Kampen
Jeg var ikke nervøs for selve padelkampen. Det var det andet, der sad i kroppen som en klump – fornemmelsen af at møde et menneske for første gang, som man allerede ved for meget om. Vi havde skrevet sammen i næsten tre uger, og jeg kendte hendes humor, hendes skarpe kommentarer til dårlig vejledning på Google Maps, og at hun sov med vinduet på klem selv om vinteren. Men jeg kendte ikke lyden af hendes stemme. Ikke måden hun stod på, når hun ventede.
Padelklubben lå ude i Hvidovre, bag et indkøbscenter der lugtede af asfalt og friteret løg fra en shawarmabar i nærheden. Ikke romantisk. Men det var præcis den slags konkrete, lidt sjuskede stedsdetaljer der gør møder rigtige – denne her gratis erotisk novelle begynder ikke på en terrasse med havudsigt, men på en parkeringsplads med blinkende neonreklame og en cykel der var hænglåst skævt til et gelænder.
Jeg så hende, inden hun så mig. Hun stod ved glasdøren med sin ketchertaske over skulderen og tjekkede sin telefon. Sidst i trediverne, som profilen sagde. Mørkt hår sat op i en rask hestehale. Høj nok til at hun tilsyneladende ikke behøvede at anstrenge sig. Da hun kiggede op og fandt mit ansigt, smilede hun ikke med det samme – hun vurderede først. Det brød jeg mig om.
»Lukas?« sagde hun.
»Vibeke,« sagde jeg, og det var den eneste bekræftelse vi behøvede.
Vi spillede to sæt. Hun vandt begge. Ikke fordi hun var brutal, men fordi hun var præcis – hun placerede bolden der hvor jeg ikke var, og hun lo hver gang hun lavede en god returnering, et kort, oprigtigt grin der forsvandt hurtigt igen. Jeg løb mere end nødvendigt og svedte mere end jeg havde planlagt. Efter kampen stod vi ved banen og drak vand fra plasticflasker, og ingen af os sagde noget om hvad der kom efter.
Beskeder
Vibeke [dagen inden, sent om aftenen]: Jeg er ikke god til padel, bare så du ved det
Lukas: Perfekt, jeg er heller ikke. Vi kan fejle smukt
Vibeke: Du er den slags mand der siger sådan noget, ikke?
Lukas: Hvilken slags?
Vibeke: Den slags der gør at man alligevel møder op
Jeg havde læst den besked mindst ti gange den morgen.
I omklædningsrummets fællesgang – en smal korridor med gule vægge og en opslagstavle med turneringsresultater og en gammel notits om at man ikke måtte medbringe alkohol på banerne – stoppede hun op og sagde: »Der er en café heroppe. Hvis du vil?«
»Ja,« sagde jeg.
Det var ikke et svært svar.
Cafeen var den slags der serverer kaffe i store kopper og har en tavle med dagens suppe. Vi satte os ved et bord tæt på vinduet, og udenfor bragede der en lastbil forbi på ringvejen. Vi bestilte begge te – hun lo af det, at vi valgte det samme uden at aftale det – og så sad vi og talte. Om arbejde, om de steder vi begge havde boet, om at hun for nogle år siden havde prøvet at flytte til Berlin og var kommet hjem igen fordi hun savnede flæskesteg til jul mere end hun havde forventet.
»Det er pinligt,« sagde hun.
»Det er meget dansk,« sagde jeg.
Hun sparkede let til mit ben under bordet. Ikke et uheld.
Efter lukketid
Da vi rejste os for at gå, opdagede hun at hun havde glemt sin sweatshirt på banen. Vi gik tilbage ned ad gangen, og en af medarbejderne – en bred mand med nøgler i bæltet – lod os ind igen med et ligeglad skuldertræk. Banen var tom og mørk bortset fra de lavtstående arbejdslys der altid brændte. Den gule plastikbold lå stadig midt på banen.
Vibeke gik hen til siddelinjen og tog sweatshirten. Så vendte hun sig om og kiggede på mig med et udtryk jeg ikke helt kunne oversætte.
»Hvad?« sagde jeg.
»Jeg glemte den ikke,« sagde hun. »Jeg lagde den der med vilje.«
Jeg gik hen til hende. Langsomt, fordi det føltes rigtigt at lade hende se at jeg forstod hvad hun sagde. Da jeg stod foran hende, løftede hun hagen en smule og ventede. Jeg lagde hånden langs hendes kind, og hun lukkede øjnene et kort øjeblik som om hun testede fornemmelsen.
»Er du sikker?« spurgte jeg.
»Lukas,« sagde hun, »jeg glemte min sweatshirt med vilje.«
Jeg kyssede hende. Hun smagte af te og noget lidt sødt, og hun tog fat i min trøje med begge hænder og trak mig tættere på. Kyssen var ikke hurtig. Den var grundig, som om vi begge vidste at vi havde god tid og ikke ville ødelægge det ved at have for travlt.
Vi trak os ind mod sidevæggen, væk fra vinduerne. Hendes hestehale var gledet løs under kampen, og nu lå håret halvt ned over skuldrene, og jeg lagde hænderne om hendes ansigt og kyssede hende igen. Hun brød fra og lo stille – ikke af mig, men af situationen, af det absurde i at stå i en halvmørk padelbane og ville hinanden.
»Her?« hviskede hun.
»Medmindre du foretrækker parkeringspladsen,« sagde jeg.
»Her er fint,« sagde hun og tog fat i min skjorte.
Vi fandt hinanden med den slags ro der kun kommer når begge parter har valgt det tydeligt – ingen tvivl, ingen nølen efter den første bekræftelse. Jeg trak hendes bluse op og lagde hænderne fladt mod hendes ryg, og hun pressede sig ind mod mig og sugede vejret ind gennem næsen som om hun indkvarterede sig i mig. Hendes hud var varm efter kampen, stadig let fugtig, og hun lugtede af sved og noget floralt fra en shampoo.
Hun arbejdede sig fri af sine strømpebukser med en praktisk effektivitet der fik mig til at holde af hende endnu mere, og da jeg lagde læberne mod hendes hals, sagde hun sit eget navn – nej, det gjorde hun ikke. Hun sagde ingenting. Hun pressede bare hånden i nakken på mig og holdt mig der.
Det vi gjorde der i halvmørket på padelklubben i Hvidovre, bag en glemt plastikbold og under en opslagstavle med turneringsresultater, var ikke dramatisk. Det var nærværende. Hvert lag af tøj der kom væk var en afgørelse vi tog i fællesskab. Da vi til sidst stod mod hinanden, hud mod hud, med lastbilerne som baggrundsmusik fra ringvejen udenfor, var der ikke noget at forklare eller retfærdiggøre. Vi var to voksne mennesker der havde valgt det samme.
Jeg mærkede hendes hænder i min ryg, hendes vejrtrækning der ændrede rytme. Jeg lyttede til hende. Og da hun til sidst lagde panden mod min skulder og holdt vejret et kort øjeblik, kendte jeg lyden af hende – den lyd jeg ikke havde vidst noget om før i aften.
Bagefter stod vi og klædte os på i stilhed. Det var en god stilhed. Hun bandt hestehalen stramt op igen og tog sweatshirten under armen.
»Den er blevet ret nyttig,« sagde jeg og nikkede mod den.
»Jeg er god til at planlægge,« sagde hun.
Ude på parkeringspladsen skiltes vi ved hendes cykel. Hun låste den op – den skæve hænglås, det var hendes – og satte sig i sadlen.
»Vi ses,« sagde hun. Ikke som et spørgsmål.
»Vi ses,« sagde jeg.
Jeg stod og så hende cykle ud af parkeringspladsen og dreje mod venstre. Shawarmastedet var stadig åbent. Neonlyset blinkede stadig. Og i lommen vibrerede min telefon.
Vibeke: Rematch om to uger. Jeg vælger sted denne gang.
Jeg satte mig i bilen og læste beskeden to gange. Så svarede jeg.
Lukas: Du vinder alligevel
Vibeke: Ja
(Endnu ingen vurderinger)
Loading...