Læs også:
Berengars bedrifter – del 2

Tre soldater kom ridende hen ad landevejen. De nærmede sig en lille klynge huse. Det første hus var en kro, som de havde håbet på. Imens de red sang de sange om krig og død og livets glæder. De var muntre, for deres ordre var at blive i området indtil general Schade sluttede sig til deres bataljon fra den østlige front. Rygterne sagde, at krigen på østfronten ingen ende ville tage, så de tre soldater så frem til en rolig tid.

De bandt hestene foran kroen og brasede ind og råbte på mad og drikke. Kroen var mørk og beskidt. Værten stod bag disken med et forskrækket udtryk i ansigtet. Tre gæster rejste sig straks fra deres borde og forlod beværtningen ved synet af soldaterne. De kiggede ned i jorden for at undgå øjenkontakt. Soldaterne frydede sig over den effekt, de havde på folk. De slog sig ned ved et bord midt i lokalet og så sig omkring. Ovre i et hjørne sad en bonde og halvsov over sin øl. Han måtte være stærkt beruset eftersom han ikke vågnede af larmen. Ellers var kroen tom. Kroværten ilede hen til soldaternes bord med ølkrus, en kande med øl, brød og pølse. De greb deres knive i bælterne og skar af brødet og pølsen velvidende, at de ikke kunne betale. Kroejeren anede netop denne mistanke, men var indtil videre beroliget ved, at de ikke brokkede sig over måltidets kvalitet. Måske ville de gå, når de havde spist.

– ”Smager maden?” Spurgte kroejeren i et forsøg på at opbløde den trykkede stemning.

De smaskende soldater skulede til ham. Den ene soldat ved navn Berengar svarede:

– ”Det er det værste hundeæde, men senere finder du forhåbentlig noget bedre frem…”

Kroejeren blev vred, men gik tilbage til disken uden at tage til genmælde.

– ”Hov kromand!” råbte Berengar efter ham. ”Hvor gemmer i kvinderne her i byen?”

Kroejeren så forvirret ud.

– ”Hvad mener I? Kvinderne er, hvor kvinderne bør være…”

Berengar rejste sig og gik op til disken. Hans kammerater spiste videre. Kroejeren spekulerede på om det kunne betale sig at løbe ud og hente kødøksen. På den anden side vidste han, at soldaterne havde pistoler, så det var næppe umagen værd – desuden var de tre mod én. Nu var Berengar kommet helt op til disken.

– ”Du ved hvad jeg mener,” sagde han. ”Hvor finder jeg en ung kvinde med struttende bryster, og som kan opfylde enhver mands drøm?”

Kroejeren smilede anstrengt.

– ”Den slags kvinder findes ikke her min gode mand. Dem finder du inde i købstaden…”

Berengar stak kroejeren en knytnæve i ansigtet efter det svar. Kroejeren sank sammen gå jorden.

– ”Kære kromand,” begyndte Berengar med en iskold stemme. ”Nu skal du være en god vært og give dine gæster det, de beder om.” Berengar knælede og tog kvælertag på manden. ”Fortæl hvad jeg vil vide dit fjols! Ellers er du død… Du har vel en kone?”

Kroejeren havde frygtet dette spørgsmål mere end noget andet.

– ”Hende rør i ikke. Hun er ikke hjemme. Hun er i købstaden for at købe ind…”

– ”Jamen så kommer hun vel hjem i aften?” spurgte Berengar.

Han fik ikke noget svar, men han kunne se på kroejerens ansigt, at han havde gættet rigtigt. I samme øjeblik blev døren til kroen sparket ind. En lille bestemt bondekone med slidt tøj og to børn hængende om anklerne marcherede ind og styrede direkte mod den sovende bonde i hjørnet. Berengar kom på benene og kiggede forundret på optrinnet. Hans kammerater var blevet lige så forskrækkede, men bondekonen ænsede dem ikke. I stedet ruskede hun løs i den berusede bonde, der begyndte at klynke:

– ”Nej Ane, nej Ane, jeg beder dig.” mumlede den fulde bonde.

Konen, der hed Ane, skældte sin mand ud på det groveste. Hun råbte og skreg om deres fattigdom, som betød, at hun og børnene måtte sulte, mens hendes mand drak sig fuld hver eneste dag. Endelig slap hun sit greb i ham og lod ham krybe sammen på gulvet. Hun tog et barn i hver hånd og gjorde antræk til at gå. Det var først i dette øjeblik, at hun opdagede Berengar, der havde taget opstilling mellem hende og døren. Hendes vrede forsvandt, og hun skammede sig tydeligt over ikke at have opdaget disse fremmede mænd, der nu stirrede på hende med mærkbar interesse.

– ”Kære frue,” begyndte Berengar, ”kunne de tænke dem et brød og lidt svinepølse til dem og deres børn?”

Berengar stak straks børnene en stump brød fra de madrester, der lå på kammeraternes bord. Børnene spiste med appetit uden at ane mistanke, men Ane kiggede beregnende på Berengar og sagde prøvende:

– ”Ja meget gerne…”

Det slog Berengar, at hun faktisk ikke var videre køn, men han trængte til en kvinde, og i det mindste så hendes krop indbydende ud. Desuden mente han, at hun var let at lokke, og det var trods alt lettere end at skulle tage en kvinde med vold.

– ”Jeg vil foreslå, at De lader mine kammerater passe på børnene, mens kromanden gør maden klar. Så kan vi ordne regnskabet oppe på loftet… Det tager kun et øjeblik.” sagde Berengar smilende.

Hendes ansigt fortalte ham, at hun fuldt ud forstod, hvad hans forslag gik ud på. Hun stod lidt og overvejede, hvad hun skulle svare.

– ”Jeg vil selv vælge maden,” sagde hun endelig.

Et smil bredte sig på Berengars ansigt. Han fulgte hende over bag disken, hvor kromanden sad og ømmede sig. Blodet løb ud af næsen på den forslåede mand, men det overraskede tilsyneladende ikke Ane. De gik om i spisekammeret og Ane forsynede sig. Hun pakkede maden ind og tog den med ind i kroen og gav det til sine børn.

– ”Tag maden med uden for og vent på mig der,” sagde hun til dem.

De gjorde, som der blev sagt. Dernæst tog hun fat i sin ægtemand, der mirakuløst var kommet på benene af sig selv. Hun greb ham arrigt i kraven og hviskede ham i øret:

– ”Jeg håber du ved, hvad jeg skal til at ofre for, at vores børn ikke dør af sult…” Dernæst stak hun ham en lussing, så han faldt om på gulvet. ”Nu er jeg klar,” sagde hun til Berengar.

Sammen gik de op ad trappen, der langs bagvæggen, førte op til loftet. Heroppe var der næsten helt mørkt, fordi der ingen vinduer var. I den ene ende stod der træsenge med halmmadrasser af groft stof. I den anden ende af rummet lå der en bunke med frisk halm. Berengar førte Ane ned til bunken med halm. Allerede før de nåede helt derned greb Berengar om Ane og stak utålmodigt sin ene hånd ind under kraven på hendes kjole. Hans hånd fandt hendes ene bryst, som han knugede hårdt. Samtidig begyndte han at kysse hende i nakken. Rent instinktivt kæmpede hun imod, men fornuften sejrede. I stedet knappede hun knapperne op i kraven, så hun kunne trække kjolen ned over skuldrene. Berengar rakte ud efter hende, men hun sank hurtigt ned på gulvet og lagde sig på ryggen på den bløde halm. Berengar var hurtig over hende og nød synet af de bløde bryster, der var kommet til syne. Han æltede dem og slikkede begærligt de lysebrune brystvorter. Samtidig lykkedes det Ane at få hans bukser op. Hun var indstillet på at få det overstået hurtigst muligt. Berengar hev hendes kjole til side, imens Ane mekanisk spredte sine ben. Hun gav et lille klynk fra sig, da han maste sig op i hende, men ellers lå hun helt stille og stirrede stift op i loftet, indtil han var færdig.

Nede i krostuen havde Berengars kammerater samlet sig om den fordrukne ægtemand, som langsomt blev mere og mere ædru.

– ”Sikke et skvat du er! Sådan at overlade det til din kone at skaffe mad til familien…” Manden kom benene og så mere afklaret ud end før. ”Min kone… Hvor er Ane?” Sagde han pludseligt.

De to soldater sagde ikke noget, men pegede smilende op mod loftet. Lydene, der kom deroppefra, var ikke til at tage fejl af. En mand stønnede og gryntede i takt med det knagende loft. En kvindes stemme udstødte en række ubestemmelige stønnende klynk. Lydene tog til og gjorde bonden endnu mere ædru. Han kæmpede sig på benene og satte sig langsomt i bevægelse for at komme op på loftet. Soldaterne greb ham og placerede ham i en stol. De rakte ham et krus øl og forsikrede ham om, at Ane ville være lige på trapperne.

Endelig blev der stille ovenpå. Kort efter strøg Ane ned af trapperne og ud til børnene, der stod og ventede. Hendes mand halsede efter, men var stadig usikker på benene. Den håbløse familie satte kursen hjemad. Kort efter kom Berengar ned fra loftet. Han smilede tilfreds og fløjtede en glad melodi. Berengar sluttede sig til sine kammerater, der sad og drak øl. Sådan sad de og nød eftermiddagen sammen.

Sidst på eftermiddagen henvendte kroværten sig til soldaterne.

– ”Jeg vil give jer et tilbud… Hvis i blot rejser videre snart vil jeg give jer maden og øllet gratis. I skal ikke betale, og jeg vil oven i købet give jer mere mad med på vejen. Hvad siger i til det?”

Berengar rystede på hovedet.

– ”Vi takker for tilbuddet, men jeg regner med vi får lov til at overnatte ovenpå i de tre senge. De ser gode ud.”

Kroværten så ulykkelig ud ved den meddelelse. Lidt efter hørte de en hestevogn nærme sig. Den stoppede foran kroen, og gennem vinduet kunne man ane to skikkelser, der sad på kuskebænken. Kroværten løb hen til døren, men Berengar rettede sin pistol mod ham og sagde:

– ”Du bliver her. Gå om bag disken! Vi skal nok tage imod dine gæster.”

Kroværten begyndte at tigge og bede om, at soldaterne ville opføre sig pænt, samtidig med at han gik om bagved disken.

Kort efter blev døren lukket op af en ung kvinde med en lang sort hestehale. Hun blev efterfulgt af en storbarmet dame med udslået sort hår. De stoppede op i døren og mærkede straks den ubehagelige stemning ved gæsterne. Berengar trak sin pistol og sigtede på dem.

– ”Kom nærmere mine damer!” beordrede han.

Langsomt og usikkert gik moren og datteren ind i kroen.

– ”Og hvad hedder i så?” Spurgte Berengar.

Datteren hed Katrine. Moren hed Maria. Berengars kammerater viste dem hver deres plads ved et bord. De satte sig på stolene, og soldaterne stillede sig lige bag ved, som ulve der vogtede får. Berengar kaldte på kromanden, der straks kom løbende.

– ”Nu skal du og jeg spille terninger kære kromand!” sagde Berengar smilende. ”Det højeste antal øjne vinder, og jeg bestemmer, hvad vi spiller om fra slag til slag. Sæt dig!”

Berengar og kromanden satte sig over for hinanden ved samme bord, som Katrine og Maria. Berengar rakte kromanden et krus med terninger, som han tog imod.

– ”Du starter…” sagde Berengar. ”Først slår vi om, hvem af de to smukke kvinder, der skal til at lave aftensmad til os. Den af os, der vinder, bestemmer.”

Kromanden sukkede og kastede modvilligt terningen på bordet: En 3´er. Berengar smilede og tog terningen for at kaste den: En 2´er. Kromanden kiggede ængsteligt på de to kvinder.

– ”Katrine skal lave mad…” sagde han.

Katrine rejste sig og gik ud i køkkenet. Kromanden sukkede af lettelse, da hans datter fik lov til at gå alene ud i køkkenet. Så var hun i sikkerhed for en tid.

– ”Næste kast afgør, hvor meget tøj din kære hustru skal tage af…” sagde Berengar forventningsfuldt.

Kromanden og Maria fik et skræmt blik i øjnene. Denne gang begyndte Berengar. Han slog en 5´er og virkede rigtig godt tilfreds. Så kastede kromanden. Terningen viste kun et øje. Maria rejste sig trodsigt, da hun så udfaldet, men blev straks grebet af de to soldater. De kiggede spørgende på Berengar.

– ”Træk kjolen af hende!” bjæffede han. ”Lad os se hvad hun skjuler under kludene…”

Maria gav sig til at kæmpe voldsomt imod, men måtte desværre erkende, at overmagten var for stor. Kromanden tiggede og bad om nåde, men turde ikke gøre noget. Soldaterne flåede kjolen over hovedet på Maria og tvang hende til at sætte sig igen. Berengar kiggede begejstret på optrinnet. Den nøgne Maria sad og kiggede flovt ned i gulvet. Berengar greb fat om hendes ene bryst og klemte det, til hun gav et klynk fra sig.

– ”Man får helt lyst til at slæbe din hustru med ovenpå!” grinede Berengar til kromanden. ”Hun er lige sådan én, jeg altid har drømt om!”

– ”Nej det må du ikke…” Bad kromanden.

– ”Vi lader terningen afgøre det!” sagde Berengar muntert. ”Din tur til at kaste…”

Kromanden rystede, da han samlede terningen op og kastede den på bordet: En 5´er. Både Maria og kromanden virkede en anelse lettede. Berengar greb terningen og kastede den på bordet. Den snurrede et øjeblik og landede lige foran kromanden: En 6´er. I et øjeblik var der helt stille. Med et sæt rejste Berengar sig og trak Maria op af stolen og skubbede hende ind over bordet. Den ene soldat greb kromanden, så han ikke kunne blande sig. Den anden hjalp Berengar med at presse Marias overkrop ned mod bordpladen. Marias nøgne bagdel strittede ud fra bordkanten, som en invitation til at tage hende stående. Berengar klaskede hende hårdt bag i og begyndte at løsne sin livrem. Han tog sig god tid.

– ”Slip mig, vil I ikke nok?” bad Maria hysterisk. ”I må ikke! Det må I ikke…”

– ”Bare rolig Maria,” sagde Berengar ophidset. ”Jeg lover at gøre det hurtigt… Men bagefter skal mine kammerater have lov…!”

Berengar gjorde sig klar til at trænge op i den nøgne kvinde, men pludselig afbrød en høj stemme ham.

– ”Slip hende!”

Berengar kiggede op og så, at Katrine var kommet til syne i døren ud til køkkenet. Hun havde en stor kniv i hånden, som hun holdt i en truende stilling. Hendes ansigt fortalte, at hun mente sin trussel alvorligt. Berengar blev arrig, men traf hurtigt en ny beslutning. Han hev bukserne på igen og gik langsomt hen imod Katrine. Han kunne se, at hun rystede, og der var tvivl, angst og usikkerhed i hendes ellers selvsikre øjne.

– ”Hvis du ikke vil lade mig tage din mor, så må du jo tage hendes plads!” snerrede Berengar.

– ”Løb!” skreg kroværten til sin datter, der tøvede et sekund og dernæst valgte at tage flugten ud igennem køkkenet og videre ud i det fri.

Berengar satte straks efter hende. Han forfulgte Katrine, der i dette øjeblik havde retning mod skoven på den anden side af vejen. Katrines sorte hestehale dansede i vinden, da hun forsvandt ind mellem træerne. Berengar satte farten lidt ned overbevist om, at han nok skulle løbe hende træt. Bag sig kunne han høre kromandens råben og Marias skrig, som langsomt blev svagere. Det lød som om kammeraterne havde fortsat hans lille foretagende. Snart var Berengar omgivet af træer med lysegrønne blade, der gjorde det svært at se ret langt frem. Heldigvis afslørede de visnede blade på jorden, hvad vej hans bytte løb.

Efter fem minutters hurtigt løb nåede han en lille lysning. I midten stod der en faldefærdig gammel hytte, som blev brugt af hyrder og vagabonder. Hans intuition sagde ham, at Katrine gemte sig inde i mørket. Langsomt sneg han sig nærmere.

– ”Du kan godt komme ud Katrine…” kaldte Berengar. ”Jeg ved, du er derinde!”

Ingen svarede. Berengar vidste, at Katrine stadig havde kniven med sig. At gå ind i den mørke hytte kunne være farligt. Hun kunne overrumple ham, hvis han ikke passede på. Pludselig hørte han nogen komme. Berengar løb hen bag et par buske og gemte sig. Lidt efter så han tre lurvede mænd komme gående. De havde retning mod hytten og talte livligt om dagens kaninjagt. Opstemte af en god jagt nærmede de sig hytten, og den ene af dem gik ind for at hente et spid, så de kunne stege de to kaniner. Kort efter han var gået ind i hytten hørtes et højt skrig. Manden kom vaklende ud igen med en kniv i ryggen. Straks efter faldt han om og lå stille. Mandens to kammerater løb ind i hytten og trak den forvirrede og ophidsede Katrine med ud i lyset.

– ”Den lille kælling har slået Manfred ihjel!” råbte den ene.

– ”Det skal hun ikke slippe godt fra…” sagde den anden. ”Bind hende. Så kan vi tage hende med til byen i morgen. Hun skal for en domstol!”

– ”Åh nej…” bad Katrine. ”Jeg beder jer… Jeg var forfulgt, da jeg kom herud. En mand var efter mig. Han ville voldtage mig! Jeg troede jeres ven var ham.”

Mændene virkede ikke synderligt interesserede i hendes historie. De trak hende hen til et ungt birketræ, der stod lige uden for hytten. De pressede hendes ansigt ind mod træet og bandt hendes håndled sammen på den anden side af træet, så hun kun kunne bevæge sig frit rundt om træet; rejse sig og sætte sig, men ikke flygte.

– ”Vi må begrave Manfred,” sagde den ene.

– ”Du har helt ret,” sagde den anden. ”Lad os gå ned til søbredden og finde et godt sted. Tøsen der løber ingen steder. Vi kan være tilbage om en time.”

– ”Lad mig gå!” bad Katrine hulkende.

– ”Aldrig i livet…” gryntede den ene. ”Faktisk vi burde hænge dig med det samme og begrave dig sammen med Manfred, men det er længe siden vi har haft kvindebesøg helt herude, så det skal udnyttes. Men bare rolig min tøs. Du skal nok få din straf!”

Derefter gik de. Lige så snart de var væk kom Berengar frem fra sit skjul. Han smilede triumferende til Katrine, der rykkede voldsomt i sine reb, da hun så ham.

– ”Men dog Katrine… Du behøvede da ikke gøre det så let for mig!” sagde Berengar.

Han strøg hende kærligt over ansigtet.

– ”Fortvivl nu ikke. Jeg gør dig ikke noget. Du bestemmer. Skal jeg sætte dig fri, eller skal jeg gå min vej?” spurgte Berengar.

– ”Slip mig fri!” bad Katrine.

– ”Det gør jeg hjertens gerne, men det koster…” hviskede Berengar i hendes øre.

Berengar gav sig til at kysse hendes kind og hals. Det gøs i Katrine, men hun forsøgte ikke at gøre modstand. Heller ikke da Berengar kyssede hendes læber.

– ”Jeg gør, hvad du siger, hvis du slipper mig fri…” lovede Katrine. ”I samme øjeblik vi er i sikkerhed skal du få din belønning!”

– ”Det var godt Katrine…” sagde Berengar, ”men jeg foretrækker at få betaling på forhånd.”

– ”Hvad mener du?” spurgte Katrine en anelse nervøs.

– ”Sæt dig ned på knæ!” svarede Berengar.

Katrine tøvede, men adlød så. Forsigtigt satte hun sig på knæ og kiggede op på Berengar med bedende øjne. Han gik helt tæt på hende og åbnede sin livrem. Da det gik op for hende, hvad han ville, blev hun gal. Det krævede stor selvovervindelse, før hun åbnede munden og lod ham bruge den. Han greb hende i den sorte hestehale og styrede hendes hoved. Hun mærkede den stive pik presse mod sine læber. Kun modvilligt lod hun den glide ind på tungen. Efter lidt tid gav hun sig hen. Hvad andet kunne hun gøre? Hun måtte sutte pikken, og det gjorde hun. Efter lidt tid gav han slip.

– ”Slip mig fri nu!” bad hun. ”Nu har du fået, hvad du ville…”

– ”Læg dig ned på alle fire!” kommanderede Berengar. ”Læg skulderen ind mod træet og albuerne i jorden… Så skal jeg lige straks slippe dig fri!”

– ”Nej ikke nu!” bad Katrine. ”De kan komme tilbage når som helst!”

Berengar vendte sig straks bort fra hende og gik væk fra derfra. Da hun så sin eneste redning forsvinde ombestemte hun sig straks.

– ”Nej kom tilbage… KOM TILBAGE! Jeg skal nok gøre, hvad du siger!” kaldte hun.

Berengar vendte sig om, der hvor han stod. Da Katrine så hans tøven skyndte hun sig med al hast at lægge sig i den stilling, han havde bedt hende om. Hun lagde albuerne mod jorden og kinden mod birkestammens bark, imens hun skød bagdelen i vejret. Kort efter mærkede hun Berengars berøring. En hånd gled op ad låret. Under kjolen. Kjolen gled op over lænden. Hun var blottet. Hænder på hendes balder. Over alt på hendes balder. Og imellem hendes ben. Blidt legede han med hendes køn. Kælede for hendes klit. Et suk undslap hendes læber. Uviljen mod ham svandt ind. Hans berøring gjorde hende villig. Forventningsfuldt spredte hun benene en anelse. Han legede videre og mærkede, at hun dirrede. Endelig mærkede hun hans pik i sig. Katrine undertrykte et nydelsens suk. Der var grænser for, hvor meget hun kunne tillade sig at nyde det. Det var jo trods alt en voldtægt, og hun var bundet. Disse tanker forsøgte hun at fastholde, men hver gang han stødte ind i hende, ramte han hende helt perfekt. Katrine blev varm i kinderne og endnu mere våd. Hun skød sit underliv ud mod hans og forsøgte at omslutte ham helt. Han greb hende om hofterne og satte tempoet op. Præcis hvad hun havde håbet. I de sidste ti stød nåede Berengar sit klimaks, og Katrine stønnede ufortrødent af nydelse.

Bagefter faldt Katrine sammen, men satte sig hurtigt op i græsset. Realiteten vendte tilbage. Hun var stadig bundet. Til sin store forskrækkelse så hun Berengar gå væk fra lysningen.

– ”Kom tilbage!!” råbte hun.

– ”Jeg skal nok komme tilbage…” sagde Berengar oprigtigt. ”Men du må forblive bundet, til de andre kommer tilbage.”

I det samme var han væk. Fortvivlelsen ramte hende. Ventetiden og bedraget sled i hendes tanker. Hvordan kunne hun dog have været så dum? Inden længe var de to lurvede mænd vendt tilbage. De svedte begge kraftigt, fordi det havde været hårdt arbejde at begrave deres kammerat. Derfor lugtede de begge af jord og sved. Katrine kom hurtigt på benene og søgte ly bag ved birkestammen. De to mænd nærmede sig faretruende fra begge sider. Ingen kunne være i tvivl om, hvad de havde i sinde. Den ene havde allerede bar overkrop. Den anden blev ved med at klø sig selv i skridtet. Katrine gav sig til at skrige højt, da ham med bar overkrop greb fat om livet på hende. Den anden skar hendes reb over, og sammen pressede de hende ned på ryggen i det bløde græs. De holdt hendes arme og ben fast, imens de hev og flåede i hendes tøj. Kjolen fik en lang flænge ned over maven. Begge mænd hujede og jublede da Katrines runde, fyldige bryster kom til syne. Hun måtte finde sig i, at deres grove nævner nev hende i brystvorterne.

Pludselig lød der et skud, og den ene mand faldt om med et skudsår i panden. Den anden for op, hvorefter der lød et skud mere. Også han faldt død om. Katrine lå hulkende og samlede tøjstumperne sammen om sig. Berengar kom tilbage og svøbte hende i det største stykke stof han kunne finde, hvorefter han kastede hende op over skulderen og begyndte at gå tilbage mod kroen. Skoven var mørkere nu, hvor aftenen var faldet på.

I mellemtiden havde Berengars to kammerater hygget sig med Katrines mor. Hun var blevet sat til at lave mad, men det foregik uden tøj på. Kromanden var blevet forsvarligt bundet til en stol, da han ikke længere var til nogen nytte. Berengars to kammerater var gået i gang med at drikke den bedste øl de kunne finde i kælderen, samtidig med at de tog sig friheder over for Maria. Da Berengar vendte tilbage stod maden på bordet. De tre soldater satte sig for at spise i fred. Katrine blev sendt ovenpå for at sunde sig med lidt tørt brød og vand. Maria var grædefærdig over at se sin lille Katrine i laset tøj.

– ”Hvad har du gjort ved hende dit udyr?” skreg hun ved synet.

Berengar greb Maria om halsen med svaret:

– ”Jeg har taget hende med vold, og jeg gør det gerne igen og igen, imens du ser på, hvis ikke du gør, som jeg siger…”

Maria føjede Berengar med et forskrækket ansigtsudtryk. De tre soldater nød det bedste måltid, de havde fået i måneder. Steg og stærk øl. Berengar fik set ordentligt på Karen, der faktisk var den smukkeste kvinde, han nogen sinde havde set. Hadet til ham lyste i hendes øjne, men ansigtet var smukt og hendes krop var intet mindre end perfekt. Der blev hentet mere øl og alle blev godt berusede. Èn for én faldt de i søvn omkring bordet. Maria listede op til sin datter, da hun så sit snit til det. Hun øjnede en mulighed for at komme væk.

Skrevet af “Godsejeren”

Læs også:
Berengars bedrifter – del 2

Published On: november 11th, 2010Categories: tvang17 CommentsLast Updated: marts 29th, 2017
1 Star2 Stars3 Stars4 Stars5 Stars
Loading...
escort5 escortguide og gratis sex
Tantra massage og Tantra sex