrtrækning ændrede sig, blev dybere og mere uregelmæssig. Udenfor hylede vinden stadig, og vinduet piblede svagt, men inde i rummet var der kun det her: varme, hud, og en mand der tog sig tid til mig på en måde der føltes som en form for respekt.
Da vi endelig lå helt ind til hinanden, med intet imellem os, lød han næsten overrasket – et lille, ufrivilligt suk der fik mig til at smile mod hans skulder. Vi bevægede os sammen i det lave lys, og der var ingenting forceret ved det. Det var som at falde ind i noget der allerede ventede.
Bagefter lå vi stille. Han havde en arm om mig, og jeg lyttede til hans puls sætte sig til ro. Udenfor var snestormen begyndt at aftage – man kunne mærke det på lyden, en lille blødning i vinden – men den var der stadig, og intet tog kørte, og ingen af os skulle nogen steder.
»Jeg burde have lånt sukker for måneder siden,« sagde jeg.
Han lo. Det var en god latter, en fra maven.
»Jeg burde have tilbudt det,« sagde han.
Jeg blev til morgenen. Vi spiste den kolde gryderet direkte fra gryden ved køkkenbordet, og det smagte bedre end alt jeg havde spist i lang tid – eller måske var det bare sulten, eller sammenholdet, eller bare det at have sovet godt for første gang på mange uger. Sneen lå hvid og uberørt på gesimsen, og himlen over Nørrebro var den slags lysegrå der kan blive til hvad som helst.
Det blev til mere, Rasmus og jeg. Men det er en anden historie.
Denne her handler om en snestorm, en gryderet og to mennesker der endelig holdt op med at gå forbi hinanden på trapperne.
(Endnu ingen vurderinger)
Loading...