Det var Lenas idé at booke det samme værelse. “Det er billigere,” sagde hun over telefonen, og jeg kunne høre smilet i hendes stemme. “Og vi er jo voksne mennesker. Du er toogtredive, jeg er ni og tyve. Vi kan sagtens dele en seng.” Jeg sagde ja, som jeg altid siger ja til Lena, og tænkte ikke mere over det – indtil vi stod i receptionen på hotellet i Prenzlauer Berg og kvinden bag disken rakte os én nøgle med et upåfaldende smil.
Lena og jeg har kendt hinanden siden vi begge arbejdede i det samme reklamebureau for nogle år siden. Vi har drukket for mange øl, delt for mange taksier hjem og grint ad hinandens dårlige dates. Det er den slags venskab der er trygt som en gammel jakke. Jeg havde aldrig tænkt på hende sådan – eller i hvert fald fortalt mig selv at jeg ikke gjorde det. Der er nok af gratis sex historier der begynder præcis her, tænkte jeg, mens jeg smed min taske på gulvet og betragtede den ene, brede seng midt i det lille rum.
“Stop med at se på den som om den har bidt dig,” sagde Lena og kastede sig på madrassen med armene ud. “Det er en seng. Vi sover. Done.”
“Ja,” sagde jeg. “Selvfølgelig.”
Kastanietræerne i Kollwitzplatz
Vi brugte eftermiddagen på det der er Berlin på sit bedste: vi gik os halvt ihjel, drak kaffe der var for stærk, kiggede ind ad vinduerne i butikker vi aldrig ville handle i. Kastanietræerne på Kollwitzplatz kastede lange skygger hen over markedsboderne. Lena prøvede en hat af rød filt, vendte sig mod mig og løftede et øjenbryn. “Hvad siger du?”
“Du ligner min mormors gardinkvast,” sagde jeg.
Hun slog mig på armen og satte hatten på plads. Jeg lo, og hun lo, og en ældre herre ved siden af os så på os med det blik folk giver til par der ikke aner de er et par.
Om aftenen fandt vi en bodega-agtig restaurant med trælofter og en menu skrevet på tavle. Lena bestilte schnitzel og jeg bestilte det samme fordi hun altid vælger rigtigt. Vi delte en flaske østrigsk riesling, og da den var tom, var der kommet en til. Samtalen gled fra arbejde til familie til den der fyr hun mødte for et par måneder siden og hurtigt forlod. “Han var for forsigtig,” sagde hun og drejede glasset mellem fingrene. “Som om han hele tiden ventede på tilladelse til alt.”
“Tilladelse er ikke det samme som forsigtighed,” sagde jeg.
Hun kiggede på mig. “Nej. Det er det ikke.”
Der var noget i den pause der fulgte, der sad sig fast mellem ribbene på mig.
“Hvad?” sagde hun.
“Ingenting,” sagde jeg.
“Thomas.” Hun sagde mit navn på den måde hun har, lidt trukket, lidt for opmærksom. “Du har lavet det ansigt siden vi checkede ind.”
“Hvilket ansigt?”
“Det ansigt der siger at du tænker noget du ikke siger.”
Jeg drak en mundfuld vin. Ude på gaden sang nogen et stykke forbi og forsvandt.
“Jeg tænker på den seng,” sagde jeg.
Hun sagde ikke noget i et øjeblik. Så: “Hvad ved den?”
“Den er bred nok til to. Men ikke bred nok til at ignorere hinanden.”
Lena satte glasset fra sig. Hendes øjne var mørke i det varme lys fra bordstagerne. “Hvem sagde noget om at ignorere hinanden?”
Tilbage på hotellet
Vi gik tilbage langs kanalerne. Det var den slags forårskølige Berlin-aften der lugter af elv og cigaretrøg og friture fra en bod vi gik forbi. Lena gik tæt på mig, og en gang rørte hendes skulder ved min, og ingen af os trådte til siden.
På værelset stod vi begge og kiggede på den seng igen. Jeg hørte hende trække vejret.
“Okay,” sagde hun. “Vi gør det her ordenligt. Du vil gerne kysse mig, og jeg har faktisk overvejet det siden vi stod i receptionen. Så nu spørger jeg direkte: vil du det?”
Jeg elskede hende for det. For at sige det sådan. For ikke at lade det blive til et uheld vi bagefter kunne bortforklare som alkohol eller træthed.
“Ja,” sagde jeg.
Hun nikkede en gang, som om vi netop havde afsluttet en forretningsdiskussion, og så gik hun hen mod mig og tog fat i mit skjorterevers og trak mig ned til sig. Hendes læber var varme og hun smagte af vin og noget sødere under det, og jeg lagde en hånd på hendes ryg og mærkede at hun var spændt – ikke nervøs, men opmærksom, klar.
“Jeg har ikke gjort det her for at ødelægge noget,” sagde hun mod min mund.
“Mig heller ikke,” sagde jeg.
Vi fik ikke sagt mere i et godt stykke tid.
Hendes kjole havde en lynlås i siden og mine fingre fandt den uden at hun behøvede at vise mig. Hun lo lavt da den sad lidt fast. “Typisk,” sagde hun. Jeg lo med og fik den fri, og kjolen gled ned over hendes hofter og hun stod i halvmørket i undertøj af noget mørkt, enkelt stof og kiggede på mig med det udtryk hun har når hun har truffet en beslutning hun er tilfreds med.
Jeg tog min skjorte af. Hun lagde begge hænder fladt mod mit brystkasse og mærkede efter, som om hun kortlagde noget. “Okay,” mumlede hun, mest til sig selv.
Vi landede på sengen i en blanding af hast og forsigtighed. Hendes ben viklet om mine hofter, mine hænder der lærte formen af hendes navle, skulderblad, halsben. Hun var direkte på en måde der tog vejret fra mig – ikke aggressiv, men præcis, hun vidste hvad hun ville have og sagde det med hænder og lyd og en enkelt hvisket sætning der fik mig til at tabe overblikket fuldstændigt.
Vi lå tæt bagefter. Berlin summede udenfor – en sporvogn, nogen der råbte et stykke gaden ned, musikken fra en bar vi ikke var i. Lenas hår lå spredt over puden og hun stirrede op i loftet med det rolige udtryk man kun har når man er ordentlig tilfreds.
Om morgenen
Jeg vågnede af kaffeduften. Hun havde fundet hotelletts kaffemaskine og sat den i gang, og hun sad i vinduet med benet trukket op under sig og telefonen i hånden. Hun så op da jeg rørte på mig.
“God morgen,” sagde hun.
“God morgen.”
“Jeg har kigget på escort guide-sider for sjov og overvejet hvad vi ville have kostet hinanden, hvis det var en forretning.” Hun smilede. “Vi er en god investering.”
“Det er det smukkeste nogen har sagt til mig,” sagde jeg.
Hun kastede en af hotelletts små shampooflasker efter mig. Jeg greb den.
Vi tog frokosten på en café to gader derfra. Koldt pålæg, tykt rugbrød, kaffe i store kopper. Hun fortalte om en podcastepisode hun havde hørt på flyet. Jeg fortalte om et projekt på arbejdet der drillede mig. Det var som altid – og alligevel var der noget nyt i rummet mellem os, ikke akavet men tydeligere, som et møbel man har rykket og nu ser man at lyset faldt bedre den anden vej hele tiden.
“Fortryder du det?” spurgte jeg, da vi ventede på regningen.
Hun kiggede op. “Nej. Du?”
“Nej.”
“Godt.” Hun tog sin kaffe. “Så nu er vi to voksne mennesker der ved noget om hinanden de ikke vidste i fredags. Det kan vi sagtens håndtere.”
“Ja,” sagde jeg. Og jeg mente det. Og alligevel – da hendes knæ rømmede mit under bordet og hun ikke trak det til sig – vidste vi begge at Berlin ikke var slut endnu.
(Endnu ingen vurderinger)
Loading...