Læs også:
Berengars bedrifter – del 1

Omkring 02 om natten listede Katrine og Maria ned i krostuen. De havde fundet nogle gamle kapper og noget tøj, der havde ligget under en af sengene oppe på loftet. Berengar og de to andre snorkede højlydt og rummet var næsten helt mørkt. Månens blege lys skinnede ind gennem et vindue. Katrine sneg sig hurtigt og lydløst ud på gårdspladsen for at sadle de to heste op, der stod i stalden. Maria sneg sig imidlertid hen til sin mand, der mirakuløst var faldet i søvn på den stol, han var bundet til. Forsigtigt vækkede hun ham. Den sultne forslåede kromand kiggede skrækslagen ind i sin kones øjne.

– ”Skynd jer væk…” hviskede han hæst.

– ”Vi henter hjælp,” svarede Maria i en endnu lavere hvisken. ”Vi henter præsten, fogeden og alle de bevæbnede mænd, vi kan finde inde i købstaden,” sagde hun opmuntrende. ”Pas godt på Katrine, og lad være med at bekymre jer om mig! Skynd dig af sted!” sagde kromanden mere ophidset, da den nærmeste soldat rørte uroligt på sig i søvne.

Med et fast nik tog Maria sin afsked og 3 minutter senere red hun af sted mod købstaden med Katrine ved sin side.

Næste formiddag vågnede de tre fordrukne soldater langsomt op til dåd. Berengar gik ud for at lade vandet. Imens gik de andre to op på loftet for at hente deres serveringspersonale, som skulle lave morgenmad. Berengar havde lige fået knappet bukserne, da han hørte kammeraternes råben om de manglende kvinder. Han skyndte sig ind igen og fandt, at hans kammerater allerede havde givet sig til at udspørge kromanden. De truede med at skære hans pik af, hvis han ikke fortalte dem sandheden. Det virkede først, da de havde trukket bukserne af ham og den ene soldat havde taget et fast greb i kromandens ædlere dele. Da Berengar og hans kammerater hørte, hvad kromanden havde at sige, blev de nervøse.

– ”Pak vores grej og al den mad i kan bære!” råbte Berengar. ”Vi skal se at komme væk…”

De trætte soldater gik til værks, men netop som de var klar til at ride bort, hørte de galopperende heste i det fjerne. I næste sekund kom 10-12 ryttere til syne med musketter og blinkende sabler på grusvejen. De tre soldater tøvede ikke længere, men tog flugten ind i skoven med deres forfølgere lige i hælene. Eftersom fjenderne var fire gange så mange som dem selv, besluttede Berengar og de to andre at splitte sig op og tage chancen på egen hånd. Deres saddeltasker var fyldt med mad, så hvis de bare kunne slippe af med deres forfølgere og finde et godt gemmested i skoven, så skulle det nok gå. Kuglerne fløj om ørene på dem, da de tre kammerater tog deres hurtige afsked med hinanden.

Efter at have redet i tre-fire timer uafbrudt var det lykkes Berengar at ryste sine forfølgere af sig. Han priste sit held, for han vidste at chancerne havde været små. Det var lykkedes ham at ride i en bue tilbage mod landsbyen uden at blive opdaget. Han befandt sig stadig i ly af skoven, men nærmede sig skovbrynet fra en anden side. I dette øjeblik fik han øje på et lille hus i udkanten af skoven. Straks sneg han sig nærmere, for at se om det skulle vise sig at være et egnet skjulested. Han tøjrede sin hest bag nogle træer og trak sin pistol og sin daggert. Langsomt sneg han sig helt hen til døren. Han hørte stemmer derinde fra. Han traf en rask beslutning, for han kunne ikke fortsætte med at ride rundt i skoven, når natten faldt på. Han sparkede døren op og løb ind og gennede beboerne sammen i en klump i hjørnet. Det var en kvinde og to små børn. Berengar kiggede nærmere på husets beboere. Det viste sig at være Ane, som han havde købt for noget mad dagen i forvejen. Berengar smilede over hele sit ansigt, imens de to børn; en dreng og en pige trykkede sig ind til deres mor.

– ”Skrub ud!” Skreg Ane.

– ”Hør nu,” bad Berengar. ”Jeg er forfulgt af byfogeden og hans svende. Jeg har brug for et skjulested, hvor jeg kan være i mindst en uge…”

Ane rystede arrigt på hovedet.

– ”Tag den kniv væk, mine børn er bange!” sagde hun.

Berengar holdt op med at true og gik over til en ny strategi.

– ”Jeg har saddeltaskerne fulde af mad… Min hest står uden for. Jeg vil dele alt maden med jer, hvis jeg må gemme mig oppe på jeres loft i en uges tid…”

Ane tøvede. Hun var tydeligvis i et stort dilemma. For at overbevise hende løb Berengar ud og hentede maden. Han satte det hele frem på deres spisebord og synet overbeviste straks Ane. I samme øjeblik kom hendes mand ind af døren. Han fór sammen ved synet af Berengar, men så fik han øje på maden. Mens hans tryllebundet stod og stirrede på brødet, osten og fedtpølsen forklarede Ane ham, hvad Berengar havde tilbudt. Berengar kunne se, at Ane og hendes mand, der præsenterede sig som Niels, ville acceptere. Ane satte dog nogle betingelser:

– ”Vi er stadig herre i vores eget hus! Du rør ikke børnene! Du rør ikke mig, og du gør, hvad der bliver sagt!”

Berengar nikkede og smilede. Han satte hesten ind i det lille læskur, der hørte til huset og kravlede op på loftet, der var dækket af et tyndt lag hø. Her lagde han sig til at sove efter den lange dag. Nede i stuen kunne han høre familien hviske til hinanden, mens de nød et stort måltid mad. Maden skulle nok holde til en uge. Imens skulle Berengar finde ud af, hvad han nu skulle gøre, og hvad der var sket med sine kammerater.

Tre dage senere mærkede Berengar den voldsomme rastløshed i kroppen. Familien snakkede ikke meget til ham, og de holdt sig altid samlet. Desuden var de så lidt hjemme som muligt. Både Ane og Niels arbejdede alle dagens timer. Ane var tjenestepige på et lille gods halvanden times gang derfra, og børnene tog hun med. Niels arbejdede for skovridderen, men ofte nåede han kun hen til kroen. Niels drak stadig meget.

Netop sådan en dag, kom Ane og børnene hjem for at opdage, at Niels ikke var kommet hjem. Berengar derimod sad ved spisebordet med et forventningsfuldt smil.

– ”Børn gå ud og saml brænde… Vi har næsten ikke mere, og jeg vil godt lige tale med jeres mor!” kommanderede Berengar.

Børnene kiggede spørgende op på deres mor, som først stivnede, men derefter nikkede mekanisk. Børnene løb glade ud i skoven og efterlod en pinlig tavshed i huset.

– ”Hvad vil du?” spurgte Ane, der brød tavsheden.

– ”Det ved du godt…” svarede Berengar.

Pludselig stod han bag hende med armene om hende.

– ”Slip mig” vrissede hun arrigt, men han holdt fast. ”Du rør mig ikke, det var ikke en del af aftalen!” sagde Ane, men nu med tydelig panik i stemmen.

Hun vred sig, men kunne ikke komme fri. Hun kunne mærke, hvordan han gned sit underliv imod hendes bagdel og lod en krævende hånd finde vej op til hendes bryster.

– ”Du er et svin! Jeg slår dig ihjel!” peb hun af afmagt, mens hun blev puffet hen til spisebordet.

Hånden, der før lå om hendes bryst, tog nu et fast greb om hendes hals, så hun gispede efter vejret.

– ”Nu må du vælge!” hviskede Berengar liderligt ind i hendes øre. ”Enten føjer du mig nu, som du har gjort før, eller også går det ud over dine børn… Buk dig ned over spisebordet, så jeg kan tage, hvad jeg skal have, før din mand kommer hjem!”

Truslen virkede. Med små hulk og protesterende klynk lagde Ane sig ind over bordet. Hun lukkede øjnene og mærkede hendes kjole blev løftet op. Hun mærkede hans udforskende hånd, der gled op mellem hendes ben og tvang dem til at sprede sig, så den kunne forgribe sig på hendes mest intime steder. Kort efter mærkede hun Berengars erigerede lem, som hun havde mærket det dagen før.

Han stødte utålmodigt og ubarmhjertigt op i hende og kom endnu længere op denne gang pga. den anderledes stilling. Hun følte sig ydmyget. Hun havde aldrig ladet en mand tage hende på denne måde før – som en hund. Bare han snart ville holde op. Hun kunne ikke holde ud at miste kontrollen. Børnene kunne komme ind af døren, hvornår det skulle være. Niels kunne også være på trapperne. Han måtte ikke se hende på denne måde…

Endelig mærkede hun Berengars udløsning, men han holdt hende fast lidt endnu. Uden så meget som at sige tak vendte Berengar sig om og kravlede op på loftet til sit skjulested i halmen. Ane gled ned på gulvet med en tom og utrøstelig følelse i kroppen. Berengar havde kun været hos dem i 3 dage, men de havde aftalt, at han kunne blive en hel uge. Hun ville ikke have ham mere i sit hus. Han skulle ud hurtigst muligt. ”Berengar jeg vil have dig ud af mit hus ved daggry!” råbte Ane. Berengar stak hovedet ned gennem lemmen i loftet. ”Det var ikke vores aftale…” sagde han. ”Det var heller ikke en del af aftalen, at du måtte voldtage mig, når du havde lyst!” Vrissede Ane.

I et kort øjeblik udtrykte Berengars ansigt anger, men det forsvandt igen som dug for solen. ”Jeg tager af sted, når det passer mig – og jeg tager dig, når det passer mig!” I samme øjeblik kom Niels ind ad døren. Lugten af øl sad i hans ånde. ”Jeg har nyheder om dine kammerater Berengar!” råbte han muntert. Den berusede tilstand forhindrede ham i, at mærke den ubehagelige stemning. Berengar sprang ned ad stigen for at høre nyt. Ane var også interesseret, fordi det kunne betyde at plageånden ville forsvinde. ”Kom lad os sætte os,” foreslog Berengar.

”Kort efter du tog afsked med dine kammerater fik de ramt på den ene. Han blev skudt i skulderen og faldt af hesten. Skuddet overlevede han, men i faldet brækkede han halsen.” Niels holdt en kunstpause og nød åbenlyst at se Berengars forfærdede ansigt. Dernæst forsatte han: ”Din anden kammerat blev fanget i live. Han skulle egentlig have været ført til bytinget i købstaden for at blive dømt, men efter kromanden og kromutter Marias ønske, er han blevet bundet til en pæl lige uden for kroen. Han skal hænges den førstkommende torvedag, men indtil da har man indvilget i, at lade fangen være i kromandens varetægt. Alle ved efterhånden, hvilke forbrydelser som er blevet begået og alle føler sympati med familien…” Niels holdt en endnu længere pause, imens han kiggede særligt bebrejdende på Berengar. ”Forgreb i jer virkelig på Katrine?”

Berengar virkede iskold mens han løgnagtigt svarede: ”Jeg gjorde ikke, men mine to kammerater gjorde!” Ane, der så meget skeptisk ud, skulle lige til at sige noget, men fortrød, da børnene kom ind i samme øjeblik. Hun fik andet at se til, mens Niels og Berengar fortsatte samtalen. ”Den overlevende fange; Peder hedder hans vist, er blevet mishandlet godt og grundigt af Maria, som vist nok håber at lokke den sidste forbryder frem fra sit skjulested…” sagde Niels.

Berengar kneb øjnene sammen. ”Sig mig Niels, hvad har Maria gjort ved Peder, og bliver han bevogtet?” Peder trak sit svar ud, fordi han kunne se, at det pinte Berengar. ”De har pisket ham og kastet rådne æg på ham, men Maria har underholdt alle kroens kunder om, at hun vil snige sig ud en nat og skære hans kønsdele af, før han skal hænges. To af byfogedens karle holder vagt over Peder på skift. For resten har de sendt Katrine væk til noget familie i købstaden. Det er meningen, at hun skal blive der til, du er under lås og slå!”

Efter denne lange beretning sank Berengar ned i stolen og faldt i staver. Tankerne kørte rundt i hovedet på ham. ”Jeg er væk i morgen tidlig!” sagde han og gik i seng før aftensmaden. Ane var lykkelig over den udmelding.

Berengar forlod familien midt om natten. Først red han ind i skoven og fandt et skjulested til sin hest tæt ved kroen. Dernæst sneg han sig frem i mørket. Da han nærmede sig kroen, kunne han tydeligt se en mand, der stod bundet på gårdspladsen. Vagterne var ikke til at se. De måtte ligge og sove inde i krostuen. Da han kom helt hen til fangen kunne han se, at Peder var halvnøgen og forslået. Han skar ham fri og kastede ham op på sine skuldre.

Så hurtigt som det lod sig gøre bar han den bevidstløse Peder hen til skjulestedet i skoven. Peder Stank af råd og Berengar kunne se, at han havde sår på ryggen. Da Peder var gemt af vejen gjorde Berengar sine våben klar. Han ville have hævn over den smukke Maria inden han tog flugten. Det skulle blive en sand nydelse at tvinge hende til at give ham nydelse på den mest ydmygende måde.

Lynhurtigt var han tilbage ved kroen. Det lykkedes Berengar at lirke et vindue op, der vendte ind mod spisekammeret. Forsigtigt kravlede han ind. Med det samme hørte han lyden af to snorkende vagter. Berengar sneg sig ind i krostuen så lydløst, som han kunne med sin kniv i højre hånd. I bæltet sad to ladte pistoler. Hurtigt som lynet var han over den første vagt, der sad op væggen og sov med hatten trukket ned i panden. Berengar holdt ham om munden og skar halsen over på ham i én glidende bevægelse.

Den anden vagt vågnede af lyden og greb til våben. Berengar trak en pistol og skød ham i hovedet, så han døde på stedet. Skuddet havde vækket kromanden og Maria, som sov ovenpå. Nu kunne Berengar høre skridt og stemmer oppe fra loftet. Han for op ad trapperne. Et lille stearinlys lyste op på natbordet, men ellers var der ingen at se. Han gik ned i den anden ende af loftet, hvor de opbevarede hø og halm. Noget rørte på sig i mørket bagved en halmballe. ”Kom frem med hænderne over hovedet!” Kommanderede Berengar. Maria kom frem med halmstrå siddende i sin hvide natkjole. Pludselig hørtes skridt, der løb ned af trappen.

Berengar bandede og løb efter kromanden, der åbenbart havde gemt sig under en seng. Hurtigt som lynet løb kromanden ud gennem krostuen og ud i natten. Berengar fulgte efter, men opgav at følge kromanden ud på gårdspladsen. I stedet vendte han om, for at fuldføre det han var kommet for. Maria var stadig inde i kroen. Adrenalinen pumpede i kroppen, da Berengar løb op på loftet igen. Han kunne ikke se nogen, men Maria måtte være der, for han havde ikke hørt nogen løbe ned af trappen. Han skulle til at gå ned mod halmen igen, men besluttede sig alligevel for at tjekke sengene først, der stod tættest på trappen. Maria kunne sagtens have fundet et nyt gemmested.

Det viste sig at være klogt. Maria gav et skrig, da Berengar greb hende om anklen og trak hende ud fra gemmestedet under sengen. Ganske vist var de helt alene nu, men hvornår ville kromanden være tilbage med undsætning? ”Hvor er min mand?” skreg Maria. ”Slap han væk?” Berengar sigtede på hende med den ladte pistol. ”Tja det ser sådan ud men hovedsagen er vel, at du stadig er her! Smid tøjet Maria, vi har travlt…!” Maria fik et glimt af håb i øjet. Hun begyndte langsomt at binde natkjolen op i ryggen. ”Hurtigere!” skreg Berengar og sparkede Maria, så hun væltede omkuld på sengen. Hendes fingre arbejdede hurtigere og fik knuderne op.

Så rejste hun sig og trak kjolen over hovedet. ”Smid kjolen på gulvet så jeg kan se dig Maria!” sagde Berengar irriteret, da Maria stadig stod med kjolen i favnen og dækkede hendes nøgne overkrop. Berengar greb fat i kjolen og trak den fra hende. Hendes hænder røg straks op og dækkede brysterne. Berengar blev arrig og gik hen og greb hende hårdt i håret med venstre hånd. Han rev hende med sig hen til sengen og tvang hende ned på knæ uden at slippe hendes hår. I højre hånd havde han den ladte pistol, som han trykkede mod hendes tinding. Så satte han sig på sengekanten. ”Åben mine bukser og tag min pik frem! Den skal suttes…” Maria gav efter for skrækken og gjorde, som der blev sagt. ”Nu har du bare at sutte mig ordentligt Maria! Ja sådan. Åh åh åh… Jeg blæser knoppen af dig, hvis du bider mig!”

Maria suttede pik som en erfaren kvinde og virkede pludselig mere medgørlig. ”Åh årh. Slik min pung…” beordrede Berengar. Igen adlød Maria upåklageligt. Berengar vovede at slippe Marias hår med den venstre hånd for at tage et fast greb i hendes ene brystvorte. Maria slikkede Berengars pung, imens hun forkælede hans penis med hånden. Hun anede et håb. Hvis bare hun kunne holde ham hen, så ville kromanden vende tilbage med forstærkninger. Ud af øjenkrogen kunne Maria ane, at Berengar lagde pistolen fra sig på sengen. I stedet brugte Berengar nu begge hænder til at lege med hendes fyldige bryster. ”Rejs dig!” kommanderede Berengar. Maria rejste sig, og som hun stod foran Berengar, der sad på sengen, struttede hendes bryster den liderlige mand i møde. Han tog det ene i munden og klemte om det andet. Berengar var helt opslugt, hvilket resulterede i, at Maria pludselig rev sig løs. Hun løb ned af trappen i en fart. Berengar skyndte sig at gribe pistolen og knappede bukserne. Den halvnøgne kvinde nåede ned midt i den mørke krostue inden hun faldt over noget, der lå på gulvet. Hun rejste sig og så liget af den ene vagt, som havde passet på fangen i løbet af dagen.

Han havde et blodigt skudhul i hovedet. Hun skreg af rædsel og mærkede i det samme, at Berengar pressede en pistol ind mod hendes ryg. Han flåede trusserne af hende og trak hende over til et bord, der stod i hjørnet. ”Læg dig op på bordet på ryggen med benene ned mod mig!” råbte Berengar, der vidste, at tiden var knap. Maria adlød. Chokket ved synet af den døde vagt havde taget modet fra hende. ”Spred benene Maria!” sagde Berengar smilende. Hun gjorde, hvad han sagde. Der var ikke længere noget, hun kunne gøre, som kunne forhindre Berengar i at voldtage hende. Han tog plads mellem hendes ben og trak den stive pik frem. Med venstre hånd førte han pikken ind i hendes skede, imens hans anden hånd pressede den ladte pistol hårdt ned mod hendes mave. ”Jeg skyder dig lige på stedet, hvis du prøver på noget igen Maria! Jeg vil hellere kneppe dig død end at undvære!!” Berengars pik blev langsomt presset op i hendes skød. Hun var tør, men det lykkedes. ”Fjern de hænder! Jeg vil kunne se dine bryster hele tiden!” Marias bryster så endnu større ud, når hun lå på ryggen. Efter at Berengar havde kneppet Maria stående i nogen tid, lagde han sig ind over hende og nød hendes krop til fulde. Hendes skede var mere medgørlig nu, og han følte atter beruselses af magt. Marias ansigt lyste af foragt. Hendes øjne var lukkede, og hun ønskede sig bare langt væk.

Pludselig hørte de heste, der nærmede sig i galop. Berengar for op. Rytterne var allerede ude foran kroen. Gennem et vindue kunne Berengar ane fem bevæbnede mænd, men der kunne være flere. ”Huset er omringet! Overgiv dig!” råbte en stemme ude fra pladsen. Berengar bandede for sig selv. Denne gang var løbet virkelig kørt. Han skyndte sig at skubbe et bord hen foran døren, hvorefter han greb Maria i håret. Hun skreg: ”Hjælp mig!” Stemmen, der kom uden for huset lød mere tøvende nu: ”Lad Maria gå… Så lader vi dig leve…” Berengar var løgnens mester, og han kunne genkende én på lang afstand. Han vidste udmærket, at de ikke ville lade ham gå, uanset hvad han gjorde. Han ville blive skudt eller hængt inden ret længe. Men først ville han have sin sidste vilje. Han trak Maria med op på loftet og lukkede lemmen ned til krostuen. Derefter hev han den ene seng hen, så den stod oven på lemmen. Dernæst trak han Maria ned på sengen og begyndte sit livs sidste voldtægt. Der gik ikke mange sekunder, før de kunne høre hamrende næver mod loftslemmen. Maria skreg og råbte, men hun var ved at tabe kampen. Det lykkedes hende dog at vende sig rundt på maven.

Berengar lå oven på hende og blev stærkt ophidset af at føle Marias runde balder på hver side af sin pik. Han besluttede sig for at bruge det hul, der var nærmest. Så slap han også for at sprede hendes ben igen. Men en klat spyt smurte han sit pikhoved ind og fandt den snævre indgang mellem Marias balder. Det føltes som en evighed før hans pik forsvandt op i hende. Det hele var vildt og ophidsende. Berengar greb fat om Marias skuldre og greb efter hendes bryster. Han kneppede med livet som indsats. Maria derimod lød som om, hun aldrig havde prøvet noget, der gjorde mere ondt. Hun stønnede og peb. Berengar lagde sig helt ned på Maria mens han stadig tvang sig dybere ind i hendes forbudte åbning. ”Ikke engang Maria gav mig så stor en nydelse…” sukkede han liderligt ind i hendes øre. ”Denne oplevelse er noget helt særligt, som ingen af os nogensinde vil glemme…”

Nu hørte de lyde ude fra taget. Der var åbenbart taget stiger i brug. De ville trænge ind gennem taget, og det ville ikke tage lang tid nu. De bevæbnede mænd var ved at lave sig et hul i stråtaget, så de kunne komme ind på loftet. Pludselig så Berengar en hånd stikke ned tæt ved sengen. Det var nu eller aldrig. Han begyndte at kneppe Maria hårdere, så hun var ved at besvime. Hendes ringmuskel blev spændt til det yderste, og han huggede så dybt, at han mærkede hendes balder mod sin pung. Netop som Marias første redningsmand landede på loftgulvet fik Berengar sit livs bedste udløsning. Han nåede lige akkurat at tømme sig helt, før han blev grebet og trukket væk fra Maria. Berengar gjorde ingen modstand. Han følte sig fuldkommen lykkelig og overgav sig til skæbnen.

Skrevet af Godsejeren

Læs også:
Berengars bedrifter – del 1

Published On: maj 23rd, 2011Categories: tvang1 CommentLast Updated: marts 29th, 2017
1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars
Loading...
escort5 escortguide og gratis sex
Tantra massage og Tantra sex