Støvlen der satte sig fast ved Rebild

Jeg tænker på det hver gang bladene begynder at falde. Når luften får den der skarpe, fugtige lugt af mørknende jord og rådnende eg, og himlen trykker sig lavt ned over Himmerland – så er jeg pludselig tilbage der. Tilbage på stien ved Rebild Bakker, med mudder på knæerne og Anton ved min side.

Det her er en erotisk novelle, men den startede som en vandretur. Som det meste der betyder noget, begyndte det uskyldigt.

Rold Skov om efteråret

Vi havde begge passeret de tredive med et par år at spare. Anton og jeg kendte hinanden fra en flytning – hans til Aalborg, min fra Aalborg – og vi var endt med at blive de venner der mødes midt imellem. Halvanden time ad motorvejen, kaffe på et raststed, så en vandretur. Det var vores ting. Ingen romantik, ingen forventninger. Det troede jeg i hvert fald.

Den dag i oktober havde vi valgt Rold Skov fordi vi begge havde brug for at glemme noget. Han et brud. Jeg en fyring. Vi trak rygsækkerne på og sagde ikke meget i den første time, bare lyttede til skovens lyd: vindens susen i kronerne, en spætte der hakkede et sted højt oppe, og vores støvler der trampede fast i den bløde skovbund.

Stien var markeret med røde prikker på træerne, men regnen fra natten i forvejen havde gjort den glinsende og lunefuld. Jeg tog et forkert skridt nær en bæk, og støvlen sugede sig fast i mudderet med et smatende lyd. Jeg trak. Intet. Trak igen. Foden gled ud af støvlen mens selve støvlen blev siddende som et monument over min kluntethed.

“Vent,” sagde Anton og lo – den varme, skrattende latter jeg kender så godt. Han satte sin rygsæk fra sig og gik ned på hug ved mudderhullet, gravede støvlen fri med bare hænder. Rakte den op mod mig. Vores blikke mødtes, og han holdt et sekund for længe fast om støvlen, som om han tøvede med at give mig den tilbage.

“Tak,” sagde jeg.

“Du er håbløs,” sagde han, men hans stemme var blødere end ordene.

Hvad der ikke var sagt

Vi fandt en granit-afsats med udsigt ud over de lave bakker og åbnede rygsækkerne. Jeg havde medbragt rugbrødsmadder med leverpostej og syltede rødbeder, han havde en termos med varm kakao og en flaske Gammel Dansk til bunden. Det er ikke den slags detaljer man finder i romantiske film, men det er dem jeg husker. Leverpostejens salt mod tungen. Dampens varme mod ansigtet. Hans arm mod min arm da vi satte os tæt fordi vinden var kølig.

“Hvad gør du nu?” spurgte han. Han mente jobbet, men spørgsmålet hang større i luften end det.

“Jeg ved det ikke,” sagde jeg ærligt. “Jeg har prøvet at forestille mig hvad jeg egentlig vil, og jeg er ret dårlig til det.”

Han nikkede og kiggede ud over skoven. “Jeg lavede noget dumt,” sagde han. “Jeg ville have et liv der lignede noget bestemt, og jeg glemte at spørge om det var det jeg faktisk ville.”

Jeg vidste han talte om forholdet. Men jeg tænkte på noget andet. Jeg tænkte på de gange jeg havde lagt mærke til hans hænder. Måden han holdt et kaffekrus. Håret der ville sidde lidt skævt i nakken. Jeg havde aldrig sagt det til nogen. Ikke engang til veninder der elskede at spekulere i den slags. En del af mig havde engang søgt rundt på nettet efter en escort guide, ikke fordi jeg var desperat men fordi jeg ikke vidste hvad jeg søgte – og indset at det ikke var det.

Det jeg søgte sad en halv meter fra mig og drak kakao.

“Anton,” sagde jeg.

“Hm.”

Jeg sagde ikke mere. Men jeg lagde min hånd oven på hans, som lå flad mod stenen. Han kiggede ned på dem – mine fingre over hans – og rørte sig ikke. Så vendte han hånden og lukkede fingrene om mine.

Vi sad sådan i lang tid. Skovens lyde var stadig der. En krage. En bil langt borte på en vej vi ikke kunne se. Bladene der dalede enkeltvis ned.

“Det her er mærkeligt,” sagde han til sidst.

“Ja,” sagde jeg.

“Godt mærkeligt eller dårligt mærkeligt?”

Jeg overvejede det oprigtigt. “Jeg tror godt,” sagde jeg. “Men spørg mig igen om et kvarter.”

Han lo igen, og denne gang lo jeg med.

Inden mørket faldt

Vi gik de sidste kilometer tilbage til parkeringspladsen da eftermiddagen allerede var ved at give sig. Skoven blev mørkeblå om os, og lygterne i vores pandebånd kastede hvide cirkler på stien. Da vi nåede bilen – hans, en gammel Skoda med en revne i bagruden – stod vi ved bagagerummet og foldede regnponcherne. Vores hænder rørte ved hinanden igen, og denne gang var det ikke tilfældigt.

Han tog fat om mit ansigt med begge hænder. Mudderet sad stadig under hans negle fra da han frigjorde min støvle. Jeg syntes det var det mest ærlige jeg nogensinde havde set.

Kysset var ikke dramatisk. Det var langsomt og prøvende, som to mennesker der løser en ligning de har ventet for længe på at skrive ned. Hans læber var kolde fra vinden og varme et øjeblik efter. Jeg mærkede hans tommelfingre mod mine kinder, hans vejrtrækning der ændrede rytme.

“Okay,” mumlede han mod min mund.

“Okay,” sagde jeg.

Vi kørte til det lille kroophold ved Støvring som vi kendte fra en tidligere tur. Et enkelt værelse, skrå loft, en seng der var en anelse for blød. Vi åbnede ingen vin. Vi lagde blot jakker og støvler fra os og fandt hinanden i det orange lys fra natbordslampen, som om vi var vant til det, som om vi bare havde glemt at begynde.

Hans hænder lærte sig min krop med en opmærksomhed der næsten var ubehagelig i sin intensitet – ubehagelig fordi det betød at jeg ikke kunne gemme mig. Han mærkede efter. Spurgte med hænderne hvad der virkede, og lyttede til svarene. Jeg tillod mig at gøre det samme: stå ved hans nakke, følge skulderbladets kant, trykke mine fingre mod hans ryg som om jeg ville mærke om han var virkelig.

Han var virkelig.

Da vi siden lå og lyttede til trafikken på landevejen udenfor og det fjerne lyden af hotellets ventilationsanlæg, sagde han: “Vi burde have gjort det her for flere år siden.”

“Nej,” sagde jeg. “Vi skulle have gjort det nu.”

Han overvejede det. Nikkede. Trak mig lidt tættere ind.

Bladene falder stadig hvert år. Og hvert år tænker jeg på mudderet ved bækken, kakaoens damp, stenen under os og den støvle der satte sig fast – som om skoven vidste noget vi ikke turde.